Jeg er med på at det er skandaløst at Marie Hammer er glemt. Jeg anede ikke at hun eksisterede. Men hun undersøgte åbenbart omkring 1950’erne mosmider, og gjorde os klogere på kontinenterne. Deres drift og sådan.
Og hendes køn spiller da helt klart en rolle for hvilke muligheder hun havde den gang. Jeg føler blot trang til at spørge: Hvor mange forskere, der gjorde os klogere på et eller andet. Hvad som helst. Og som var aktive i 1950’erne kan vi huske? De der mener at det er skammeligt at hun er blevet glemt – hvor mange forskere fra den periode kan de faktisk nævne?
Er vi måske ikke snarere ude i, at stort set alle forskere bliver glemt. Og at det kun er ganske få der huskes uden for meget nørdede kredse? Jeg kan nævne ret mange, men jeg er også bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Historisk Kemi. Så jeg er nok lidt en outlier. Og nej, det er ikke ret mange af dem jeg kan huske, der er kvinder. Men hvis narrativet om at kvinder havde dårlige muligheder for at forske på det tidspunkt holder (og det gør det!), så er der måske ikke så overraskende. Vi kan ikke både mene at kvinder havde utroligt dårlige karrieremuligheder, og samtidig undre os over at der ikke var så mange. Der var ikke mange. Det var der en årsag til. Og når vi i dag ikke husker ret mange fremragende kvindelige forskere fra fortiden. Så er det jo blandt andet fordi der ikke var ret mange.
Men lad os også huske, at langt, langt de fleste mandlige forskere også bliver glemt uden for meget nørdede cirkler. Marie Hammer er muligvis glemt i offentligheden. Men husker offentligheden S.P.L. Sørensen? Børge Bak? Carl Johan Ballhausen? Julius Thomsen? Sophus Mads Jørgensen? William Christopher Zeise? Johannes Nicolaj Brønsted? For nu bare at tage et lille udsnit af danske kemikere. Nope. De er også blevet glemt.
Det kunne være, at årsagen til at kvindelige forskere fra fortiden bliver glemt, også. Delvist. Som en mulig supplerende forklaring. Bliver glemt at ca. samme årsager som deres mandlige kolleger.
Men lad os da for himlens skyld få Marie frem i lyset. Jo flere fremragende forskere vi får ind i den offentlige bevidsthed, jo bedre!
Jeg fik ikke rigtigt vist et billede af hvordan resultatet så ud i mit opslag om at lave sin egen gin. Lad os bare sige at det ligner en urinprøve.
Nu er gin normalt ikke farvet. Så hvor kommer farven fra? Fra tidligere eksperimenter med pebersnaps – de gentages ikke – ved jeg at peber kan farve ret godt. Men der kunne være tale om andre ting også. Så det måtte prøves.
Jeg skulle lave sous vide cheesecake alligevel, og det skal gøres ved samme temperatur som når der laves gin. Så det var oplagt lige at køre et lille eksperiment. Bare lidt hurtigt, for jeg var kommet lidt sent igang.
Her er forberedelsen.
Fra venstre mod højre, 2 enebær, 2 peberkorn og 2 allehånde bær. Dertil 50 ml vodka. Det hele i mine små henkogningsglas, låg på, i vand (80 grader, 10 minutter). Det var i hvert fald planen. Noget gik galt med tidtagningen i appen til Anovaen. Så de fik snarere et kvarter end 10 minutter.
Det gør ikke noget. Det jeg er ude efter er at identificere hvilket krydderi der giver farven. Hvis det allehånde farver mere end de andre efter 15 minutter, så gør allehånde det også efter 10 minutter. Det er den relative forskel jeg er ude efter. Ja, der kan være forskelle hvis det egentlige farvestof ligger dybt i bærret, og først trækker ud sent i forløbet. Men det er så korte tidsrum vi har gang i her, at det næppe gør en forskel.
Og hvordan så det så ud? Således:
Allehånde – stort set ingen farvning. Peber – en smule. Farven kommer helt klart fra enebærrene. Og da der skal ret mange af dem i, er der nok ingen vej uden om at min gin kommer til at ligne en urinprøve.
Hvorfor er gin så ikke farvet? Det er der også nogen mærker der er. Den primære forskel er nok, at det meste gin vi køber, er destilleret gin. Den rå sprit trækker med de urter der tilsættes. Og så destilleres den igen. Smagsstofferne følger med. Og hvis farvestofferne er tilstrækkeligt “tunge” og ikke følger med, ja så er der ikke meget farve på slutresultatet.
