Gammeldags smartphone

Jeg faldt over en drejeskivetelefon i den lokale genbrugsbiks. 75 kr for en gammel Kirk model F68. Hm. Den må kunne bruges til noget.

Indtil videre har den kunnet bruges til at skille ad. Men planen er følgende:

  • Drej et tal på skiven
  • Få en Arduino til at læse hvilket tal der drejes.
  • Send tallet/tallene til en Raspberry Pi
  • Få hindbærtærten til at gøre noget med omgivelserne, baseret på tallet.

Første udfordring var at få låget af. Som man kan se herunder, lykkedes det. Inde under røret er der et greb med noget klar plast. Der er et hul, og inde bag ved er der en skrue. I første omgang var jeg sikker på at den justerede et eller andet. Hvor højt telefonen ringede eksempelvis. Det gjorde den ikke. Det var den der holdt huset.

telefonHer er telefonen med låget af. Det skal nævnes at det allerførste jeg gjorde var, at pille drejeskiven af. Det skal man passe på med. Der sidder et lille blikhus på drejedimmeren. Og derinde er der en fjeder. Piller man låget af huset, flyver fjederen imponerende langt. Og så skal man bøvle med at få den tilbage. Det kan man. Det er bare ikke helt let.

Man kan se på billedet at der er 8 skrueterminaler, hvor der er monteret ledninger (på nogen af dem). Jeg har skruet nogle af dem af, mere præcist de ledninger der fører til drejeskiven. Det er nemlig det signal jeg i første omgang vil have fat i.

Samtlige kombinationer af skrueterminaler blev målt parvist med et multimeter, både med røret af og på, og med og uden påvirkning af drejeskiven. Det giver 15*16*2*2 = 960 målinger. Det tog lidt mere end et par aftener. Heldigvis spiller min forlovede World of arcraft, så når opvasken er taget, det værste rod jævnet, og støvsugeren har kørt en lille tur, er der god tid.

Ideen var at finde præcist de terminaler som kunne bruges til også at holde styr på om røret var af eller på. Det så lovende ud, men det lykkedes ikke. Det kan muligvis lade sig gøre hvis man er en bedre programmør end jeg er. Så det bliver ikke lige med det første. Anyway, det kan komme til at fungere fint uden at røret spiller en rolle.

Det var første trin. For at det her ikke skal blive alt for meget Wall of Text, splitter jeg det op i flere indlæg. Så vend tilbage, og følg eventyret hvor en gammeldags drejeskivetelefon forvandles til en smartphone!

 

E-bøger. Online. Med Calibre. På en hindbærtærte

Jeg har tydeligvis et problem med at afslutte projekter. Og absolut intet problem med at sætte nye i verden.

Anyway, vi har et ganske betydeligt antal e-bøger derhjemme. Liggende spredt rundt på harddiske, formentlig ihvertfald fire forskellige.

Det er noget rod. Vi aner ikke hvad vi har, vi aner ikke hvor vi kan finde det, og der er ikke let adgang til noget som helst. Det må der gøres noget ved.

Nu skal vi i forvejen have en Raspberry Pi kørende stort set hele tiden. Den skal styre belysningen af en LEGO-bil. Og lyset i barskabet. Og tage imod kommandoer fra en Arduino koblet til en gammeldags drejeskivetelefon. Og meget andet. Fælles for det hele er, at det er relativt små Python-scripts der skal styre det altsammen, og at der ikke er mange af tingene der for alvor behøver at have en responstid der måles i mere end et par håndfulde millisekunder. Med andre ord, der skulle være rigeligt med regnekraft at trække på, specielt når hindbærtærten skal køre headless (altså uden skærm, og uden at der kører en grafisk brugergrænseflade).

