Kun udfordringer.

Det har jeg i hvert fald ladet mig fortælle. Og det handler jo om at man skal italesætte tingene på den rigtige måde. Problemer er negativt ladede. Måske endda så meget, at de ikke kan løses. Så det ord må vi ikke bruge. I stedet skal vi bruge ordet udfordring, der ikke er negativt ladet. Ordet udfordring, i stedet for udfordring, skal lissom signalere, at det er noget vi løser. Vi skal bare tage os sammen, så viser det sig at udfordringen slet ikke er en udfordring, men i stedet en udfordring.

Jeg tror bare der er en udfordring med at sige udfordring i stedet for udfordring. Udfordringen består i at vi gør sproget upræcist. Vi skaber en udfordring, når vi mener at skulle bruge et andet ord end udfordring, fordi udfordring er negativt. Du skal ikke komme med udfordringer, du skal komme med løsninger. Ja, selvfølgelig, men hvis jeg havde løsningen på den her udfordring, så ville jeg ikke have behov for at komme med den til dig. Så var det jo ikke en udfordring længere. Det kunne være at der så var en udfordring ved at gennemføre løsningen på udfordringen. Men det ville jo være en anden udfordring.

Udfordringen ved ikke at måtte kalde udfordringer for udfordringer er dobbelt.

Dels er der udfordringen ved at skulle kalde udfordringer for udfordringer i stedet for udfordringer. Det mudrer sproget. Hvis du har læst hertil, vil du vide hvad jeg mener. Det er faktisk udfordrende at skrive udfordring i stedet for udfordring hver gang, og det gør sikkert også at man er ret udfordret når man skal læse teksten. Det spænder ben for udfordringsløsningen hvis man ikke må kalde en udfordring for en udfordring. Det fjerner fokus på, at når vi løser denne udfordring, så er det faktisk fordi det er en udfordring, som er negativ, og derfor skal løses. Vi forfladiger udfordringsstillingen, og dermed bliver det også udfordrende at gennemskue hvori udfordringen egentlig består. Er det overhovedet en udfordring? Er vi sikre på at det ikke bare er en udfordring i stedet? Udfordringer er også noget man kan vælge at tage imod. Det ligger i ordet. Men ikke alle udfordringer er så u-udfordringsatiske, at man kan ignorere dem. Nogen udfordringer er så udfordrende, at man bliver nødt til at gøre noget ved dem.

Den anden udfordring er, at en udfordring jo ikke holder op med at være udfordrende, blot fordi vi kalder det for en udfordring i stedet for en udfordring. Det er lidt ligesom oprindeligt neutrale betegnelser for folk med høj koncentration af melanin i huden. De er ikke længere neutrale (altså betegnelserne), de er blevet negativt ladede. Det er de blevet på grund af racisme. Så nu bruger vi et andet ord, der er neutralt. Men racismen er ikke forsvundet, så om lidt er det nye, neutrale, ord lige så negativt ladet som det gamle, oprindeligt neutrale, men nu negative ord. Udfordring er et pænt nyt ord, som vi kan bruge i stedet for det grimme gamle ord, udfordring. Men fordi virkeligheden nu engang er sådan at udfordringer jo sjældent rent faktisk er positive – hvis de var det, var de jo ikke udfordringer, så virker det kun en kort tid. Inden vi ser os om, er udfordringer noget lige så negativt ladet som udfordringer oprindeligt var. Og så begynder vi at tale om muligheder i stedet for udfordringer.

Har du fået konstateret kræft? Det er ikke en udfordring. Det er nu en mulighed. Den skal du bare gribe. Og så bliver sproget endnu mere absurd. Når man ikke må sige udfordring, men skal sige mulighed i stedet for mulighed, så går det helt galt. Muligheder lyder pænt. Pænere end muligheder. Men fordi vi kalder det for en mulighed, er det jo ikke holdt op med at være en mulighed. Muligheden er stadig negativ. Nu er vi blot begyndt at bruge et ord der i endnu højere grad implicerer en valgmulighed. Så når jeg står med en mulighed, det kunne være at der er et vandrør der er sprunget, så skal jeg forsøge at se mulighedsløsninger i den mulighed jeg har fået fordi gulvet sejler. Min underbo har også fået en mulighed, idet der drypper vand ned fra hans loft. Der må han jo bare se det positive i at han nu har fået mulighed for at løse en mulighed.

Der er også den mulighed, at folk der får at vide at de skal sige mulighed i stedet for mulighed, muligvis begynder at føle sig lidt til grin. De betragter det som muligt at muligheder faktisk er muligstiske, og at de ikke bliver mindre negative af at vi siger mulighed i stedet for mulighed. Jeg er ret sikker på at min underbo vil kigge mærkeligt på mig når jeg fortæller ham at han har en mulighed når hans gulvtæppe er blevet vådt fordi jeg har en mulighed med en oversvømmelse i køkkenet. Muligvis er der en mulighed for at folk der bruger ordet mulighed i stedet for bare at kalde tingene ved deres rette navn, bliver lidt til grin. Eller at de ikke længere bliver taget seriøst. Jeg er ikke helt overbevist om at HR-chefen vil betragte det som en mulighed, hvis hans medarbejdere betragter ham med skepsis hver gang han siger mulighed.

Muligvis skal vi i virkeligheden forsøge at skære udfordringerne ind til benet, og erkende at det ikke kan afvises, at der faktisk er tale om et problem. Hive fat i værktøjskassen med redskaber til problemløsning. Og i stedet for bare at italesætte tingene på en måde der er i overensstemmelse med den sidste managementmode, rent faktisk løse problemerne.