Jeg har gang i et lille projekt af mentalhygiejnisk karakter. Det vender jeg tilbage til, men en af tingene jeg godt ville, var at få farvet en trækasse. Jeg var lidt ude efter noget der fik kassen til at se gammel ud. Der skal klart eksperimenteres lidt. Men jeg er egentlig ganske godt tilfreds med det foreløbige resultat.
Opskriften er simpel og let at gå til. Men det lugter fælt. Der er tale om en to-komponent farvning. Først males træet med te. Sort te. Når det er tørret, har træet fået en smule farve. Men den virkelige forskel kommer i andet lag. Den skal man forberede dagen før.
Man tager noget jern. Man kan vist bruge almindelige jernsøm, men jeg hev fat i en skuresvamp af ståluld, og vaskede det værste sæbe ud af den. Svampen røg i et sylteglas, og blev overhældt med eddike. Den almindelige brune sylteeddike. Og der hyggede den sig i 24 timer.
Resultatet var en gullig-grøn væske. Der lugtede aldeles hæsligt. Så det foregår passende under emhætten, eller i frisk luft. Det sidste var det lidt for koldt til. Væske males på træet, og efter kort tid, får det en frønnet grålig farve. Det kan ses her til venstre. Den første pind er ubehandlet. Nummer to har fået te. Der er ikke meget stor forskel, og slet ikke med den dårlige belysning jeg tog billedet ved. Men nummer tre er der helt klart sket ting med. Den skal have et lag eller to til, men det ønskede resultat er opnået.
Det er ikke helt klart for denne kemiker hvorfor en opløsning af jern i eddike burde lugte at ret meget andet end eddike. Men det gør den. Rester af sæbe, og den karamel der er brug til at farve eddiken kunne influere, men de steder på nettet jeg har fundet der også har eksperimenteret med det her, omtaler samstemmende at det lugter fælt. Så jeg tror ikke helt at det kun skyldes karamel og sæbe.
Hvad jeg har bedre styr på er kemien i farvningen. Årsagen til at det skal være sort te er at vi skal have et højt indhold af tanniner. De findes allerede i træet, men er ikke nødvendigvis særligt tilgængelige. Så vi tilfører noget. Og så nytter det ikke noget at bruge blomsterte der ikke har tanniner. Det er i øvrigt dem der binder kalk og lægger sig som belægninger i tekrus.
Tanniner kan også reagere med jern-ioner. Og det er dem vi laver ved at opløse jern i syre. Når jern og tanniner binder til hinanden opstår der et farvet kompleks. Det er tidligere brugt til at lave blæk med, men rester af syre, og især jern-ioner, har en kedelig tilbøjelighed til at ødelægge papiret. Det er et ret stort problem når man ønsker at bevare papir for eftertiden, så lad være med at bruge den slags blæk.
Når man laver sin egen tonic – så bør man vel også lave sin egen gin.
Gin er basalt set en kryddersnaps, hvor den primære smagsgiver er enebær. Det er sådan set definitionen på gin. Så det er jo ikke fordi det er svært.
Jeg er i den lykkelige situation, at jeg fik en Anova precision cooker i fødselsdagsgave sidste år. Og en af de opskrifter der er i den app der knytter an til den, er på sous vide gin.
Det er helt enkelt:
3 ounces (88 ml) vodka
10 korianderfrø
8 enebær
2 stk tørret lavendel
5 hele peberkorn
2 kardemommekapsler
1 laurbær
Det hele smides i en pose der sænkes i vand for at få luften ud, og forsegles. Lynlåsposer anbefales. Dernæst får posen 10 minutter i vandbadet ved 80 grader.
Nu havde jeg ikke korianderfrø i huset. Og det lavendel jeg har, er så findelt at jeg aldrig får siet det fra igen.
Så i stedet lavede jeg en tester:
Så skal der bare vodka i!
90 ml vodka
8 enebær
1 laurbærblad
2 kardemommekapsler
5 peberkorn
I stedet for at komme det i en lynlåspose, kom det i et sylteglas (160 ml)
I vandet – 80 grader – 10 minutter. Og så på køl, så jeg ikke skulle prøvesmage varm gin.
Der var ærligt talt ikke så mange nuancer i det – andet end peber, som overdøvede alt andet. Så det var rimeligt givet at der skulle skrues kraftigt ned for den.
