Working from home

Denmark has been in lockdown – or something like it – for close to two months now. March 11th our prime minister announced that all public employees where to be sent home as soon as possible. A lot of other institutions, companies and functions were similarly closed down. Further restrictions were introduced in the following weeks.

My husband was also told to work from home. He had his first full day at home on the 12th. I had to show up at work on the 12th, and was sent home early because I had an online meeting in the afternoon.

How is this working? The first 1½ week it was great! Finally I had the time to get on top of things, uninterrupted by meetings, colleagues asking if I wanted to drink coffee, or if I could help change the toner in the printer.

The next two weeks – (timeline excluding the 1½ week I was on mandatory vacation at home in connection with easter) – where not that productive. The stuff that could be done without talking with colleagues was running out.

And after that – now we have found the way. Online meetings are working, debating the way we should design a general, introductory workshop on visualization of data is as frustrating as it would have been otherwise. And the amount of irrelevant meetings is back to normal. Do not misunderstand me – meeting with colleagues without having an agenda is nice. And necessary, especially since we are in almost complete isolation at home. On the other hand. Not every meeting is actually necessary. I started the lockdown joking that we would now discover which meetings could have been emails. Now, I think that we are beginning to discover which emails could have been meetings. If we cant meet, at least we can have a meeting.

In other words – the bad habits of the physical office is entering the online office.

Managers and colleagues have no problem booking online meetings at the same time as you are in another meeting. With little to no understanding that you are actually in another meeting. As I wrote my boss: I can’t wait for us to get physically back to the library, so I can tell you that I cannot attend that meeting, since I am out of town at another meeting.

Usually it is possible to get people to understand, that if your meeting at location A ends at 12.00 you are not able to attend another meeting at location B. Or, they can understand if if there is 30 minutes of transportation between the two locations. Not so in the virtual world. Leading to a day (two weeks ago as of this writing), with the first meeting beginning at 9 and ending at 9.30. The next meeting from 9.30 to 11.00. The next again from 11.00 to 12.00. And the next from 12.00 to 13.00. The fifth meeting started 13.00 and was finished 14.00 Not that we were actually finished, but the sixth meeting was at 14.00. Happily it was a short one, only lasting 15 minutes. So I had 45 minutes for a biobreak, before the final meeting started at 15.00.

 

Møder

Moderne it-systemer gør det muligt at dele kalendere, så man kan se hvornår ens kolleger laver hvad. Det er super praktisk. De giver også mulighed for at booke møder med kollegerne direkte i deres kalendere. Virkelig smart.

Når man skal booke en kollega til et møde er der to filosofiske skoler man kan abonnere på.

Den ene er: Jeg kan se at Christian sidder i et andet møde mellem 12 og 13 på torsdag. Så vil det nok være en dårlig ide at indkalde til møde på det tidspunkt.

Den anden er: Jeg kan se at Christian sidder i et andet møde mellem 12 og 13 på torsdag. Andre har altså overvejet om det tidspunkt ville være et godt tidspunkt at mødes på. De har sikkert kigget på mange alternativer, og tænkt længe over det optimale mødetidspunkt. Jeg vil også mødes med Christian på det best tænkelige tidspunkt ever. Og det er jo åbenbart torsdag kl. 12 til 13. Så der booker jeg også et møde med ham.

Jeg prøver virkelig

Men jeg har simpelthen ikke energi til det.

Jeg prøver virkelig. Jeg prøver virkelig at lytte. At forstå folk der føler sig undertrykte. At blive klogere på hvordan det er at være kvinde. At være afroamerikaner. Eller afrodansker for den sags skyld. Hvordan det er at føle at man hverken er mand eller kvinde. Jeg bruger endda ret store mængder af min fritid på at arbejde for afviklingen af både Copenhagen Pride og World Pride. Og det bliver jeg ved med.

Men der er ting jeg ikke længere orker. Og der er heldigvis enkle måder at gøre noget ved det.

Jeg modtager dagligt en mail fra Medium med links til interessante historier. Og der er virkelig meget interessant. Der er også mange historier der handler om transkønnedes adgang til toiletter i det usanske midtvest, hvordan ting mænd gør er toksiske og hvorfor hvide personer pr definition altid er racister. Og hvorfor mit køn og hudfarve betyder at jeg helt automatisk er utroligt priviligeret.

Jeg har også abonneret på en podcast med en feministisk læsning af Star Trek. Det er ca. samme historie.

Og jeg orker det ikke. Der er problemer med racisme i verden. Mænd er skyldige i mange ting. Og hvorfor i himlens navn transkønnedes brug af toiletter langt ude på landet i USA stadig er et problem fatter jeg ikke.

