Jeg elsker konspirationsteorier. ELSKER! Husbonden er træt af det. Vores foreslåede serier og film på Netflix og Prime flyder over med “regeringen er rumøgler, der planlægger at spise os allesammen”-programmer. For jeg labber det i mig. UFOer er særligt underholdende, men “Behind the Curve” er også fantastisk. De tror tydeligvis at jorden er flad. Og i slutningen forsøger de at bevise det. Men kommer ved et uheld til at bevise at jorden er rund. Eller oblat, den er lidt fladtrykt.

Konspirationsteoretikere derimod… Og jeg ved det godt, uden konspirationsteoretikere, ingen konspirationsteorier, og dermed ingen underholdning til Nusse. Sølvpapirhatten strammer ofte ret voldsomt. Når vi alle skal arbejde hjemmefra fordi en kineser har spist en flagermus, er det naturligvis fordi regeringerne på et møde i Davos har planlagt det store reset, hvor hele verden skal ændres til et eller andet dystopisk mareridt. Ethvert forsøg på kritiske spørgsmål er udtryk for at man er en del af konspirationen. Den monomane insisteren på at Bill Gates står bag virusen for at kunne chippe os allesammen med hans vaccine, fordi han gennem flere år har advaret om en forestående pandemi er så frakoblet virkeligheden at man slet ikke kan få luft. Alle, som i ALLE, med forstand på emnet har været klar over at det kun var et spørgsmål om tid, og at vi de sidste mange år har været heldige adskellige gange. For det har regelmæssigt været ret tæt på.

Men de er også søde. Og har efter alt at dømme aldrig arbejdet i en moderne virksomhed der kører projekter. Når man har prøvet det. Og ved hvor bøvlet det er at samle projektgruppen. Og hvor lang tid det kan tage at diskutere med ham den bøvlede om hvorfor det er utroligt vigtigt at tryksagen til opslagstavlerne designes ud fra et eller andet epistemologisk paradigme han har læst om. Lige efter han har været fornærmet i tre kvarter over at andre mener at det måske kunne være en meget god ide at i hvert fald nogen af aktiviteterne kommer i kalenderen på et eller andet tidspunkt. Så står det klart hvor naiv forståelsen af et moderne statsapparat er. I Danmark kan man ikke finde ud af at undgå at blive snydt for milliarder i udbytteskat. Når man har opdaget at der er noget galt. Så kan vi ikke finde ud af at stoppe det. Men hemmeligt at inficere minkbesætninger med en kunstigt fremstillet virus fordi vi allesammen skal sidde derhjemme så regeringen kan resette bankverdenen. Det kan de finde ud af. De kan endda koordinere det globalt.

I den virkelige verden. Der ville Hanne fra HR have forsinket processen med kurser i den nye samarbejdsplatform, og Klaus fra IT ville have lækket det hele fordi han havde glemt at password beskytte intranettet. Projektgruppen ville bruge evigheder på at diskutere hermenuetik med Lars og årsplanen og budgettet for 2020 ville først være blevet godkendt i august.

Optimismen og tilliden til hvor effektivt en overstatslig organisation kan agere er rørende naiv.

Så andre ikke behøver.

Dette billede er ofte brugt herhjemme. Sådan ca. hver gang det viser sig at det er vores ansvar at der koordineres hvem der er hvor til jul. Eller når der er andet der skal gøres, alle ved at det skal gøres, men hvor det er lettere at en anden gør det. Hvorefter man vælger at tjekke ud fra processen, i den sikre forvisning, at der nok skal blive gjort hvad der skal gøres. For der er altid nogen der er ansvarsbevidste nok til at gøre det.

Det er så ofte os.