Jeg havde annonceret dagens projekt på Facebook – og min lillebror, der også er kreativ i et køkken, kommenterede at han havde prøvet. Og at man med fordel kunne fordoble antallet af enebær. Så der blev lavet ti batches med varierende indhold. Basis i dem alle var:
1 laurbærblad
2 kardemommekapsler
16 enebær
3 peberkorn
90 ml vodka
Og så variationerne:
Batchnumre, og tilsætning:
1 allehåndebær
2 allehåndebær
1 nellike
2 nelliker
5 fennikelfrø
10 fennikelfrø
1 lille stjerneanis
1 stor stjerneanis
5 kommenfrø
10 kommenfrø.
Alt på glas, der lukkes og sættes på vandbadet. Et ret stort et af slagsen. Normalt bruger jeg min suppegryde til sousvidingen. Men jeg ville godt lave alle 10 glas på en gang. Jeg kunne selvfølgelig bare lave fem ad gangen. Krydderurterne skal jo filtreres fra, og det kunne jeg passende gøre mens de næste fem kom i gryden. Men bagefter havde jeg planlagt at glassene skulle i brug igen til næste uges morgenmad (man kan ane dele af det på panden i baggrunden). Og der skulle de være i vandet i en time. Og så ville det blive lidt for bøvlet. Så ned i kælderen og finde en termokasse – vi bruger dem når min vi holder fødselsdag for min mand, og hele svigerfamilien + min side er der. Og der derfor skal laves mad til 18 mennesker. Elkedlen op at koge, hælde kogende vand over låget – ja, den kan godt tåle 100 grader. Montere Anovaen, hælde vand i – hold da op hvor skulle der meget vand i. Så støbejernsgryden og et stort sylteglas kom med ned i kassen. Det endte med at se således ud. Det er strengt taget noget rod at sætte en støbejernsgryde i – den kræver ret meget energi at varme op. Der er jeg nok nødt til at finde en mere fiks løsning til næste gang.
Nå. 80 grader. 10 minutter. Alle glassene blev taget op, og indholdet filtreret over på andre glas. Og så var det sådan set bare at vente på at det var blevet så koldt, at man kunne prøvesmage. Jeg har ikke taget billeder af prøverne – de var stort set ens. Det der er pointen er egentlig, at det ligner urinprøver. Det er meget gult, og det kunne nok være interessant at teste hvor farven egentlig kommer fra. Jeg har – baseret på tidligere eksperimenter med pebersnaps – en fornemmelse af at det i ret høj grad er peberen der giver meget af farven.
Anyway. Hvordan smagte det?
Batch 1 og 2. Det var dem med allehånde. Den bliver ret kraftigt krydret. 2 allehåndebær er klart for meget. Og 1 enkelt er faktisk også i overkanten.
Nellikerne i batch 3 og 4. Nelliken er meget tydelig allerede med en enkelt nellike. Så batch nr. 4 smagte ikke overraskende alt for meget af nellike.
Så var der fenikel. Det smagte klart anderledes end de andre udgaver. 10 fennikelfrø er efter min mening ikke for meget.
Stjerneanis. Batch 7 og 8. Der skal helt klart stjerneanis i den endelige opskrift. Men ikke en hel. Den lille smagte af lidt for meget – det skal være gin, ikke ouzo. Så i hvert fald ikke en hel stor stjerneanis.
Kommen. Nixen bixen. Der var ikke meget stor forskel på batch 9 og 10. Men der skal nok ikke kommen i overhovedet.
Samtlige batches, det der var tilbage efter jeg havde prøvesmagt – blev hældt sammen. Der er stadig lidt over halvdelen tilbage. I virkeligheden er jeg mere til rødvin end gin.
Næste forsøg? Ja, jeg skal have lidt styr på hvor farven kommer fra. Jeg tror meget af det kommer fra peberen. Og når jeg egentlig ikke er så meget til peber, så kan det jo være lige meget.
Så skal jeg have styr på kvantificeringen af stjerneanisen. Det er ikke specielt præcist at angive “lille stjerneanis”. Jeg skal have fundet ud af hvordan jeg får skruet ned for nelliken. og allehånden. Og så skal det naturligvis overvejes hvilke andre smagsgivere jeg kan komme i.
I sommers – det vil sige sommeren 2016, var det næsten umuligt at finde et sted hvor man kunne købe kinabark. Det skyldtes, at Politiken havde offentliggjort en artikel, der fortalte hvordan man kunne lave sin egen tonic.