Men jeg orker det ikke. Vi har rigeligt med problemer i Danmark. Hvis ikke jeg synes vi har nok problemer i Danmark, kan jeg kigge på de problemer der er i Sverige og Tyskland. Jeg har simpelthen ikke mental båndbredde til på daglig basis at skulle forholde mig til det shitshow de har gang i mellem Canada og Mexico. Noget af det bliver jeg nødt til at forholde mig til. Den nuværende præsident lader til at være fast besluttet på at gøre alt (som i ALT) forkert. Det påvirker resten af verden. Men at en eller anden religiøs galning i Reydell Arkansas vil forbyde transkønnede at bruge bestemte toiletter påvirker ikke mig. Det påvirker ikke nogen jeg kender. Nej, det påvirker reelt heller ikke de transkønnede jeg kender, for de har aldrig været i Reydell Arkansas og de kommer heller aldrig til at besøge stedet (strengt taget aner jeg ikke om det er problem i den pågældende by. Den har 23 indbyggere).

Mit mentale overskud rækker heller ikke til dagligt at få min mailboks fyldt med historier om at alverdens problemer i verden er noget mænd er ansvarlige for. Ja, det er sandsynligvis mænd der primært har ansvaret for et givet problem. Men 41% af de kvindelige vælgere i USA stemte på Trump efter CNNs exitpoll at dømme. Af de kvinder der stemte derovre. Så det er måske ikke kun mænds skyld. Og personligt er jeg også lidt i tvivl om hvordan mit køn har indflydelse på dén problemstilling. Jeg har ikke stemmeret i USA.

Og mit liv er simpelthen for kort til at jeg dagligt skal have at vide at min hudfarve betyder at jeg er medansvarlig for den måde politiet i Dogtown Alabama behandler afroamerikanere. Jeg er den stolte efterkommer af mange generationer af husmænd, fæstebønder og ufaglærte arbejdere. Jeg har en kusine der er et år ældre end mig. Hun var den første der fik en studentereksamen i vores familie. Jeg var nummer to. Jeg var den første i min familie der besøgte USA. Og jeg bilder mig ikke ind at de relativt korte tjenesterejser har haft ret stor indflydelse på hvordan politiet i USA opfører sig.

Ja, jeg lever et utroligt priviligeret liv. Men det handler ikke om at jeg er hvid. Eller mand. Det handler om at jeg har været så heldig at blive født i et ufatteligt rigt smørhul af et land. Langt væk fra naturkatastrofer og krige. På et tidspunkt i verdenshistorien hvor landet faktisk er rigt og langt væk fra ulykker. Det er ikke mit køn der gjorde at jeg fik en lang videregående uddannelse. Det er heller ikke min hudfarve. Hvis jeg klarer mig bedre end en afrodansk kvinde, eller hvem det nu er jeg har flere privilegier end, er det fordi jeg var heldig at blive født i en familie der opdrog mig til at tage en uddannelse. Og fordi jeg tog den. Mit privilegie stammer fra mine forældres protestantiske pligtetik kombineret med en dansk liberal markedsøkonomi, der har kunne finansiere en velnæret socialdemokratisk velfærdsstat. Altsammen placeret i en pt. hyggelig, frugtbar og fredelig udkant af det nordlige Europa. Med alt hvad der dertil hører af neuroser, depressioner og mavesår. Hvor, og den globale vinkel bør man måske huske, selv en enlig kontanthjælpsmodtager over 30 uden børn, og så kan man næsten ikke få udbetalt mindre fra fælleskassen – stadig har en indtægt der placerer vedkommende blandt de 20% bedst stillede på kloden (*).

Så. Jeg har opsagt mit månedlige bidrag til podcasten. Og samtlige historier i den daglige Medium mail om hvorfor jeg er et dårligt menneske bliver blokeret, mutet og slettet.

(*) med andre ord, ja, der er forskelle i mulighederne også blandt danskere. Men hvis vi et øjeblik løfter blikket fra vores egen navle, vil det gå op for os, at de forskelle i “privilegier” er som at se meget rige mennesker beklage sig over at de kun har råd til en enkelt Ferrari, mens den endnu rigere nabo har råd til to. Fuldstændigt afkoblet fra at 20 kilometer længere sydpå lever i voldsom fattigdom. Det er i øvrigt interessant at betragte hvem der taler mest om privilegier. Overvejende er der tale om personer der får penge af det offentlige, til at tage en gratis uddannelse, der overvejende vil føre til beskæftigelse i projekter finansieret af det offentlige. Eller – mere præcist, finansieret af de værdier der skabes af dem der ikke i udpræget grad har fået penge for at tage en gratis uddannelse, så de kan arbejde i projekter finansieret af folk der arbejder.

