Sådan laver du dit eget badesalt

Det der badesalt, hvordan laver jeg det? 

Tja, hvis det er den slags badesalt man bliver skæv af, må jeg henvise til faglitteraturen. Hvis du vil lave det, skal du have så solide kemiske færdigheder, at de også inkluderer at du kan finde en syntesevejledning på egen hånd. Med andre ord, hvis hvis du tror du kan, men ikke kan finde opskriften, så kan du ikke, og bør lade være med at forsøge.

Badesalt af den rigtige slags, den slags man hælder i badekarret – det kan vi til gengæld godt hjælpe med her.

Du starter med at finde noget magnesiumsulfat. I gamle dage kunne man finde det hos materialisten. Den slags forretninger har nu skiftet navn til Matas, og har intet med materialister at gøre. Der er intet sjovere (på den deprimerende måde) end at gå ind i en Matas, og spørge om de ved hvor man kan finde en materialist. Når de så svarer at man da er i en allerede, spørger man efter magnesiumsulfat. Og når de helt forventeligt svarer at det fører de ikke, fortæller man dem at det var derfor man ledte efter en materialist. Matas er ikke en materialhandel længere, det er en parfumeforretning. Ligeså underholdende som at gå ind i en butik der kalder sig en isenkræmmer, og spørge efter en tommestok. Isenkramforretninger har intet med isenkram at gøre, det er brugskunstbutikker. 

Argh! Tilbage på sporet.

Find noget magnesiumsulfat. Det kan bl.a. bestilles på denne hjemmeside. Find også noget salt. Her kan du sagtens klare dig med helt almindeligt køkkensalt, eller det du bruger til opvaskemaskinen. Du kan også købe fint og dyrt havsalt. Tro mig, det er ikke det der er i kommercielt badesalt, det er simpelthen for dyrt. Så graver du evt noget bagepulver frem, men det er ikke strengt nødvendigt. Endelig køber du en flaske æteriske olier hos din lokale helsekostpusher. Vælg en duft du kan lide.

Og så til fremstillingen.

Bland 7½ dl magnesiumsulfat med 5 dl salt og 15 ml æterisk olie. Bland godt. Tilsæt evt. lidt madkulør for at få det til at se pænt lyserødt eller lysegrønt ud. Det betyder intet for badet, men det må godt se pænt ud. Hvis du kan finde bagepulver til en fornuftig pris, kan du tilsætte 2½ dl af det også.

Hæld det i en tætsluttende beholder. Glas har ikke noget at gøre i badeværelset. På den anden side kan nogle af de her duftolier godt gøre mærkelige ting ved plastbeholdere. Noget keramik er nok allerbedst, men magnesiumsulfat suger vand, og bliver klumpet ret hurtigt, hvis ikke beholderen er tæt.

Vupti. Hæld et par solide skefulde i badekarret – du justerer basalt set efter duften af den olie du tilsatte.