Og så skulle alle hipsterne naturligvis lave deres egen tonic, hvilket var irriterende for mig, for så kunne jeg ikke købe kinabark til at lave min egen tonic. (lad min nu være ærlig, det var ikke noget jeg gjorde før artiklen, jeg fik samme ide som hipsterne).
Men jeg har en god hukommelse, så jeg ventede, og nu er jeg gået igang med at lave min egen tonic. Hipsterne er gået videre til næste mode, og det er igen til at få kinabark.
Jeg startede – det var før jul, med Politikens standardopskrift. Den var OK, men jeg syntes at den smagte for meget af citron(græs). Så nu er jeg gået igang med at udvikle min egen opskrift.
Første forsøg var efter følgende recept:
2 stilke citrongræs: 39,3 g
6 allehåndebær: 0,4 g
1,5 spsk kinabark: 11,3 g
Citronsyre: 20,0 g
Stjerneanis: 0,8 g
Fintrevet skal af 3 økoappelsiner: 16,5 g
Saften af samme tre appelsiner: 200 ml.
1 l vand
Alle ingredienser afvejet, og klar til at komme i gryden.
Allehånde og stjerneanis knuses let i morteren. Citrongræs klippes i mindre stykker, og knuses i morteren. Alle øvrige ingredienser hældes i en gryde, der bringes i kog.
Fra gryden kom i kog, kogte den under middel varme i 21 minutter under låg.
Hele balladen blev hældt gennem en sigte, og derefter gennem min superbag. Og derefter gennem kaffefiltre. Jeg tror jeg nåede op på 15 kaffefiltre, og var nødt til at tage en tur til Fakta for at købe flere.
Og så var klokken blevet mange. Der var hældt 1,2 l væske i gryden, og nu var der 850 ml tilbage – kaffefiltrene havde taget deres del. Så det blev hældt på en bluecap flaske, og sat på køl til dagen efter.
Der var lidt snask i bunden af flasken da jeg hælde den i gryden dagen derpå. Og det var blot det der var fint nok til at komme gennem kaffefiltrene. Anyway. 751 gram sukker blev opløst under opvarmning, blandingen blev bragt i kog, der blev skummet af, og siruppen blev hældt på skoldede flasker.
Og hvordan smagte det så? Jeg fortyndede 42 ml sirup med 80 ml danskvand (fra sodastreameren). Og kunne godt fortyndes noget mere. 50 ml af det fortyndede blev fortyndet til 100 ml. Og så var den tættere på det ønskede resultat. Helt så meget skal den nu ikke fortyndes, jeg skal lande på en mellemproportional. Og så kunne den i øvrigt godt bruge noget mere citrongræs. Måske skulle en af appelsinerne erstattes med en citron. Det prøver jeg næste gang. Politiken foreslog at man kunne eksperimentere, og det er præcist hvad jeg har i sinde at gøre. Så næste forsøg får ud over citron(græs) også en sjat tørrede hyldeblomster.
Andre tip? Næste gang prøver jeg nok at skumme af inden blandingen hældes gennem kaffefiltrene. Citronsyre kan man købe i supermarkedet. Eller på nemlig.com. Der koster det 347,50 kr kiloet.
Man kan også købe det i Matas. Der koster det 137,50 kr kiloet. Jamen er det ikke farligt? Der er jo en faremærkning på! Jo, det kan give alvorlige øjenirritationer hvis man får det i øjnene. Dr. Oetkers fra supermarkedet giver nøjagtig de samme øjenirritationer. Og når man læser på bøtten fra Matas, står der i øvrigt at citronsyren er af levnedsmiddelkvalitet. Så lad være med at gøre nogen rige på at putte citronsyre i små poser.
Hvor meget får man ud af det? Jeg målte ikke. Men der var nok til at fylde 4 kvartlitersflasker. Og så en sjat til (det var de 42 ml fra tidligere). Jeg skal have set på hvad der egentlig sker af volumenændringer når man opløser sukker i vand.
Bemærk også at jeg har vægtangivelser på her. Politiken angiver et antal stilke citrongræs. Men der er katten til forskel på sådan nogen stilke. De fortæller også at man skal bruge 1½ spsk kinabark. Men hvor meget er det? Vægt angivelser er langt mere præcise og reproducerbare.
