Det er mit indtryk at mange af tidens politiske debatter – i hvert fald på den identitetspolitiske front – handler om folks neuroser og tvangstanker.

Er resten af befolkningen forpligtet til at indrette sig efter din OCD og for tid og evighed spritte alle dørhåndtag af en gang om dagen?

Og har resten af befolkningen lov til at fortælle dig at det gør du da bare, men du må ikke forvente at vi tager dig seriøst?

Det kan meget vel være at du mener at det er et voldeligt overgreb at fortælle dig at der altså eksisterer biologiske køn, som vi endnu ikke er i stand til at ændre på. Men det giver dig ikke ret til at forvente at resten af verden indretter sig efter det.

Og du skal også være så velkommen til at mene at årsagen til at Danmark gik hen og blev er rigt samfund i slutningen af 1700-tallet var slavehandel. Men når du insisterer på at resten af verden skal give dig ret i det synspunkt i stedet for at ryste på hovedet af dig – så insisterer du på at dine neuroser og tvangstanker skal være styrende for den offentlige debat. Og vi andre ryster altså opgivende på hovedet af dig. Ikke fordi vi er racister. Men fordi det er et etableret faktum at den danske slavehandel var så stor en underskudsforretning at det var den egentlige årsag til at den blev opgivet. Og at rigdommen kom dels fra modernisering og effektivisering af landbruget. Dels fra de slavelignende forhold hvide fæstebønder levede under.

Jeg finder det ganske særligt stressende at skulle rydde op efter andre. Altså ikke det med at samle sokker ens partner har smidt på gulvet op. Selvom det er beslægtet.

Nej, de problemer der opstår i arbejdslivet. Eller foreningslivet. Eller bare i livet. Problemer der skal løses. Af mig. Men de problemer, der grundlæggende skyldes, at andre ikke har passet deres arbejde.

Den slags problemer, hvor man tænker “jeg kunne lige så godt have gjort det her selv fra start af”. For det er normalt lettere at gøre det rigtigt første gang, end at skulle korrigere efterfølgende. Og så står man der. Nogen skulle have gjort noget. Jeg har måske endda advaret om at hvis man gjorde A, i stedet for B, ville det give problemer. Men valget faldt alligevel på A. Og nu er tingene ved at brænde sammen, og af årsager der ikke står helt klart, er det mit ansvar at rydde op i problemet, og gøre B i stedet. De der skabte problemet er væk. Eller mener ikke at det er deres opgave at gøre noget ved det.

Og kunne jeg så ikke bare have gjort B i stedet for A fra start? Overtaget opgaven, og løst den rigtigt? Joda. Men jeg skulle også passe de opgaver jeg selv havde påtaget mig. Og hvis jeg havde løst opgaven for kollegaen, havde han formentlig løst en anden opgave forkert. Med det resultat, at jeg ikke skal rydde op efter den ekstraopgave jeg påtog mig. Men i stedet efter den opgave som kollegaen nu fik tid til at løse på en måde der gav mig ekstra arbejde et halvt år efter.

Suk.