Når jeg forklarer hvorfor jeg ikke vil arbejde gratis for dig i weekenden, får jeg at vide at jeg ikke skal forklare. Så lad mig forklare hvorfor jeg alligevel forklarer.

Jeg oplever at der ses skævt til at jeg ikke vil arbejde gratis i weekenden. Og jeg føler at jeg faktisk har gode grunde til at ville holde fri. Denne weekend ville jeg holde fri for at se et par venner jeg ikke har set i et år. For at lave en større opgave i et kursus min arbejdsplads har betalt. Og for at gå i teatret med et håndfuld venner og se to andre venner optræde. Det jeg hører, når kommentaren om at jeg jo ikke arbejder i weekenden, er at jeg bør ofre mit privatliv, samvær med mine venner og et liv ud over mit arbejde, for at arbejde gratis for dig. Noget jeg har prøvet, noget der udløste forhøjet blodtryk og alvorlige stresssymptomer. Uden at jeg oplevede at få så meget som et klap på skulderen for det.

Når jeg forklarer hvorfor jeg ikke har i sinde at skrive et notat færdigt for dig, ulønnet, og i min fritid, er det fordi jeg angler efter en anerkendelse af, at der måske er gode og valide grunde til at jeg ikke gør det. Jeg har en drøm om ikke at være single resten af mit liv. Hvordan jeg skal opnå det, når du samtidig mener at det er helt i sin orden at jeg skal lukke ned for ethvert optræk til privatliv for at tilfredsstille dig, ved jeg ikke.

Men du må overveje om du er i stand til at tilbyde et indhold i mit arbejde, der kan kompensere for det der i sidste ende tabes hvis jeg skal bruge min fritid på at arbejde for dig. Jeg ved ikke om du har hørt om Maslows behovspyramide. Tag et kig på den, og overvej om ikke der er et par ret fundamentale behov der lider en krank skæbne hvis jeg skal stille dig tilfreds. Overvej om du er i stand til at tilbyde reel kompensation. Og overvej hvor stor glæde du har af min arbejdskraft når jeg ligger på arbejdsmedicinsk klinik.