Lige hvad kinabarken angår. Der testede jeg faktisk. Jeg tog en spsk (det er i øvrigt 15 ml) kinabark 20 gange, og vejede det. Det gav følgende resultater (alle mål i gram):
8,5
7,5
7,3
7,9
7,8
6,5
7,4
8,1
7,7
7,6
6,8
7,5
7,5
7,0
6,8
7,6
7,9
7,6
7,3
7,7
Se, det er pænt store variationer. Der er tal mellem 6,5 og 8,5 gram. Hvis Politiken brugte det mindste mål, og jeg brugte det største – så er det en forskel på vores opskrifter på 30%. Det er faktisk ret meget.
Så i stedet regnede jeg snittet ud – det er 7,5 g pr 15 milliliter. Eller 0,5 gram/ml. Og når Politiken angiver at man skal bruge 1½ spsk – hvilket så svarer til 22,5 ml, finder man ud af at der bør vejes 11,25 g kinabark af. Så præcis er min vægt ikke, så det blev til 11,3 g.
Det ved vi ikke endnu. Men folkene på NASAs Jet Propulsion Lab sidder på noget interessant, som de ikke vil fortælle os om endnu. Læs mere her og her.
Det er ikke fordi de har gang i en konspiration, der skal dække over at UFOen i Roswell står bag 9/11 i ledtog med kenyanske muslimer. Det er bare fordi de skal være mere sikre i deres sag. Det vi ved er, at det relaterer sig til det instrument Curiosity roveren har med, som hedder SAM. SAM består af en gaskromatograf, en quadropol massespektrometer og et laserspektrometer. På almindeligt dansk: SAM er designet til at lede efter organiske molekyler.
Der er ikke noget specielt ved organiske molekyler i sig selv. Universet af fyldt af ting kemikere vil kalde for organisk. Det betyder ikke at det stammer fra liv. Den slags dannes ret let af sig selv. Men hvis JPL-folket virkelig har fundet noget de mener er til historiebøgerne, ved hjælp af SAM, kan vi gætte. Der er to gode muligheder. Enten har de fundet methan. Det forventer man ikke at finde i atmosfæren på Mars, med mindre det dannes kontinuerligt. Og så er det et ret godt tegn på at der er liv på Mars. Eller også har de fundet komplekse organiske molekyler. Og så er det et ret godt tegn på at der har været liv.
Der er selvfølgelig også den mulighed, at de har haft besøg af en pressemedarbejder, der har trykket dem hårdt på maven for at få et eller andet, hvad som helst, til en pressemedelelse. Det sker ret tit…
Så skal vi formentlig snart til det igen. Internetpioner eftersoegt efter drab gravede sig ned med kasse over hovedet skriver BT. I kender ham godt, i hvert fald af navn. McAfee hedder han, stod bag et af de mere udbredte antivirusprogrammer i internettets spæde barndom. Og så er han blevet lidt… Lad os bare sige sær.
Det fremragende site Salon.com skriver at det måske skyldes at han har taget badesalt. Det kan da ikke udelukkes. Men lad os bare lige tage den en gang til for prins Knud. Badesalt, i betydningen narkotika, er noget helt og aldeles andet end badesalt, i betydningen “ting man kommer i sit badevand”.
Den korrekte måde at tage badesalt i den første betydning er at lade være. Den korrekte måde at tage badesalt i den anden betydning er at opløse det i vand i sit badekar, og hoppe op i badet.
Tja, hvis det er den slags badesalt man bliver skæv af, må jeg henvise til faglitteraturen. Hvis du vil lave det, skal du have så solide kemiske færdigheder, at de også inkluderer at du kan finde en syntesevejledning på egen hånd. Med andre ord, hvis hvis du tror du kan, men ikke kan finde opskriften, så kan du ikke, og bør lade være med at forsøge.
Badesalt af den rigtige slags, den slags man hælder i badekarret – det kan vi til gengæld godt hjælpe med her.
Du starter med at finde noget magnesiumsulfat. I gamle dage kunne man finde det hos materialisten. Den slags forretninger har nu skiftet navn til Matas, og har intet med materialister at gøre. Der er intet sjovere (på den deprimerende måde) end at gå ind i en Matas, og spørge om de ved hvor man kan finde en materialist. Når de så svarer at man da er i en allerede, spørger man efter magnesiumsulfat. Og når de helt forventeligt svarer at det fører de ikke, fortæller man dem at det var derfor man ledte efter en materialist. Matas er ikke en materialhandel længere, det er en parfumeforretning. Ligeså underholdende som at gå ind i en butik der kalder sig en isenkræmmer, og spørge efter en tommestok. Isenkramforretninger har intet med isenkram at gøre, det er brugskunstbutikker.
