Anders Behring Breiviks manifest

Er det underlødigt? Er det noget firmaer ønsker at blive associeret med? Næppe. Så BT, IKEA m.fl. har en pointe i at det ikke er helt fint i kanten at bruge det i forbindelse med markedsføring, som BT skriver om her. Og så endda med løfte om at man får mulighed for at vinde 50.000 kr. Hvis altså bare man vil give lidt kontaktoplysninger inden man klikker på download, kontaktoplysninger diverse selskaber derefter mod betaling kan bruge til at kontakte folk, fordi de altså har givet oplysningerne frivilligt, og kontakten derfor ikke er omfattet af markedsføringsloven.

Personligt synes jeg også det er en fremgangsmåde der er lidt usmagelig, uanset om det er Breiviks manifest der bliver brugt som lokkemad. Jeg er heller ikke sikker på at jeg ville have lyst til at oplyse alt for meget om mig selv for at få lov at downloade det. Det er et dokument der er en smule belastet, ikke? Og hvor ender de kontaktoplysninger egentlig? Ønsker man virkelig at diverse venstreorienterede personer får fat i den slags kontaktoplysninger, når nu man ved at de har et ret afslappet forhold til at bruge vold overfor folk de er uenige med? Eller for den sags skyld at man modtager et tilbud om at blive medlem af Johnnys venner i Greve, eller Danmarks Nationale Front. Så vil jeg næsten hellere have at socialisterne smider med min cykel for at demonstrere hvor mangfoldige og fredselskende de er.

Kan man i det hele taget tillade sig at distribuere det manifest? Er det ikke bare at udbrede en, i mere end en forstand, syg ideologi? Vil svage sjæle ikke kunne føle sig inspireret? Er det på sin vis forskelligt fra at distribuere Hitlers “Mein Kampf”? Eller Lenins samlede værker, idet vi minder om at det regime han var med til at grundlægge fik antallet af ofre for nazismen til at blegne… Det lokale folkebibliotek har tre eksemplarer af Mein Kampf i dansk oversættelse stående. Den må sælge helt pænt, det er ottende oplag. Den sælger vist også godt i andre oversættelser. Hvorfor så ikke udbrede Breiviks manifest også? Han var dog kun ansvarlig for 77 dødsfald. Det var han 3 timer om. Det er mindre end en fjerdedel af hvad Hitler kunne præstere af dødsfald pr. time. Altså når vi tager de lave estimater for hvor mange han fik udryddet, og glemmer de russiske ofre. Så hvorfor ikke få hans manifest på hylden også?

Uanset hvad de norske retspsykiatere måtte have udtalt senest, føler jeg mig ikke overbevist om at Breivik er rask. Jeg beklager meget, jeg kan godt se at det er bedst at han er egnet til straf, så man kan sætte ham bag tremmer, og smide nøglen væk. Alternativet er jo at han er syg, kommer i behandling, og i princippet kan slippes ud når han er blevet rask – hvis altså han kan helbredes. Men ud fra hans manifest og fra referaterne i pressen, er der vist ikke så meget andet at gøre end at konkludere at han er syg. Rablende vanvittig, paranoid skizofren og malign narcissist. Eller noget i den retning. Helt frisk er han i hvert fald ikke.

Kan man så tillade sig at offentliggøre hans rablerier? Det er en syg mands værk, syge mennesker bør vi normalt behandle med en vis omsorg. Ville vi normalt ikke have lidt etiske kvababbelser ved at offentliggøre skriverier fra sindsyge, der udstiller deres sindssyge?

På den anden side – har vi ikke et ansvar for at kaste et skærende klart lys på hans rablerier, til skræk og advarsel, og så vi alle er klar over hvad vi skal kigge efter når vi færdes på nettet og støder på rabiate ytringer? Har vi ikke pligt til at blive klogere af tragedien i Norge? Og forudsætter det ikke at vi læser hans udgydelser, og sætter os ind i hvad der gik galt? På samme måde som vi alle bør sætte os ind i vejen til det tredie rige i Tyskland, så vi kan se faresignalerne når vores nutidige samfund bevæger sig i den gale retning. Så kan det godt være at Mein Kampf sælger ret godt i de arabiske lande, og folkebibliotekerne låner den ud til højrerabiate. Netop derfor bør vi andre læse den.

Indtil videre har jeg hans manifest liggende digitalt. Jeg tror det bør være tilgængeligt. Jeg er bare ikke sikker på at jeg har lyst til at have det liggende her.

 

Choronsovs

Skal der laves mad til 14 personer i et lille køkken, alene, er der grænser for hvor avancerede hovedretter man kan give sig i kast med. Når der så samtidig stilles (selvpålagte) krav om at foretage sig noget i køkkenet der kan levere en salve i den fortsatte kulinariske kamp med lillebror, er sovsene et oplagt sted at indlede et felttog. Nogle simple kartofler, en simpel grøntsag og en ko der er marineret. Og så en sovs der hedder noget avanceret, og kan tage kegler. 

Så hermed et nyt våben i arsenalet, choronsovs. Eller Sauce Choron. Helt simpelt, når først bearnaiserutinen er på plads.

En portion bearnaisesovs – hjemmelavet fra bunden naturligvis – tilsættes en spiseskefuld tomatpure. Hep! Enklere kan det vist ikke gøres. 

En portion bearnaise her i huset er lavet på fire æggeblommer og en pakke smør. Skaler selv op efter behov.

Sådan er det næsten – dagens køkkenprojekt

Kæresten har fødselsdag. Om en måneds tid, men fordi det der med at være ude i sidste øjeblik tilsyneladende er arveligt, er det nødvendigt at gå i gang med at punke for dato, ønskeliste, invitationer og ønsker til menuen i rigtig god tid. Jeg har været i gang de sidste to måneder, og nu begynder de fleste ting at falde på plads. Vi fik godt nok udvidet projektet for 1½ uge siden. Svogeren in spe, Martin, har fødselsdag ca. samtidig, og de plejer at holde fødselsdag sammen. Nu bor hele svigermekanikken i Jylland, så den fælles fødselsdag skal holdes i Rødovre. Det er et større logistisk projekt. Og jeg skal lave maden. Hvilket i sig selv er lidt af en udfordring, af to årsager. Dels er lejligheden ikke helt stor nok til 12 personer, det gælder både stuen og køkkenet. Dels er der visse forventninger.

Af uransalige årsager er jeg udråbt som den store mesterkok. Det er måske ikke så mystisk alligevel. Men det lægger et vist forventningspres. Også fordi jeg ligger i krig med lillebror, og han sætter nok et nyt niveau for kogekunst her på søndag.

Jeg føler det lidt ligesom Jason Ogg fra Discworld serien. Han er en rigtig god smed, han kan sætte sko på alt. Men det har en pris:

"He could shoe anything, could Jason Ogg. They'd brought him an ant once, for a joke, and he'd sat up all night with a magnifying glass and an anvil made out of the head of a pin. The any was still around, somewhere–sometimes he could hear it clatter across the floor. …

But that was the bargain–you shod anything they brought to you, anything, and the payment was that you could shoe anything. There had always been a smith in Lancre, and everyone knew the smith in Lancre was a very powerful smith indeed.'

Så denne dag i påskeferien bruges på at øve mig på at lave rillettes. Når jeg har fundet ud af hvordan jeg let får billeder på denne blog, kommer der en mere udførlig beretning.