Balance mellem arbejde og privatliv

Jeg overrasker åbenbart en kollega i dag.
Vi er "venner" på Facebook, og hun havde ikke regnet med at jeg har to profiler på Facebook – en privat og en til arbejdet.
Arbejdsprofilen er til kollegerne og den private til alle de andre.
Misforstå mig ret: Jeg holder meget af mine kolleger. Men jeg vil gerne blive ved med at holde af dem, og det tror jeg bedst jeg kan hvis jeg ikke ser for meget til dem. Det er flinke folk og alt det der, men de fleste af dem ser jeg altså kun fordi jeg får penge for det.
Så jeg lever et skarpt opdelt liv: Mit arbejdsliv og mit privatliv. Jeg føler ingen trang til at se chefen privat. Han er netop min chef, og uanset hvornår jeg ser ham, befinder vi os ikke i et magttomt rum.
Jeg vil have lov til, privat at sige præcist hvad jeg har lyst til, uden at skulle bekymre mig om hvordan det påvirker lønforhandlinger eller karrieremuligheder. Jeg har ikke behov for på mit arbejde at skulle stå til regnskab for hvad jeg bruger min fritid til, hvor fuld jeg drak mig i weekenden eller hvem jeg kyssede på i går.
Jeg drøfter det gerne med vennerne. Og hele konceptet handler grundlæggende om at der er forskel på venner og tilfældige personer som jeg kun ser fordi min chef har ansat dem.
Jeg fortæller mine venner ting jeg ikke fortæller min mor. Hvorfor pokker tror du så at du skal vide noget om dem bare fordi vores lønsedler kommer samme fra sted?