Relativering

Man kan ikke kritisere kineserne for at spise vilde eksotiske dyr, og dermed udløse den nuværende krise. Du ved, den der begynder at lugte af Den Spanske Syge, sammenbrud af demokratier, økonomisk depression, og stigende nationalistisk populisme.

Men nej. Det er racisme. Det fremmedgør den kinesiske kultur, og placerer den som det “andet”. Og det er meget farligt. Vi spiser også saltlakrids, og det er næsten det samme. Der var også noget med at Den Spanske Syge stammer fra en svinefarm i Kansas, og vi spiser stadig svin.

Og så glemmer vi for et kort øjeblik, at moderne studier mere end antyder at Den Spanske Syge kom fra Kina.

Vi må i øvrigt ikke kalde Den Spanske Syge for den spanske syge. Trump har nemlig kaldt COVID-19 for den kinesiske virus. Det gør han som led i en barnlig spinkrig med kineserne, der har travlt med at undertrykke meldinger om at sygdommen først viste sig i oktober/november. Og iøvrigt antyde at det må være det amerikanske militær der har indført smitten i Kina.

Så pt er der en heftig debat på wikipedia, om hvorvidt den spanske syge skal omdøbes til 1918 influenzaen. Hvorfor? Ja, det giver heller ikke mening for mig.

Den vestlige civilisation kommer ikke til at gå under på grund af en aldrende befolkning, indvandring fra Afrika eller en agressiv virus (fra Kina).

Den vestlige civilisation kommer til at gå under, fordi vi ikke bryder os om at stå ved at den kultur vi dyrker her, faktisk er andre kulturer overlegen.

Må man sige det? Tja.

Kulturer der giver kvinder de samme rettigheder som mænd er efter min mening bedre end kulturer der ikke gør.

Kulturer der praktiserer og beskytter ytringsfrihed, er efter min mening bedre end kulturer der ikke gør.

Kultruer der leverer medicinske og videnskabelige fremskridt der får mennesker til at leve bedre og længere liv, er, efter min mening, bedre kulturer end kulturer der ikke gør.

Kulturer der giver homosexuelle ret til at eksistere, er efter min meget personlige mening, bedre kulturer end kulturer der ikke gør.

Og kulturer der undlader at slippe vira fra flagermus og pangoliner løs, og får verden til at gå under er efter min mening grundlæggende bedre end kulturer der gør.

Og ellers er testen: Hvis du er villig til at risikere at drukne i Middelhavet for at komme fra en kultur til en anden – hvilken kultur mener du så er bedst?

Hjemmearbejdsobservationer

Verden er ved at gå under. Og vi arbejder hjemmefra.

Observationer:

  1. Det er stadig ikke muligt at deltage i to møder samtidig.
    1. Det har chefen stadig ikke opdaget
  2. I stedet for at finde ud af hvilke møder der kunne være klaret med en email, finder vi nu ud af hvilke emails der åbenbart skal klares med et online møde.

Errorbars on barcharts

Errorbars

An errorbar is a graphical indication of the standard deviation of a measurement. Or a confidence interval.

The mean of a measurement is something. We want to illustrate how confident we are of that value.

How do we plot that?

I am going to use three libraries:

library(ggplot2)
library(dplyr)
library(tibble)

ggplot2 for plotting, dplyr to make manipulating data easier. And tibble to support a single line later.

Then, we need some data.

data <- data.frame(
  name=letters[1:3],
  mean=sample(seq(4,15),3),
  sd=c(1,0.2,3)
)

I now have a dataframe with three variables, name, mean and standard deviation (sd).

How do we plot that?

Simple:

data %>% 
  ggplot() +
  geom_bar( aes(x=name, y=mean), stat="identity", fill="skyblue") +
  geom_errorbar(aes(x=name, ymin=mean-sd, ymax = mean+sd), width=0.1)

plot of chunk unnamed-chunk-12

So. What on earth was that?

The pipe-operator %>% takes whatever is on the left-hand-side, and inserts it as the first variable in whatever is on the right-hand-side.

What is on the right-hand-side is the ggplot function. That would normally have a datat=something as the first variable. Here that is the data we constructed earlier.

To that initial plot, which is completely empty, we add a geom_bar. That plots the bars on the plot. It takes an x-value, name, and a y-value, mean. And we tell the function, that rather than counting the number of observations of each x-value (the default behavior of geom_bar), it should use the y-values provided. We also want a nice lightblue color for the bars.

