Folketingsmedlemmers løn

Er den for høj?

Måske. De får 49.409 om måneden i vederlag. Det er mere end mig. Derfor er det for meget. Til gengæld har jeg en arbejdsuge på 37 timer, mens jeg endnu ikke har mødt et folketingsmedlem der har holdt den under 60 timer om ugen, sådan i snit. Så måske ikke. De får også 4.645 kr i omkostningstillæg. Og op til 7.755 kr om måneden for dobbelt husførelse. Ialt op til lidt under 62.000. 

Det er godt nok meget. Den gennemsnitlige journalist på Ekstra Bladet får 47.492 kr. om måneden. De får så ikke ekstra penge hvis de bor i Jylland. Men det gør de heller ikke, så vi bør nok trække beløbet for dobbelt husførelse fra folketingsmedlemmets løn hvis vi skal sammenligne. Så får et medlem af nationens parlament op til 54.000 kr om måneden. Og så bliver sammenligningen i virkeligheden lidt besværlig, for det er hvad journalisten på Ekstra Bladet får inklusiv pension, mens medlemmer af landets lovgivende forsamling får pension oveni.  Det er måske heller ikke helt fair at sammenligne bladsmørere med folketingsmedlemmer. Vi har trods alt visse forventninger til kvalifikationer for MF'ere, for mit vedkommende også forventninger der er højere end hvad jeg har til EBs journalistik. Så måske det ville være mere rimeligt at sammenligne med hvad en chefredaktør på et formiddagsblad får? 

Er Poul Madsen parat til at oplyse det næste gang Ekstra Bladet går amok over hvor meget vi giver medlemmerne af den fornemste forsamling i dronningeriget i løn?