Ikke en egentlig opskrift, men et lille trick man kan lave med en sifon.

• Pil kernerne ud af et granatæble, og hæld dem i sifonen. Giv sifonen et skud CO₂, ikke den lattergas man normalt bruger til flødeskum og de fleste andre sifonopskrifter. 
• Stil sifonen i køleskab et par timer, og brug kernerne som drys på isen eller i salaten. De prikker nu med kulsyre.

Ikke noget stort trick, men et lille fif til at løfte de i forvejen lækre granatæblekerner. Lad CO₂ patronen blive siddende på. Ideen er at skabe så højt CO₂-tryk i sifonen som det nu kan lade sig gøre, så kernerne optager kulsyren. 

Krem som i kagekrem.

• 1 æg (pasteuriseret)
• 125 ml piskefløde
• 1-2 spsk bacardi rom – jeg ville gå efter en mørk udgave, men det er en smagssag
• 1 spsk flormelis

Rør det hele samme, sørg for at sukkeret er helt opløst, og hæld det på sifon. Giv den 1 skud lattergas, og ryst grundigt.

! OBS! Opskriften er ikke testet (endnu)

Efter ønske fra svogeren, eller hvad kærestens bror nu skal kaldes når der ikke er papir på familieforholdet, er der blevet eksperimenteret med en brasiliansk kokoskage. Det var ikke nogen stor succes i første omgang. Det kan være vi prøver igen i morgen. Anyway. Quindim kaldes den. Opskriften var som følger:

• 75 g kokosmel
• 225 g sukker
• 1 spsk smør
• 6 æggeblommer
• 1½ æggehvide

Kokosmel, sukker og smør blev rørt sammen, blommerne pisket i en af gangen, og den stivpiskede hvide rørt i til sidst. Bagt i en 24 cm springform i vandbad i ovnen ved 180 grader i 30 minutter. Den så godt nok færdig ud efter 20, men det var den ikke. Prik i den med en stegenål.

Tre problemer. Lige nu, men den er ikke helt afkølet, er den ret blød. Den er nærmest sådan lidt buddingblævrende. Det kan rette sig, og så er der den detalje, at den hist og her på nettet kaldes en kokosbudding. Så måske bør den faktisk være lidt blævrende. Andet problem – springforme er ikke vandtætte. Hvor stort et problem det har været venter jeg med at afgøre til den er afkølet – jeg tror det gik. Tredie problem – den er ca. 1 cm høj. Det ligner overhovedet ikke det man finder af billeder på nettet…

Til gengæld er den supernem at gå til, så der er plads til et par eksperimenter til.

Det er der nogen der har søgt på. To muligheder: Enten er det nogen der skal lave mad eller kage i større stil. I så fald skal du i Metro eller Inco. Du kan også prøve at tale med din lokale bager og se om han vil sælge dig den.
Eller også er det en eller anden bodybuildertaber der skal supplere sine steroider med æggehvider. I så fald skal du holde op. Steroider får din pik og nosser til at skrumpe ind. I sidste ende til ca. samme størrelse som din hjerne.

Skal der laves mad til 14 personer i et lille køkken, alene, er der grænser for hvor avancerede hovedretter man kan give sig i kast med. Når der så samtidig stilles (selvpålagte) krav om at foretage sig noget i køkkenet der kan levere en salve i den fortsatte kulinariske kamp med lillebror, er sovsene et oplagt sted at indlede et felttog. Nogle simple kartofler, en simpel grøntsag og en ko der er marineret. Og så en sovs der hedder noget avanceret, og kan tage kegler. 

Så hermed et nyt våben i arsenalet, choronsovs. Eller Sauce Choron. Helt simpelt, når først bearnaiserutinen er på plads.

En portion bearnaisesovs – hjemmelavet fra bunden naturligvis – tilsættes en spiseskefuld tomatpure. Hep! Enklere kan det vist ikke gøres. 

En portion bearnaise her i huset er lavet på fire æggeblommer og en pakke smør. Skaler selv op efter behov.

Kæresten har fødselsdag. Om en måneds tid, men fordi det der med at være ude i sidste øjeblik tilsyneladende er arveligt, er det nødvendigt at gå i gang med at punke for dato, ønskeliste, invitationer og ønsker til menuen i rigtig god tid. Jeg har været i gang de sidste to måneder, og nu begynder de fleste ting at falde på plads. Vi fik godt nok udvidet projektet for 1½ uge siden. Svogeren in spe, Martin, har fødselsdag ca. samtidig, og de plejer at holde fødselsdag sammen. Nu bor hele svigermekanikken i Jylland, så den fælles fødselsdag skal holdes i Rødovre. Det er et større logistisk projekt. Og jeg skal lave maden. Hvilket i sig selv er lidt af en udfordring, af to årsager. Dels er lejligheden ikke helt stor nok til 12 personer, det gælder både stuen og køkkenet. Dels er der visse forventninger.