Billedet randt mig i hu da jeg læste denne kommentar på EkstraBladet. Leif Donbæk minder om at der måske ikke er skiltet på Roskilde station at det er forbudt at gå over skinnerne. Men at man godt må tænke selv og lade være alligevel. Og at det er muligt at det er lovligt at samles 10-15.000 mennesker i protest over politiets drab på en sort mand (mistænkt falskmøntner, og med et helt apotek i blodet, ikke at det mindsker det episke niveau af dysfunktionalitet i USAnsk retshåndhævelse), nogen tusinde kilometer væk. Men at det måske kunne være en god ide at overveje hvor smart det er under en pandemi der har kostet en pæn sjat mennesker livet. Og som i øvrigt, som de fleste af de her kalamiteter, vender den tunge ende nedad. Altså netop i højere grad rammer de Black Lives, som demonstrationen minder os om Matters. Med andre ord – for at gøre opmærksom på de problemer der gør sig gældende på bunden af samfundet, gennemfører man protester, der har en ret høj risiko for at øge (andre) problemer på bunden af samfundet.

Anyway, det var blot det udløsende. Forbindelsen er endnu ældre. Eller i hvert fald en tre måneder ældre. Hvor jeg så kloge folk bemærke, at når nu det viste sig at det var nok at 80% af befolkningen praktiserede at holde afstand og håndhygiejne. Så ville vi, når pandemien var overstået, skulle høre på de 20% der ikke gad at holde afstand, at det slet ikke havde været nødvendigt.

Og det skal vi nu. Hvis tilstrækkeligt mange holder afstand, spritter af, og opfører sig fornuftigt. Så gør det ikke noget at 15.000 mennesker ikke gjorde det. Prisen for at de kan gøre hvad de har lyst til er at andre ikke gør det samme.

Det gælder sådan set ikke kun de her BLM-demoer. Og retten til at demonstrere er ret vigtig, og bør ikke begrænses af myndighederne. At arrangører og deltagere så kunne overveje visdommen i at gennemføre dem er en anden sag. Det gælder generelt. Årsagen til at smitten ikke eksploderer, i det omfang vi faktisk kan undgå det, når du ikke kan finde ud af at holde afstand i supermarkedet, er at vi andre holder afstand. Årsagen til at vi undgår dødsfald selvom du ikke tager hensyn er at vi andre tager hensyn.

De af os der tager hensyn kan godt gå hen og blive en smule trætte af de der ikke gør. Det var bare det jeg ville sige.

Eller museerne. Eller bibliotekerne. Eller whatever der nu lige er din private kæphest. Beregningerne siger jo at det næsten ikke påvirker smittetrykket.

Det er der sådan set en meget enkel forklaring på. Man behøver ikke engang være virolog for at forstå den.

Myndighederne arbejder med et smittebudget.

Tænk på det som et husholdningsbudget. Det kan godt være at den nye telefon kun koster det halve af hvad huslejen står i. Men hvis der ikke er penge nok på kontoen når huslejen er betalt – så er der ikke en ny telefon til dig i denne måned. Man kan godt overforbruge. Men hvis vi overforbruger i en epidemi – så dør bedstemor.

Men jeg har simpelthen ikke energi til det.

Jeg prøver virkelig. Jeg prøver virkelig at lytte. At forstå folk der føler sig undertrykte. At blive klogere på hvordan det er at være kvinde. At være afroamerikaner. Eller afrodansker for den sags skyld. Hvordan det er at føle at man hverken er mand eller kvinde. Jeg bruger endda ret store mængder af min fritid på at arbejde for afviklingen af både Copenhagen Pride og World Pride. Og det bliver jeg ved med.

Men der er ting jeg ikke længere orker. Og der er heldigvis enkle måder at gøre noget ved det.

Jeg modtager dagligt en mail fra Medium med links til interessante historier. Og der er virkelig meget interessant. Der er også mange historier der handler om transkønnedes adgang til toiletter i det usanske midtvest, hvordan ting mænd gør er toksiske og hvorfor hvide personer pr definition altid er racister. Og hvorfor mit køn og hudfarve betyder at jeg helt automatisk er utroligt priviligeret.