Hvorfor så ikke sætte den op som ebogsserver? Det er vist endda ret let – for det suverænt bedste program til at holde styr på ens ebøger hedder Calibre, og den har funktionaliteten indbygget. Det er med andre ord blot et spørgsmål om at få koblet en ekstern harddisk på dyret, og så sætte Calibre op. Så er der ebogsserver i huset. Der er en beskrivelse af hvordan det kan gøres her.

Well. Det bliver næste projekt. Når jeg er kommet lidt længere med de andre… I første omgang tror jeg vi får etableret en kategori her på siden til projekter. Og underkategorier til hvert enkelt projekt. Det kan forhåbentligt hjælpe til at holde styr på dem.

Nummerplader

Jeg har fundet den måske mest nørdede (*) hjemmeside på dansk. Ever.

Vidste du at de firecifrede nummerplader til biler i perioden 1. oktober 1930 til 30. juni 1950 var på 11 gange 34,5 cm? Og at tallene var 8 cm høje, mens bogstaverne var 2½ cm lavere?

Det kan man finde ud af på denne side: www.nrpl.dk. Der er også en oversigt over de højest observerede nummerplader i de forskellige serier.

(*) Det er positivt. Der er intet negativt ved at være nørd.

Mer Python og WordPress

Glemte lige – man skal have fat i dokumentationen for WordPress API. Den findes her.

Anyways. Når der så skal trækkes data fra WordPress gør man følgende:

import datetime, xmlrpclib

wp_url = “http://www.geekhome.dk/xmlrpc.php”
wp_username = “Her står brugernavnet”
wp_password = “Nej, jeg skriver nok ikke mit password her…”
wp_blogid = “47”

server = xmlrpclib.ServerProxy(wp_url)

post_data = server.metaWeblog.getPost(wp_blogid, wp_username, wp_password)

Og så er der data i variablen post_data.

De to mest interessante er disse:

post_data[‘title’] og

post_data[‘description’]

De andre er sikkert også interessante. Bare ikke lige til mine formål.

Python og WordPress

The Nusse Conglomerate har behov for at kunne automatisere hvad der ligger på en given side.

Mere præcist, jeg har brug for at lade diverse scripts, af typen internet-of-things, uploade data til nettet, og trække det ned igen.

Det kan gøres på mange måder, men af ideosynkratiske årsager, ønsker jeg at det skal spille sammen med WordPress. Så det kommer det til, come hell or high water.

Jeg er nået til at få uploadet data. Og efterfølgende også redigere det. Det gøres således:

import datetime, xmlrpclib
wp_url = “http://www.geekhome.dk/xmlrpc.php”
wp_username = “Her står brugernavnet”
wp_password = “Nej, jeg skriver nok ikke mit password her…”
wp_blogid = “”
status_draft = 0
status_published = 1
post_type=’page’

server = xmlrpclib.ServerProxy(wp_url)

title = “Title with spaces”
content = “Nu voldsomt redigeret”
#date_created = xmlrpclib.DateTime(datetime.datetime.strptime(“2011-10-20 21:08”, “%Y-%m-%d %H:%M”))
categories = [“category here”]
tags = [“sometag”, “othertag”]
data = {‘title’: title, ‘description’: content, ‘categories’: categories, ‘mt_keywords’: tags, ‘post_type’: post_type}

post_id = server.metaWeblog.editPost(wp_blogid, wp_username, wp_password, data, status_published)

Godt så. Det her er måden at redigere det på. Det kræver at man lige fortæller hvilket ID siden har (post_type fortæller at det er en page). Vi kunne kalde den for 42.

Skal siden derimod oprettes, er det newPost der skal stå i serverkaldet. Og er det et blogindlæg kan man fjerne post_type helt – det er som standard blogindlæg der oprettes på denne måde. Datoen er her udkommenteret. Den kan også sættes. Det er formentlig muligt at sætte hvad som helst.

Det var første trin, jeg kan nu få et pythonscript til at oprette og ændre i en side på wordpress. Næste trin er at få trukket data ud af en given side.