Af uransalige årsager er jeg udråbt som den store mesterkok. Det er måske ikke så mystisk alligevel. Men det lægger et vist forventningspres. Også fordi jeg ligger i krig med lillebror, og han sætter nok et nyt niveau for kogekunst her på søndag.

Jeg føler det lidt ligesom Jason Ogg fra Discworld serien. Han er en rigtig god smed, han kan sætte sko på alt. Men det har en pris:

"He could shoe anything, could Jason Ogg. They'd brought him an ant once, for a joke, and he'd sat up all night with a magnifying glass and an anvil made out of the head of a pin. The any was still around, somewhere–sometimes he could hear it clatter across the floor. …

But that was the bargain–you shod anything they brought to you, anything, and the payment was that you could shoe anything. There had always been a smith in Lancre, and everyone knew the smith in Lancre was a very powerful smith indeed.'

Så denne dag i påskeferien bruges på at øve mig på at lave rillettes. Når jeg har fundet ud af hvordan jeg let får billeder på denne blog, kommer der en mere udførlig beretning.

Fra loggen. Ja, det er noget folk søger på, og finder denne side. Man fatter det ikke 🙂

En ramekin er en lille glaceret procelænsskål. De er ret fikse til Crème brûléel og andre ting. Herhjemme bliver de mest brugt til servering, men det er fordi det med kager og den slags ikke er noget vi gør så meget i. 

Et sted hvor de kan bruges, men egentlig ikke er så velegnet, er i min chokolade sifon mikroovnskage. Og ellers: Hiv fat i din foretrukne cupcake opskrift (den findes i de fleste kogebøger under navnet "muffins", og hæld den i en ramekin. Evt. foret med en almindelig muffinform i papir. Hvis ikke der kommer papirform i, så smør grundigt med (rigeligt!) smør, så kagen slipper formen. Det giver fine lige kanter på kagen. Her er et eksempel på en muffinopskrift. Den er ikke specielt beregnet på ramekiner, men det er ikke noget problem.

• ca. 250 g hvedemel – føl dig frem, det kommer an på æggets størrelse.
• 2 1/2 dl mælk. Kærnemælk giver lige et ekstra pift, så brug det om muligt
• 30 g smør
• 1 æg
• 2 tsk bagepulver
• 50 g sukker
• Chokolade eller bær. Eller begge dele. Ca. 125 g grovhakket chokolade passer, men her må man også føle sig lidt frem, eksempelvis efter bærrenes størrelse.

Smelt smørret, bland det med mælk og æg, og rør sukker, bagepulver og mel i. Gem lidt af melet og drys det over chokoladen eller bærrene, så fordeler de sig bedre i dejen. Hæld dejen i muffinforme (eller ramekiner), og bag dem ved 225 grader i ca. 20 minutter – her skal du også føle dig lidt frem, ovne har personlighed, og det er ikke alle der rammer præcis 225 grader selvom man har indstillet dem til det. Husk at smøre formene rigtig grundigt hvis du ikke smider en papirform i også! Det kan ikke gentages ofte nok.

Når de er kølet lidt af kan man lave cupcakes ud af dem. Det gør man ved at hælde noget glasur og krymmel i suspekte farver ud over dem, og derefter hævde at de er meget finere og mere moderigtige end muffins. Man kan også bare, helt oldschool, droppe neonfarverne og kalde dem for muffins. 

Man kan hælde så megen anden kagedej i dem. Og teknisk set er ramekiner ikke kun de små skåle, de hedder ramekiner op til i hvert fald en kvart liter. Så der er rigeligt med muligheder. Men for at være helt ærlig? Ramekiner bidrager med to ting: Din kage får en pæn rund facon, og så mangedobler du størrelsen af opvasken. Skal kagen være pænt rund, så brug en springform i stedet. Det er næste håbløst at få kagerne ud af en ramekin, jeg har prøvet… Skal det absolut være, så gå efter en teflonforet sag, og anskaf en opvaskemaskine.

 

Konfiteret svin med kantarelsovs og løgmarmelade. Dertil kartofler med persille.

Appelsinsorbet med en chokoladesifon.

 

Grisen hygger sig allerede i ovnen.

Selvkomponeret. Men stærkt inspireret, ja nærmest kopieret, fra et tidligere eksperiment:

• ½ l appelsinjuice
• 160 g sukker
• 1½ æggehvide

Juice og 125 g sukker koges sammen og afkøles. 

Æggehvide og resten af sukkeret røres til marengs

Sukkerlagen hældes på ismaskinen og hygger sig en halv times tid. Herefter tilsættes marengsen, og sorbeten fryser færdig.

I modsætning til æblesorbeten, som fik klager over hvor sød den var, passede det meget bedre her. Det gør sikkert en forskel om det er "16 søde appelsiner", eller den billigste, sureste juice (det var den billigste fra Føtex). Men resultat var fremragende.