Argh! Tilbage på sporet.
Find noget magnesiumsulfat. Det kan bl.a. bestilles på denne hjemmeside. Find også noget salt. Her kan du sagtens klare dig med helt almindeligt køkkensalt, eller det du bruger til opvaskemaskinen. Du kan også købe fint og dyrt havsalt. Tro mig, det er ikke det der er i kommercielt badesalt, det er simpelthen for dyrt. Så graver du evt noget bagepulver frem, men det er ikke strengt nødvendigt. Endelig køber du en flaske æteriske olier hos din lokale helsekostpusher. Vælg en duft du kan lide.
Og så til fremstillingen.
Bland 7½ dl magnesiumsulfat med 5 dl salt og 15 ml æterisk olie. Bland godt. Tilsæt evt. lidt madkulør for at få det til at se pænt lyserødt eller lysegrønt ud. Det betyder intet for badet, men det må godt se pænt ud. Hvis du kan finde bagepulver til en fornuftig pris, kan du tilsætte 2½ dl af det også.
Hæld det i en tætsluttende beholder. Glas har ikke noget at gøre i badeværelset. På den anden side kan nogle af de her duftolier godt gøre mærkelige ting ved plastbeholdere. Noget keramik er nok allerbedst, men magnesiumsulfat suger vand, og bliver klumpet ret hurtigt, hvis ikke beholderen er tæt.
Vupti. Hæld et par solide skefulde i badekarret – du justerer basalt set efter duften af den olie du tilsatte.
Jeg kan se at det er et populært emne. Så lad os tage lidt mere af historien. Det er kompliceret stof, så det bliver lidt langt. Bær over med mig, eller find en madopskrift her på siden i stedet.
Det handler om kemi, det handler om jura, og det handler om markedsføring. Det første har jeg forstand på, de to andre ting, knap så meget. Men jeg tror jeg forstår nok.
Først noget kemi. Et af de helt centrale paradigmer i kemien, taler om sammenhængen mellem struktur og egenskaber. Den måde det kemiske molekyle ser ud på, bestemmer dets egenskaber. To molekyler kan sagtens have samme effekt, og stadig se meget forskellige ud. Det kan være at der er flere måder at passe ind i et bestemt hak i en nervecelle, der udløser en bestemt reaktion. Hvis molekylet passer ind, er det lige meget om det er lavet af røde eller blå legoklodser. To molekyler kan også se meget ens ud, og stadig have forskellig effekt. Hvis der er en lille detalje der forhindrer molekylet i at passe i hakket, kan det ligne et andet molekyle, der passer, nok så meget. Det er et helt centralt fænomen i kemien, og vi bruger det hele tiden.
Vi taler i den sammenhæng om analoger. Stoffet til højre hedder RCS-4. Det er et syntetisk cannabinoid. Altså et stof der har egenskaber som vi genfinder i cannabis – hash om du vil. Stoffet til venstre er lidt anderledes. Læg mærke til den hale der hænger nedaf. Den er lidt kortere. Men størstedelen af molekylet er det samme. Der er god grund til at tro, at rus-effekten af RCS-4, handler om at den øverste del, med ringene, passer ind i et hak, en receptor, i bestemte nerveceller, og når den sætter sig i det hak, så udløser den en rus. Når vi ved det, kan vi kigge på stoffet til venstre, og komme med et kvalificeret gæt på, at den nok har ca. samme effekt. Længden af halen betyder næppe så meget, men det er sværere at sige. De to stoffer er analoge, og har lignende effekter, så meget kan vi gætte på med rimelig sikkerhed når vi bare ser på stofferne. Den der hale kan have ret stor betydning alligevel. Den er lipofil, hvilket vil sige at den godt kan lide at befinde sig i fedt. Når den er kortere end til højre, kan man godt forestille sig, at den er mindre tilbøjelig til at opløses i fedt end stoffet til højre. Det kan betyde at rusen bliver kortere, fordi stoffet hurtigere kommer ud af kroppen igen. Det kan også betyde at rusen bliver mere intensiv, fordi stoffet når frem til hjernen hurtigere. Det aner jeg ikke, men det er den slags ting man kan overveje. Og det er den slags ting man overvejer når man designer stoffer.
