"Så må du løbe hurtigere". Sådan lyder beskeden ofte når man fortæller nogen at det her kan man altså desværre ikke nå på denne side af nytår.
Chefer holder særligt meget af den bemærkning.
Nu er det sådan at det faktisk hjælper at løbe hurtigere. Jeg kan nå mere når jeg holder min normale travehastighed på 6-7 km i timen, end jeg kan når tempoet sættes ned til det mere magelige 5 km i timen. Fysikken kan sågar beskrive fænomenet. Det forholder sig nemlig sådan at når man bevæger sig, går tiden i forhold til inertialsystemet, folk der står stille fx, langsommere. Så ved at løbe hurtigere, kan jeg altså opnå at de 37 timer jeg får løn for, selvom de opleves som 37 timer af mig, opleves af andre som eksempelvis 38 timer. Så hvis en af cheferne synes at der skal løses opgaver svarende til 38 timer inden for de 37 hun betaler mig for, hvor hurtigt skal jeg så løbe for at det hænger sammen?
Fysikkens beskrivelse giver mulighed for at besvare spørgsmålet. Formlen man skal bruge er denne:
v er den hastighed jeg skal bevæge mig med, c er lysets hastighed, delta t' er den tid jeg oplever. Og delta t den tid chefen oplever. Rearranger og løs for den ønskede forbedring, her fra 37 til 38 timer. (udregningen overlades til den interesserede læser).
Resultatet er at jeg skal løbe en del hurtigere, hastigheden skal mere præcist sættes op fra 7 km/t til 245.963.259 km/t. Et helt legitimt og rimeligt krav med andre ord, jeg håber bare at jeg kan få bevilget arbejdssko, for jeg tror det kommer til at slide lidt på fodtøjet.