Nørd rant

Trine Bramsen har gjort sig uheldigt bemærket. Hun har kritiseret IT-folk for at have hvide tennissokker på. Det er nemlig meget upassende, og hun og hendes veninder kan ikke forholde sig til mænd der interesserer sig for teknik. De skal helst nøjes med at tale om spelt og den slags.
Det bragte nogle artikler fra det gamle studenterblad PolyGraphus på DTU tilbage i min erindring. En i øvrigt flink fyr skrev et par artikler, under pseudonym, om hvor kiksede både de mandlige, og de kvindelige ingeniørstuderende var. Der blev brugt udtryk som:
“pigers brug af dykkerure til balkjoler til Årsfesten”, “drenges jakkesæt, der tydeligvis var fra deres konfirmation”, “forvaskede heavy-metal T-shirts” og naturligvis “hvide tennissokker”.
Det fik han tæsk for. Ikke sådan fysisk, men verbalt. Og hvorfor gjorde han det? Det kan jeg ikke huske. Det eneste jeg kan skrive om er hvad jeg i dag tror var årsagen til at jeg dengang mente at han skulle verbalspankes. Eller – hvad jeg i dag tror er årsagen til at jeg havde den holdning jeg husker at jeg havde.
Vi var nørder på DTU, stort set alle sammen. Mange havde aspergerlignende symptomer. En del kunne få en diagnose.
Og det var legitimt at være nørd. DTU var et fristed. Det var der vi flygtede til efter at have overlevet folkeskolen og gymnasiet, hvor prestige handlede om hvordan ens hår så ud, og ikke hvad man havde under håret, mellem ørene. Endelig var vi kommet til et sted hvor det var OK at interessere sig for hvordan alkohol produceres industrielt, og ikke kun for hvor smart man kunne se ud når man drak det. Ikke at det holdt os tilbage i studenterbarene, der blev drukket igennem. Men det var OK at man ikke gad tale om fodbold, men hellere ville snakke om matematik og fysik. Langt om længe var man et sted hvor man ikke blev mobbet fordi man havde de forkerte interesser.
Man behøvede ikke at holde overfladen. Det var ikke vigtigt hvilket tøj man havde på, og det gav mere prestige at være dygtig til noget, end at have lagt den rigtige makeup. Vi kunne være os selv. Det var lidt den samme fornemmelse jeg havde første gang jeg viste mig i homomiljøet. Jeg var kommet hjem, jeg kunne slappe af, og jeg kunne være mig selv.
Og så kom de der artikler hvor vi blev ålet for ikke at være smarte i tøjet, have det rigtige hår, eller de rigtige interesser. Og det kom endda fra en af vores egne. Derfor fik han smæk. Han havde, og har, ret i at forvaskede heavy-metal t-shirts er kiksede (i de fleste sammenhænge). Men nørder går i almindelighed ikke op i deres påklædning. Det er overflade, og ikke vigtigt. Det miljø der føltes trygt, og hvor man kunne tillade sig at være ligeglad med overfladen, blev invaderet af de samme nedladende holdninger og regulære mobning som nørderne led under i folkeskole og gymnasium.
Så meget om hvorfor vi dengang ikke var så glade for Jespers skriverier.
Jeg har lige tilbragt en weekend med en flok meget forskellie mennesker. Det er egentlig også årsagen til at jeg skrev ovenstående. Det var nemlig en tur der også fik mig til at tænke over det at være nørd. Jeg kan simpelthen ikke forstå at der ikke er prestige i at læse en bog om Higgs-bosonen. Eller, det kan jeg sådan set godt forstå, der er ikke nogen speciel grund til at sætte den slags bøger op på en piedestal. Det jeg egentlig ikke kan forstå, er hvorfor det ikke giver prestige at læse den slags bøger, når det samtidig giver prestige at rende rundt og kalde hinanden for slamhuller. Jeg fatter det ikke. Det er sikkert bare mig der er dum.
Jeg kan forstå at det er ok for personer af anden etnisk herkomst end dansk (PAAEHED) at kalde hinanden for perkere. Jeg kan også forstå at non-PAAEHED, ikke må kalde PAAEHED for perkere. Men jeg kan ikke forstå at det er ok at ikke-nørder kalder folk for nørder. Hvorfor er det at du godt må bruge ordet “nørd” på en nedladende måde om mig?

