En af charmerne ved at blive ældre – der er ikke så mange andre – er at man får et længere perspektiv på tingene. Fordi man kan huske hvordan ting var for 30 år siden. Og ved hvordan de er i dag.

Det er ofte interessant. Og giver også ofte anledning til en vis undren.

Aldrig, i noget samfund i verden, nogen sinde, har kvinder haft flere muligheder for at nå til tops i virksomhedernes hierarki. Og aldrig før har vi læst så mange artikler og debatindlæg, set udsendelser og interview, om hvor umuligt det er for kvinder at nå til tops i virksomhedernes hierarkier.

Nu har vi en kvindelig statsminister. Samtlige støttepartierne har en kvindelig leder. Det er gået lidt tilbage i oppositionen. Men toppen i dansk politik – i hvert fald den del der pt lader til at være regeringsduelige – er kvinder. Og aldrig før har vi hørt så meget om hvor svært det er for kvinder at komme til tops i politik.

Vi har mulighed for indgåelse, I KIRKEN!, af ægteskaber mellem to personer af samme køn. Bøsser kan adoptere, lesbiske og enlige kvinder kan blive insemineret på statens regning uden at involvere mænd. Transkønnede kan skifte det sidste ciffer i deres cpr-nummer online. Mærsk (ja, Mærsk) er hovedsponsor for årets World Pride i København. Byen er klædt i regnbuefarver. Og når man lytter til retorikken – skulle man tro at kreaturvognene dagligt kørte LGBTQIAP2S+ personer til udryddelseslejre.

Og ja, der er stadig problemer, glaslofter, diskrimination, hadforbrydelser og andet skidt.

Men klagesangen lader til at være omvendt proportional med omfanget og alvoren af problemerne. For problemerne er vitterligt, helt objektivt, og uanset hvad interesseorganisationer måtte mene, langt langt mindre end de var for 30 år siden.