Tja, hvis det er den slags badesalt man bliver skæv af, må jeg henvise til faglitteraturen. Hvis du vil lave det, skal du have så solide kemiske færdigheder, at de også inkluderer at du kan finde en syntesevejledning på egen hånd. Med andre ord, hvis hvis du tror du kan, men ikke kan finde opskriften, så kan du ikke, og bør lade være med at forsøge.
Badesalt af den rigtige slags, den slags man hælder i badekarret – det kan vi til gengæld godt hjælpe med her.
Du starter med at finde noget magnesiumsulfat. I gamle dage kunne man finde det hos materialisten. Den slags forretninger har nu skiftet navn til Matas, og har intet med materialister at gøre. Der er intet sjovere (på den deprimerende måde) end at gå ind i en Matas, og spørge om de ved hvor man kan finde en materialist. Når de så svarer at man da er i en allerede, spørger man efter magnesiumsulfat. Og når de helt forventeligt svarer at det fører de ikke, fortæller man dem at det var derfor man ledte efter en materialist. Matas er ikke en materialhandel længere, det er en parfumeforretning. Ligeså underholdende som at gå ind i en butik der kalder sig en isenkræmmer, og spørge efter en tommestok. Isenkramforretninger har intet med isenkram at gøre, det er brugskunstbutikker.
Argh! Tilbage på sporet.
Find noget magnesiumsulfat. Det kan bl.a. bestilles på denne hjemmeside. Find også noget salt. Her kan du sagtens klare dig med helt almindeligt køkkensalt, eller det du bruger til opvaskemaskinen. Du kan også købe fint og dyrt havsalt. Tro mig, det er ikke det der er i kommercielt badesalt, det er simpelthen for dyrt. Så graver du evt noget bagepulver frem, men det er ikke strengt nødvendigt. Endelig køber du en flaske æteriske olier hos din lokale helsekostpusher. Vælg en duft du kan lide.
Og så til fremstillingen.
Bland 7½ dl magnesiumsulfat med 5 dl salt og 15 ml æterisk olie. Bland godt. Tilsæt evt. lidt madkulør for at få det til at se pænt lyserødt eller lysegrønt ud. Det betyder intet for badet, men det må godt se pænt ud. Hvis du kan finde bagepulver til en fornuftig pris, kan du tilsætte 2½ dl af det også.
Hæld det i en tætsluttende beholder. Glas har ikke noget at gøre i badeværelset. På den anden side kan nogle af de her duftolier godt gøre mærkelige ting ved plastbeholdere. Noget keramik er nok allerbedst, men magnesiumsulfat suger vand, og bliver klumpet ret hurtigt, hvis ikke beholderen er tæt.
Vupti. Hæld et par solide skefulde i badekarret – du justerer basalt set efter duften af den olie du tilsatte.
Pisk 25 g sukker med 2 pasteuriserede æggeblommer og kornene af ½ vanillestang, til en luftig æggesnaps.
Hæld 111 ml fløde og 2 pasteuriserede æggehvider (tag bare to bægre æggehvide – det går nok at det er lidt mere end 2 hvider).
Hæld blandingen på sifonflasken, tilsæt to patroner lattergas, og ryst et par gange. Pas på at du ikke ryster for meget, så bliver fløden for stiv.
Skyd ismassen i en beholder på ca. en liters penge, og stil det hele i fryseren et par timer.
Man kan evt. stille beholderen i fryseren på forhånd. Men det giver mest mening hvis det er en metalbeholder man bruger. Laver du din is i en plastbeholder, har den så lidt termisk masse, at det ikke gør nogen forskel.
Jeg kan se at det er et populært emne. Så lad os tage lidt mere af historien. Det er kompliceret stof, så det bliver lidt langt. Bær over med mig, eller find en madopskrift her på siden i stedet.
Det handler om kemi, det handler om jura, og det handler om markedsføring. Det første har jeg forstand på, de to andre ting, knap så meget. Men jeg tror jeg forstår nok.
Først noget kemi. Et af de helt centrale paradigmer i kemien, taler om sammenhængen mellem struktur og egenskaber. Den måde det kemiske molekyle ser ud på, bestemmer dets egenskaber. To molekyler kan sagtens have samme effekt, og stadig se meget forskellige ud. Det kan være at der er flere måder at passe ind i et bestemt hak i en nervecelle, der udløser en bestemt reaktion. Hvis molekylet passer ind, er det lige meget om det er lavet af røde eller blå legoklodser. To molekyler kan også se meget ens ud, og stadig have forskellig effekt. Hvis der er en lille detalje der forhindrer molekylet i at passe i hakket, kan det ligne et andet molekyle, der passer, nok så meget. Det er et helt centralt fænomen i kemien, og vi bruger det hele tiden.