Her er et uartigt billede

I hvert fald i følge Microsoft.

Deres søgemaskine, Bing.com, har lige som Google en mulighed for at frafiltrere frække billeder.
I anden sammenhæng skulle jeg bruge et billede, og efter jeg havde søgt, kom jeg i tanke om at jeg ikke havde slået filtreringen fra. Det gør jeg ofte, for jeg får som regel flere resultater, og da jeg ikke er ansat hos Facebook eller Apple, er jeg ikke sart, og kan godt tåle at se et par bare bryster.
I dette tilfælde fik jeg et enkelt resultat ekstra. Og da der kun var lidt under 30 resultater ialt, var det denne gang overskueligt at finde ud af hvilket resultat der var det uartige (alle mænd, fra de er ca. 12 og opefter, drømmer om en søgemaskine hvor man har et filter der gør at man kun får de uartige billeder…).

Jeg synes ikke jeg bare kan sætte det ind her, dette er jo en pæn blog, der ikke beskæftiger sig med den slags smuds. Og der er vist også et dansk dagblad der har rettighederne. Men jeg kan linke til resultatet. Så her er det: Billedet som Microsoft synes er uartigt.

Weekendens projekt – librarybox

Stærkt inspireret af en tjenstlig rejse til Washington DC, bliver weekendes projekt (ud over nutellasne og vanilleis, og noget med klæbefolie på soveværelsesvinduet og et par andre detaljer), en librarybox.

Man kan læse meget mere her, men kort fortalt handler det om at forvandle en router, til et standalone wifi distributionsaggregat. Eller noget.

Glædelig pi-dag

3,1415926535897932384626433832795028841971693993751058209749445923 0781640628620899862803482534211706798214808651328230664709384460 9550582231725359408128481117450284102701938521105559644622948954 9303819644288109756659334461284756482337867831652712019091456485 6692346034861045432664821339360726024914127372458700660631558817 4881520920962829254091715364367892590360011330530548820466521384 1469519415116094330572703657595919530921861173819326117931051185 4807446237996274956735188575272489122793818301194912983367336244 0656643086021394946395224737190702179860943702770539217176293176 7523846748184676694051320005681271452635608277857713427577896091 7363717872146844090122495343014654958537105079227968925892354201 9956112129021960864034418159813629774771309960518707211349999998 3729780499510597317328160963185950244594553469083026425223082533 4468503526193118817101000313783875288658753320838142061717766914 7303598253490428755468731159562863882353787593751957781857780532 171226806613001927876611195909216420198

Loyalitet

Ville Picard have kunnet styre Enterprise uden Riker? Ville Adama have haft en jordisk chance mod cylonerne uden oberst Tigh?
Næppe.

Og hvad har de to næstkommanderende til fælles? Ubetinget loyalitet. Tigh beskrives som “fiercely loyal”. Riker som havende “unquestionable loyalty”.
Det er science fiction. Det er ikke virkeligheden. Men god science fiction, og i den kategori falder både Star Trek og Battlestar Galactica, beskriver vores nutid, den virkelighed vi lever i i dag, de drømme (og mareridt) vi har om fremtiden.
Så science fiction kan godt bruges til at sige noget om den verden af i dag

Og det blot for at sige: Det nytter ikke noget, at mellemlederne ikke er loyale overfor hinanden eller overfor deres egen chef. Slet ikke når de menige medarbejdere lytter.

Det var alt.