Jeg har også abonneret på en podcast med en feministisk læsning af Star Trek. Det er ca. samme historie.

Og jeg orker det ikke. Der er problemer med racisme i verden. Mænd er skyldige i mange ting. Og hvorfor i himlens navn transkønnedes brug af toiletter langt ude på landet i USA stadig er et problem fatter jeg ikke.

Men jeg orker det ikke. Vi har rigeligt med problemer i Danmark. Hvis ikke jeg synes vi har nok problemer i Danmark, kan jeg kigge på de problemer der er i Sverige og Tyskland. Jeg har simpelthen ikke mental båndbredde til på daglig basis at skulle forholde mig til det shitshow de har gang i mellem Canada og Mexico. Noget af det bliver jeg nødt til at forholde mig til. Den nuværende præsident lader til at være fast besluttet på at gøre alt (som i ALT) forkert. Det påvirker resten af verden. Men at en eller anden religiøs galning i Reydell Arkansas vil forbyde transkønnede at bruge bestemte toiletter påvirker ikke mig. Det påvirker ikke nogen jeg kender. Nej, det påvirker reelt heller ikke de transkønnede jeg kender, for de har aldrig været i Reydell Arkansas og de kommer heller aldrig til at besøge stedet (strengt taget aner jeg ikke om det er problem i den pågældende by. Den har 23 indbyggere).

Mit mentale overskud rækker heller ikke til dagligt at få min mailboks fyldt med historier om at alverdens problemer i verden er noget mænd er ansvarlige for. Ja, det er sandsynligvis mænd der primært har ansvaret for et givet problem. Men 41% af de kvindelige vælgere i USA stemte på Trump efter CNNs exitpoll at dømme. Af de kvinder der stemte derovre. Så det er måske ikke kun mænds skyld. Og personligt er jeg også lidt i tvivl om hvordan mit køn har indflydelse på dén problemstilling. Jeg har ikke stemmeret i USA.

Og mit liv er simpelthen for kort til at jeg dagligt skal have at vide at min hudfarve betyder at jeg er medansvarlig for den måde politiet i Dogtown Alabama behandler afroamerikanere. Jeg er den stolte efterkommer af mange generationer af husmænd, fæstebønder og ufaglærte arbejdere. Jeg har en kusine der er et år ældre end mig. Hun var den første der fik en studentereksamen i vores familie. Jeg var nummer to. Jeg var den første i min familie der besøgte USA. Og jeg bilder mig ikke ind at de relativt korte tjenesterejser har haft ret stor indflydelse på hvordan politiet i USA opfører sig.

Ja, jeg lever et utroligt priviligeret liv. Men det handler ikke om at jeg er hvid. Eller mand. Det handler om at jeg har været så heldig at blive født i et ufatteligt rigt smørhul af et land. Langt væk fra naturkatastrofer og krige. På et tidspunkt i verdenshistorien hvor landet faktisk er rigt og langt væk fra ulykker. Det er ikke mit køn der gjorde at jeg fik en lang videregående uddannelse. Det er heller ikke min hudfarve. Hvis jeg klarer mig bedre end en afrodansk kvinde, eller hvem det nu er jeg har flere privilegier end, er det fordi jeg var heldig at blive født i en familie der opdrog mig til at tage en uddannelse. Og fordi jeg tog den. Mit privilegie stammer fra mine forældres protestantiske pligtetik kombineret med en dansk liberal markedsøkonomi, der har kunne finansiere en velnæret socialdemokratisk velfærdsstat. Altsammen placeret i en pt. hyggelig, frugtbar og fredelig udkant af det nordlige Europa. Med alt hvad der dertil hører af neuroser, depressioner og mavesår. Hvor, og den globale vinkel bør man måske huske, selv en enlig kontanthjælpsmodtager over 30 uden børn, og så kan man næsten ikke få udbetalt mindre fra fælleskassen – stadig har en indtægt der placerer vedkommende blandt de 20% bedst stillede på kloden (*).

