Ja, det er ikke let. Eller. Det er utroligt let.

Som hvid, cis-kønnet, hetero-præsenterende, midaldrende, akademikermand i arbejde fra den vestlige verden, er jeg utroligt priviligeret. Helt vildt priviligeret. Lønmæssigt er jeg blandt de 0.1% bedst stillede i verden. Og det er jeg selvom jeg er statsansat.

På den anden side, er det ikke specielt let. Som hvid, cis-kønnet midaldrende mand, er jeg nemlig også ansvarlig for alt dårligt i verden. Fattigdom i Afrika? Det skyldes at britene udnyttede de stakkels afro-amerikanere som slaver. Og briterne var hvide cis-kønnede, midaldrende mænd, og derfor er jeg medansvarlig for en slavehandel der fandt sted for 300 år siden. Den amerikanske præsident taler grimt om mexicanere. Og han er hvid og cis-kønnet. Det er jeg også. Og derfor er jeg, selvom jeg er dansk statsborger, og har tilbragt sammenlagt lidt under 2 måneder i USA, medskyldig.

Og kvinder! De er undertrykt. Sygeplejersker får ikke lige så meget i løn som ingeniører. Og ingeniører er mænd, mens sygeplejersker er kvinder. Og det er kvindeundertrykkende. Det er også kvinder der står for det meste af husarbejdet. Og eftersom jeg er mand, er det noget jeg er ansvarlig for. Også selvom det ikke er mig der har valgt at blive sygeplejerske. Og selvom det er mig der står for rengøring, oprydning og madlavning herhjemme (fair nok, jeg er gift med en mand. Det vil altid være en mand der står for det praktiske her i lejligheden).

Og det er selvfølgelig bare klynk. Det er et udtryk for en skrøbelig maskulinitet at man som mand gør opmærksom på at det måske ikke er ens skyld at en kvinde har valgt at læse nordisk filologi, og nu får mindre i løn end en mandlig forsikringsaktuar. Og hvis ikke det er udtryk for en skrøbelig maskulinitet, så er den formentlig toksisk. Fordi det at være mand er noget giftigt noget, der ødelægger ting. Man skal ikke som mand klynke over den slags ting. Det skal man tage som en mand. Nemlig. Og samtidig skal man være i kontakt med sine følelser og sådan noget. Men altså ikke på en måde hvor man kommer til at gøre opmærksom på at det egentlig sårer en at blive holdt ansvarlig for andres ulykke. Når man nu faktisk ikke har noget som helst med den at gøre.

Det kan også være lidt belastende at få at vide at samfundet lissom er indrettet til fordel for mænd. Specielt hvis man kommer til at bemærke, at der er tre steder i lovgivningen hvor der gøres forskel på mænd og kvinder. Mænd har værnepligt. Det vil sige at de har pligt til at lade sig slå ihjel for landets forsvar. Kvinder har ret. Hvis de beslutter sig for at de alligevel ikke har lyst, tager de bare hjem. Hvis man som mand nægter, bliver man hentet af politiet. Så er der sociallovgivningen. Kommunerne er forpligtet til at etablere tilbud til udsatte kvinder. Er du udsat mand, må du håbe at kommunen har en ledig bænk du kan sove på. Og endelig har du som mand, skulle du blive far, ret til mindre barsel end barnets mor.

Og skulle du gøre opmærksom på den slags? Så er du privilegieblind. Du er toxisk. Du klynker. Og dine oplevelser er pr. definition irrelevante.

Så. Rant delvist over. Man bør ikke blive overrasket hvis der er mænd der melder sig ud af det show. Langt hen ad vejen orker jeg ikke kønsdebatter. Mine oplevelser er fra start dømt ude. Fordi jeg er mand.