Jeg finder det ganske særligt stressende at skulle rydde op efter andre. Altså ikke det med at samle sokker ens partner har smidt på gulvet op. Selvom det er beslægtet.

Nej, de problemer der opstår i arbejdslivet. Eller foreningslivet. Eller bare i livet. Problemer der skal løses. Af mig. Men de problemer, der grundlæggende skyldes, at andre ikke har passet deres arbejde.

Den slags problemer, hvor man tænker “jeg kunne lige så godt have gjort det her selv fra start af”. For det er normalt lettere at gøre det rigtigt første gang, end at skulle korrigere efterfølgende. Og så står man der. Nogen skulle have gjort noget. Jeg har måske endda advaret om at hvis man gjorde A, i stedet for B, ville det give problemer. Men valget faldt alligevel på A. Og nu er tingene ved at brænde sammen, og af årsager der ikke står helt klart, er det mit ansvar at rydde op i problemet, og gøre B i stedet. De der skabte problemet er væk. Eller mener ikke at det er deres opgave at gøre noget ved det.

Og kunne jeg så ikke bare have gjort B i stedet for A fra start? Overtaget opgaven, og løst den rigtigt? Joda. Men jeg skulle også passe de opgaver jeg selv havde påtaget mig. Og hvis jeg havde løst opgaven for kollegaen, havde han formentlig løst en anden opgave forkert. Med det resultat, at jeg ikke skal rydde op efter den ekstraopgave jeg påtog mig. Men i stedet efter den opgave som kollegaen nu fik tid til at løse på en måde der gav mig ekstra arbejde et halvt år efter.

Suk.