Så. Jeg har opsagt mit månedlige bidrag til podcasten. Og samtlige historier i den daglige Medium mail om hvorfor jeg er et dårligt menneske bliver blokeret, mutet og slettet.

(*) med andre ord, ja, der er forskelle i mulighederne også blandt danskere. Men hvis vi et øjeblik løfter blikket fra vores egen navle, vil det gå op for os, at de forskelle i “privilegier” er som at se meget rige mennesker beklage sig over at de kun har råd til en enkelt Ferrari, mens den endnu rigere nabo har råd til to. Fuldstændigt afkoblet fra at 20 kilometer længere sydpå lever i voldsom fattigdom. Det er i øvrigt interessant at betragte hvem der taler mest om privilegier. Overvejende er der tale om personer der får penge af det offentlige, til at tage en gratis uddannelse, der overvejende vil føre til beskæftigelse i projekter finansieret af det offentlige. Eller – mere præcist, finansieret af de værdier der skabes af dem der ikke i udpræget grad har fået penge for at tage en gratis uddannelse, så de kan arbejde i projekter finansieret af folk der arbejder.

#OKBoomer. Det seneste klynk fra Millenials. Og det kan åbenbart også bruges med os i Generation X.

Der er ikke så meget andet at svare end “OK Zoomer”. Og det er da superinteressant at der kommer sådan et nedladende og afvisende udtryk fra netop den generation der går så supermeget op i at bruge de rigtige og respektfulde ord om alle.

Åbenbart alle andre end dem de lige er uenige med.

Egentlig er man som GenX ligeglad. Vi var ligeglade med Boomernes latterligheder. Det er vi også med Millenials og Zoomere.

Men lad os da bare tage et rant:

Generation X blev født under den kolde krig. Vi var som børn bevidste om at København når som helst kunne forvandles til en radioaktiv ruinhob. Vi blev udstyret med en nøgle, så vi selv kunne lukke os ind – også i en alder der i dag ville føre til at man blev tvangsfjernet af kommunen. For vores boomerforældre skulle realisere sig selv. Undertiden i en grad så vi blev skilsmissebørn, fordi mor besluttede sig for at blive feminist, og hade alle mænd, og far skulle udleve sin midtvejskrise med en motorcykel og en yngre model.

Da vi blev teenagere havde vi udsigt til en historisk høj ungdomsarbejdsløshed, og var bange for at blive ældre, for sultecirkulæret truede forude.

Og verden kunne stadig når som helst gå under. Hvis ikke på grund af atomkrig, så på grund af det hul i ozonlaget der ville give os alle hudkræft inden vi fyldte 30.

Så vi var generation nåh. Vi var generation Y. Y for “why”, for hvorfor gøre noget, når det hele alligevel snart endte i armageddon. Vi voksede op og blev nihilister.

Vi havde en kort periode i vores ungdom, hvor det så fornuftigt ud. Der var vækst, beskæftigelse, og demokratiet så ud til at brede sig.

Det holdt lige indtil en flok religiøse fanatikere besluttede sig for, at fordi deres overtro var bedre end andres overtro – så var det helt ok at slå folk ihjel på semi-industriel skala.

Dér mistede vi endegyldigt vores tro på fremtiden.

Nu går vi så på arbejde. Arbejde der æder vores sjæle. Hvis vi er knap så heldige, bliver vi kørt direkte fra arbejde til krematoriet. Hvis vi er rigtig heldige, får vi lov til at gå på pension inden vi fylder 80.

Og hvorfor gør vi det? Jo, den fest boomerne har holdt siden de gik på efterløn som 60-årige skal finansieres. Og det navlepillende, identitetspolitiske egotrip millenials har gang i, skal vi også betale for.

Så hvis du siger OK boomer til mig – så trækker jeg på skuldrene, og siger “Meh. OK zoomer”.