Når jeg forklarer hvorfor jeg ikke vil arbejde gratis for dig i weekenden, får jeg at vide at jeg ikke skal forklare. Så lad mig forklare hvorfor jeg alligevel forklarer.

Jeg oplever at der ses skævt til at jeg ikke vil arbejde gratis i weekenden. Og jeg føler at jeg faktisk har gode grunde til at ville holde fri. Denne weekend ville jeg holde fri for at se et par venner jeg ikke har set i et år. For at lave en større opgave i et kursus min arbejdsplads har betalt. Og for at gå i teatret med et håndfuld venner og se to andre venner optræde. Det jeg hører, når kommentaren om at jeg jo ikke arbejder i weekenden, er at jeg bør ofre mit privatliv, samvær med mine venner og et liv ud over mit arbejde, for at arbejde gratis for dig. Noget jeg har prøvet, noget der udløste forhøjet blodtryk og alvorlige stresssymptomer. Uden at jeg oplevede at få så meget som et klap på skulderen for det.

Når jeg forklarer hvorfor jeg ikke har i sinde at skrive et notat færdigt for dig, ulønnet, og i min fritid, er det fordi jeg angler efter en anerkendelse af, at der måske er gode og valide grunde til at jeg ikke gør det. Jeg har en drøm om ikke at være single resten af mit liv. Hvordan jeg skal opnå det, når du samtidig mener at det er helt i sin orden at jeg skal lukke ned for ethvert optræk til privatliv for at tilfredsstille dig, ved jeg ikke.

Men du må overveje om du er i stand til at tilbyde et indhold i mit arbejde, der kan kompensere for det der i sidste ende tabes hvis jeg skal bruge min fritid på at arbejde for dig. Jeg ved ikke om du har hørt om Maslows behovspyramide. Tag et kig på den, og overvej om ikke der er et par ret fundamentale behov der lider en krank skæbne hvis jeg skal stille dig tilfreds. Overvej om du er i stand til at tilbyde reel kompensation. Og overvej hvor stor glæde du har af min arbejdskraft når jeg ligger på arbejdsmedicinsk klinik.

Fordi jeg kun får løn for at arbejde på hverdage.

Og i øvrigt har mere lyst til at se mine venner end at arbejde gratis. Specielt når jeg endnu aldrig har oplevet nogen form for anerkendelse for at arbejde i weekenden. I hvert fald ikke fra nogen af mine chefer.

Så er den gal igen:

Nordjysk nisse gør op med billedet af de små søde præster som en naturlig del af julen. De er djævelens yngel og har intet at gøre i en dansk jul, mener han.

Han har derfor også gjort datterens børnehavepædagoger og sønnens dagplejer klart, at hans børn ikke må udsættes for præster.

Klogt træk…

Er det bare mig, eller er den her nyhed lidt… hvad skal vi sige… udstyret med en uheldig overskrift? Kommer det ikke også meget an på om det er økologiske børn?

"Så må du løbe hurtigere". Sådan lyder beskeden ofte når man fortæller nogen at det her kan man altså desværre ikke nå på denne side af nytår.

Chefer holder særligt meget af den bemærkning.

Nu er det sådan at det faktisk hjælper at løbe hurtigere. Jeg kan nå mere når jeg holder min normale travehastighed på 6-7 km i timen, end jeg kan når tempoet sættes ned til det mere magelige 5 km i timen. Fysikken kan sågar beskrive fænomenet. Det forholder sig nemlig sådan at når man bevæger sig, går tiden i forhold til inertialsystemet, folk der står stille fx, langsommere. Så ved at løbe hurtigere, kan jeg altså opnå at de 37 timer jeg får løn for, selvom de opleves som 37 timer af mig, opleves af andre som eksempelvis 38 timer. Så hvis en af cheferne synes at der skal løses opgaver svarende til 38 timer inden for de 37 hun betaler mig for, hvor hurtigt skal jeg så løbe for at det hænger sammen?

Fysikkens beskrivelse giver mulighed for at besvare spørgsmålet. Formlen man skal bruge er denne:

 

v er den hastighed jeg skal bevæge mig med, c er lysets hastighed, delta t' er den tid jeg oplever. Og delta t den tid chefen oplever. Rearranger og løs for den ønskede forbedring, her fra 37 til 38 timer. (udregningen overlades til den interesserede læser).