For nu kommer vi til juraen. I indtil flere lande, opererer man med lister over hvilke kemiske molekyler, der er forbudte. Hvis molekylet er forbudt, ryger man i spjældet med en narkodom hvis man handler med det. Hvis det ikke er, gør man ikke. Eller hvis man ryger i spjældet, gør man det fordi man handler med sundhedsskadelige stoffer uden tilladelse, har glemt at afregne moms eller sådan noget. Men hvis molekylet, stoffet, ikke er på listen over forbudte euforiserende stoffer, bliver man ikke knaldet for overtrædelser af narkolovgivningen. Det vil sige, at vi nu kan forestille os en situation, hvor lovgiverne har forbudt RCS-4, og sat den på listen over forbudte stoffer. Men de har glemt stoffet til venstre. Det har ca. samme effekt, men er ikke på listen. Og kan derfor handles helt legalt, uden at man bliver solbrændt i striber. Det holder så lige indtil stoffet er blevet solgt tilstrækkeligt meget til at lovgiverne opdager det, og sætter det stof på listen også. I så fald hyrer narkobagmændene en kvik kemiker, der vil sige noget i retning af "Jamen så gør vi da bare halen lidt længere, i stedet for kortere", og straks går i gang i laboratoriet. Vupti, der er fremstillet endnu et cannabislignende stof, der ikke er på listen, og derfor kan handles legalt. Det er ikke alle lande hvor den går, mange steder har man været snedige, og sagt, "det her stof, og alle dets kemiske analoger, er forbudte". Det lukker hullet. Sådan da, for straks efter viser det sig, at kemikere ikke er helt enige om hvornår et stof er analogt med et andet. Men hullet er i det mindste ikke helt så stort. Men sammenfattende – hvis du kan finde et stof, der er euforiserende, og ikke er på listen over ulovlige stoffer, så kan du mange steder i verden sælge det helt legalt. Eller næsten helt legalt i hvert fald. Og hvis det bliver forbudt, kan du hyre en kemiker til at lave lidt om på stoffet. Og så er det legalt igen.
Hvilket bringer os tilbage til kemien, og lidt til markedsføringen. Stoffet mephedron blev første gang fremstillet i 1929. Det var der ingen der lagde mærke til, men i 2003, faldt en undergrundskemiker over stoffet, og gik i gang med at fremstille det. Eftersom alle havde glemt stoffet i næsten 80 år, var der ingen der havde gjort sig den ulejlighed, at sætte det på listen over forbudte stoffer. Ergo var det flere steder, blandt andet i England, lovligt at importere og fremstille. Det var ikke lovligt at sælge til indtagelse af mennesker – det er lovreguleret, og det er ret stramme regler. Så i stedet for at skrive i toldpapirerne at det blev importeret med henblik på at sælge til hjernedøde teenagere og hashvrag, skrev man noget andet. Badesalt og plantegødning for eksempel. Det er heller ikke helt lovligt, for stoffet kan ikke bruges som hverken badesalt eller plantegødning, så i Danmark ville det være en overtrædelse af markedsføringsloven. Men den giver ikke andet end bødestraf. Profitten ved at sælge den slags til dumme teenagere er ret høj, så det skulle der være råd til at betale. Skidtet skal jo også sælges til folket. Og det gjorde man så under navnet – badesalt.
Mephedron er ikke et rart stof, men det er vanskeligt at få en helt præcis vurdering af et nyt narkotisk stofs farlighed. Der er ingen forskere der har lyst til at teste på sig selv, og de beskrivelser af effekten man får fra folk der har taget stoffet, er næppe helt pålidelige. "Farverne er flottere end når jeg tager kokain" er ikke en udpræget videnskabeligt pålidelig observation. Og at en hjernedød teenager mener at mephedron er mindre vanedannende end kokain er nok også et udsagn der skal tages med et gran (bade)salt. Han er tydeligvis ikke kvik nok til at lade være, så det er måske ikke det mest reflekterede udsagn. Det tager normalt en del år at finde ud af hvor farligt et stof egentlig er – man skal først have en ide om hvor lette folk er at redde når de bliver bragt ind med en overdosis, og et pænt antal obduktionsrapporter, før der kan konkluderes med sikkerhed.
Indtil da – lad nu være med at tage badesalt. Hvis du absolut skal, så tag det fra Matas. Det er billigere.