Vi taler i den sammenhæng om analoger. Stoffet til højre hedder RCS-4. Det er et syntetisk cannabinoid. Altså et stof der har egenskaber som vi genfinder i cannabis – hash om du vil. Stoffet til venstre er lidt anderledes. Læg mærke til den hale der hænger nedaf. Den er lidt kortere. Men størstedelen af molekylet er det samme. Der er god grund til at tro, at rus-effekten af RCS-4, handler om at den øverste del, med ringene, passer ind i et hak, en receptor, i bestemte nerveceller, og når den sætter sig i det hak, så udløser den en rus. Når vi ved det, kan vi kigge på stoffet til venstre, og komme med et kvalificeret gæt på, at den nok har ca. samme effekt. Længden af halen betyder næppe så meget, men det er sværere at sige. De to stoffer er analoge, og har lignende effekter, så meget kan vi gætte på med rimelig sikkerhed når vi bare ser på stofferne. Den der hale kan have ret stor betydning alligevel. Den er lipofil, hvilket vil sige at den godt kan lide at befinde sig i fedt. Når den er kortere end til højre, kan man godt forestille sig, at den er mindre tilbøjelig til at opløses i fedt end stoffet til højre. Det kan betyde at rusen bliver kortere, fordi stoffet hurtigere kommer ud af kroppen igen. Det kan også betyde at rusen bliver mere intensiv, fordi stoffet når frem til hjernen hurtigere. Det aner jeg ikke, men det er den slags ting man kan overveje. Og det er den slags ting man overvejer når man designer stoffer.
For nu kommer vi til juraen. I indtil flere lande, opererer man med lister over hvilke kemiske molekyler, der er forbudte. Hvis molekylet er forbudt, ryger man i spjældet med en narkodom hvis man handler med det. Hvis det ikke er, gør man ikke. Eller hvis man ryger i spjældet, gør man det fordi man handler med sundhedsskadelige stoffer uden tilladelse, har glemt at afregne moms eller sådan noget. Men hvis molekylet, stoffet, ikke er på listen over forbudte euforiserende stoffer, bliver man ikke knaldet for overtrædelser af narkolovgivningen. Det vil sige, at vi nu kan forestille os en situation, hvor lovgiverne har forbudt RCS-4, og sat den på listen over forbudte stoffer. Men de har glemt stoffet til venstre. Det har ca. samme effekt, men er ikke på listen. Og kan derfor handles helt legalt, uden at man bliver solbrændt i striber. Det holder så lige indtil stoffet er blevet solgt tilstrækkeligt meget til at lovgiverne opdager det, og sætter det stof på listen også. I så fald hyrer narkobagmændene en kvik kemiker, der vil sige noget i retning af "Jamen så gør vi da bare halen lidt længere, i stedet for kortere", og straks går i gang i laboratoriet. Vupti, der er fremstillet endnu et cannabislignende stof, der ikke er på listen, og derfor kan handles legalt. Det er ikke alle lande hvor den går, mange steder har man været snedige, og sagt, "det her stof, og alle dets kemiske analoger, er forbudte". Det lukker hullet. Sådan da, for straks efter viser det sig, at kemikere ikke er helt enige om hvornår et stof er analogt med et andet. Men hullet er i det mindste ikke helt så stort. Men sammenfattende – hvis du kan finde et stof, der er euforiserende, og ikke er på listen over ulovlige stoffer, så kan du mange steder i verden sælge det helt legalt. Eller næsten helt legalt i hvert fald. Og hvis det bliver forbudt, kan du hyre en kemiker til at lave lidt om på stoffet. Og så er det legalt igen.
Hvilket bringer os tilbage til kemien, og lidt til markedsføringen. Stoffet mephedron blev første gang fremstillet i 1929. Det var der ingen der lagde mærke til, men i 2003, faldt en undergrundskemiker over stoffet, og gik i gang med at fremstille det. Eftersom alle havde glemt stoffet i næsten 80 år, var der ingen der havde gjort sig den ulejlighed, at sætte det på listen over forbudte stoffer. Ergo var det flere steder, blandt andet i England, lovligt at importere og fremstille. Det var ikke lovligt at sælge til indtagelse af mennesker – det er lovreguleret, og det er ret stramme regler. Så i stedet for at skrive i toldpapirerne at det blev importeret med henblik på at sælge til hjernedøde teenagere og hashvrag, skrev man noget andet. Badesalt og plantegødning for eksempel. Det er heller ikke helt lovligt, for stoffet kan ikke bruges som hverken badesalt eller plantegødning, så i Danmark ville det være en overtrædelse af markedsføringsloven. Men den giver ikke andet end bødestraf. Profitten ved at sælge den slags til dumme teenagere er ret høj, så det skulle der være råd til at betale. Skidtet skal jo også sælges til folket. Og det gjorde man så under navnet – badesalt.