Resultatet er at jeg skal løbe en del hurtigere, hastigheden skal mere præcist sættes op fra 7 km/t til 245.963.259 km/t. Et helt legitimt og rimeligt krav med andre ord, jeg håber bare at jeg kan få bevilget arbejdssko, for jeg tror det kommer til at slide lidt på fodtøjet.

Glædeligt at der nu er opnået ligestilling blandt de ph.d.-studerende. Politiken følger naturligvis op med det næste naturlige spørgsmål: Hvornår smitter det af på antallet af kvindelige forskere?

Kloge mennesker udtaler sig om årsagerne til både stigningen, og hvorfor kvinder er underrepræsenterede i de egentlige forskerstillinger på universiteterne. De sædvanlige argumenter om særlige tiltag på universiteterne og mænds skarpere albuer bliver fremført.

Der er dog to argumenter der endnu en gang glemmes:

Når man ser flere kvindelige ph.d.-studerende skyldes det naturligvis at der er kommet flere kvinder ind på de traditionelt forskningstunge uddannelser – lægestudiet og de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser. Der er der er mange ph.d.-stillinger, og derfor slår en ændret kønsfordeling blandt de studerende stærkt igennem. Hvad man glemmer er at en ph.d.-uddannelse, efter en justering for et par år siden, er blevet et særdeles attraktivt tidspunkt at få børn på. Man befinder sig i et relativt beskyttet miljø, med mulighed for barselsorlov, og hvor karriere-uret først for alvor begynder at tikke når man er færdig.

Og så til det argument der efter min mening forklarer rigtig meget når man skal finde ud af hvorfor der er så få kvinder i faste forskerstillinger på universiteterne. De er simpelthen for kloge. En nyuddannet forsker kæmper i adskillige år med midlertidige stillinger og bevillinger. Overvej selv alternativerne: Man kan gå universitetsvejen, med den ene 2 eller 3-årige bevilling efter den anden hvor man ikke ved om man har arbejde næste år, hvor lønningerne er offentlige, og man skal bruge det meste af sin tid på at skrive ansøgninger og undervise. Eller man kan tage sin ph.d. og søge over i det private, hvor lønnen er bedre, og hvor man hverken skal søge fonde om sin egen løn, eller undervise.

Mit bud på hvorfor der er så få kvinder ansat i faste forskerstillinger på universiteterne er simpelthen at de er klogere end mænd. Kun mænd er dumme nok til at udsætte sig selv og deres familie for de arbejdsvilkår der tilbydes på universiteterne.

De københavnske politibetjente mener det er for let at klage over politiet. Til det er der vel kun at svare: Kan du huske Benjamin?

Et eller andet siger mig at det måske er for svært at klage over politiet. Forslaget har selvfølgelig paralleller til klager til forbrugerombudsmanden, hvor man også betaler et gebyr (160 kr) for at klage. Der får man så sine penge tilbage hvis man får medhold. Den store forskel er at forbrugerombudsmanden er en uafhængig instans – statsadvokaturens tætte tilknytning til politiet gør at de næppe kan betragtes som uafhængige. Det er bemærkelsesværdigt at man i en del andre lande kan finde ud af at administrere at klager over politiet behandles af uafhængige instanser. Men det åbenbart er meget svært i Danmark…

Surt show. Altså ikke at Obama vandt – alt andet havde været en katastrofe. Læger estimerede at der ville være 38% sandsynlighed for at verden i løbet af de næste fire år ville stå med en amerikansk præsident der tror at Sydafrika er en delstat i landet Afrika… Så hellere George Bush…

Næh, surt show fordi jeg var indlagt på Herlev sygehus under valget. Ikke noget alvorligt, andet end alvorlige smerter, og en alvorlig genovervejelse af mine ellers negative holdninger til privathospitaler. Det betød at jeg ikke havde særligt gode muligheder for at følge med i valgresultaterne. Selvom en morfinrus sikkert kunne have taget den værste frygt for at McCain alligevel skulle vinde.

Læs i stedet hvad Jacob Erle beretter næsten live fra USA.