Mephedron er ikke et rart stof, men det er vanskeligt at få en helt præcis vurdering af et nyt narkotisk stofs farlighed. Der er ingen forskere der har lyst til at teste på sig selv, og de beskrivelser af effekten man får fra folk der har taget stoffet, er næppe helt pålidelige. "Farverne er flottere end når jeg tager kokain" er ikke en udpræget videnskabeligt pålidelig observation. Og at en hjernedød teenager mener at mephedron er mindre vanedannende end kokain er nok også et udsagn der skal tages med et gran (bade)salt. Han er tydeligvis ikke kvik nok til at lade være, så det er måske ikke det mest reflekterede udsagn. Det tager normalt en del år at finde ud af hvor farligt et stof egentlig er – man skal først have en ide om hvor lette folk er at redde når de bliver bragt ind med en overdosis, og et pænt antal obduktionsrapporter, før der kan konkluderes med sikkerhed.
Indtil da – lad nu være med at tage badesalt. Hvis du absolut skal, så tag det fra Matas. Det er billigere.
Indtag helt almindeligt badesalt, og bliv vind og skæv. Det er nemlig narkotisk, og der er adskellige eksempler på folk der i en rus af badesalt har foretaget sig forfærdelige ting. Senest det der tilfælde hvor en narkoman i USA har spist ansigtet på en hjemløs. Badesalt sælges helt lovligt i flere amerikanske delstater, og i Matas i Danmark.
Vi må straks forvente at lægemiddelstyrelsen får badesalt forbudt, og jeg imødeser narkopolitiets razziaer mod Matas. Er der slet ikke nogen der tænker på børnene?! De kan bare gå ind fra gaden og købe badesalt!!
Det skrev Ekstrabladet om i går. Jeg forudser panik i de små hjem, hvor mor har badesalt stående i badeværelset.
Eller også skal vi have en eller anden på banen, og få reformeret journalistuddannelsen gennemgribende. Og i øvrigt fratage Ekstrabladet deres mediestøtte, indtil de har lært deres journalister at tænke.
Ekstrabladet skriver, og jeg citerer ordret:
Freddy Sharp fra Tennessee er en ung mand på 27 år, som flere gange har brugt almindelig badesalt som narkotisk stof.
Læs det lige igen. "Almindelig badesalt". Almindelig badesalt er noget man tilsætter vandet i badekarret. Det skulle forbedre oplevelsen af badet. Ideen skulle være at man piller ved det osmotiske tryk over huden, og at huden derfor ikke optager så meget vand. Eller noget. Sammensætningen varierer, men er typisk en blanding af magnesiumsulfat, og natriumsaltene af chlorid, dicarbonat og hexametafosfat. Der er ikke nogen af de stoffer der er kendt for en særlig hallucinogen effekt.
Badesalt, som narkotika, er derimod et designerstof. Typisk mefedron. Det er et narkotikum. Og det bliver hist og her solgt i USA, under navnet "badesalt". Navnet? Den slags stoffer importeres fra fjernøsten. Og når man skal have dem gennem tolden, virker det ret godt at skrive "badesalt" eller "plantegødning" på papirerne.
Årsagen til at stoffet er legalt er, at megen narkolovgivning er indrettet, så det er specifikke stoffer der er forbudte. Laver man et nyt stof, der er narkotisk, er det som udgangspunkt ikke forbudt. Det er et problem, fordi kemikere er kreative og produktive mennesker, der (som alle andre) motiveres af penge. Og derfor kan de fremstille nye stoffer hurtigere end lovgiverne kan forbyde dem. Wired har en glimrende artikel om problemstillingerne. Løsningen er ikke at forbyde kemikere at fremstille stoffer. Løsningen er at forbyde stoffer på baggrund af deres effekt, snarere end deres udseende.
Så nej, ingen grund til panik. Almindeligt badesalt er ikke hallucinogent. Men måske en grund til at ryste opgivende på hovedet (igen) af Ekstrabladets og andre journalisters manglende evne til almindelig tænkning. Måske der skulle være brugt bare ½ minut på research før nyheden blev lagt på hjemmesiden.
Og også en god grund til at ryste opgivende på hovedet (igen-igen) af de folk der kommenterer på artikler på Ekstrabladet. De første 52 kommentarer handler kort fortalt om at videoen af den unge mand der er påvirket af "badesalt", ligner en DF'er. Herefter tager debatten sin forventede udvikling, og handler om hvor onde folk der har den forkerte hudfarve er, og at det er samfundets egen skyld, at folk sprøjter sig med badesalt fra Matas, når nu narko er forbudt. Den første kommentar fra en der har undersøgt sagen, og kan fortælle at det ikke drejer sig om almindeligt badesalt, kommer efter 16 timers debat på siden.