To that bar-chart, we now add errorbars. geom_errorbar needs to know the x- and y-values of the bars, in order to place them correctly. It also needs to know where to place the upper errorbar, and the lower errorbar. And we supply the information that ymin, the lower, should be the mean value minus the standard deviation. And the upper bar, ymax, the sum of the mean and sd. Finally we need to decide how broad those lines should be. We do that by writing “width=0.1”. We do not actually have to, but the default value results in an ugly plot.

And there you go, a barchart with errorbars!

Next step

That was all very nice. However! We do not usually have a nice dataframe with means and standard deviations calculated directly. More often, we have a dataframe like this:

mtcars %>% 
  remove_rownames() %>% 
  select(cyl, disp) %>% 
  head()
##   cyl disp
## 1   6  160
## 2   6  160
## 3   4  108
## 4   6  258
## 5   8  360
## 6   6  225

I’ll get back to what the code actually means later.

Here we have 32 observations (only 6 shown above), of the variables “cyl” and “disp”. I would now like to make a barplot of the mean value of disp for each of the three different values or groups in cyl (4,6 and 8). And add the errorbars.

You could scroll through all the data, sort them by cyl, manually count the number of observations in each group, add the disp, divide etc etc etc.

But there is a simpler way:

mtcars %>% 
  remove_rownames() %>% 
  select(cyl, disp) %>% 
  group_by(cyl) %>% 
  summarise(mean=mean(disp), sd=sd(disp))
## # A tibble: 3 x 3
##     cyl  mean    sd
##   <dbl> <dbl> <dbl>
## 1     4  105.  26.9
## 2     6  183.  41.6
## 3     8  353.  67.8

mtcars is a build-in dataset (cars in the us in 1974). I send that, using the pipe-operator, to the function remove_rownames, that does exactly that. We don’t need them, and they will just confuse us. That result is then send to the function select, that selects the two columns/variables cyl and disp, and discards the rest. Next, we group the data according to the value of cyl. There are three different values, 4, 6 and 8. And then we use the summarise function, to calculate the mean and the standard deviation of disp, for each of the three groups.

Now we should be ready to plot. We just send the result above to the plot function from before:

mtcars %>% 
  remove_rownames() %>% 
  select(cyl, disp) %>% 
  group_by(cyl) %>% 
  summarise(mean=mean(disp), sd=sd(disp)) %>% 
  ggplot() +
    geom_bar( aes(x=cyl, y=mean), stat="identity", fill="skyblue") +
    geom_errorbar(aes(x=cyl, ymin=mean-sd, ymax = mean+sd), width=0.1)

plot of chunk unnamed-chunk-15
All we need to remember is to change “name” in the original to “cyl”. All done!

But wait! There is more!!

Those errorbars can be shown in more than one way.

Let us start by saving our means and sds in a dataframe:

data <- mtcars %>% 
  remove_rownames() %>% 
  select(cyl, disp) %>% 
  group_by(cyl) %>% 
  summarise(mean=mean(disp), sd=sd(disp))

geom_crossbar results in this:

data %>% 
ggplot() +
  geom_bar( aes(x=cyl, y=mean), stat="identity", fill="skyblue") +
  geom_crossbar( aes(x=cyl, y=mean, ymin=mean-sd, ymax=mean+sd))

plot of chunk unnamed-chunk-17

I think it is ugly. But whatever floats your boat.

Then there is just a vertival bar, geom_linerange. I think it makes it a bit more difficult to compare the errorbars. On the other hand, it results in a plot that is a bit more clean:

data %>% ggplot() +
  geom_bar( aes(x=cyl, y=mean), stat="identity", fill="skyblue") +
  geom_linerange( aes(x=cyl, ymin=mean-sd, ymax=mean+sd))

plot of chunk unnamed-chunk-18

And here is geom_pointrange. The mean is shown as a point. This probably works best without the bars.

data %>% ggplot() +
  geom_bar( aes(x=cyl, y=mean), stat="identity", fill="skyblue", alpha=0.5) +
  geom_pointrange( aes(x=cyl, y=mean, ymin=mean-sd, ymax=mean+sd))

plot of chunk unnamed-chunk-19

#OKBoomer – når man er Generation X

#OKBoomer. Det seneste klynk fra Millenials. Og det kan åbenbart også bruges med os i Generation X.

Der er ikke så meget andet at svare end “OK Zoomer”. Og det er da superinteressant at der kommer sådan et nedladende og afvisende udtryk fra netop den generation der går så supermeget op i at bruge de rigtige og respektfulde ord om alle.

Åbenbart alle andre end dem de lige er uenige med.

Egentlig er man som GenX ligeglad. Vi var ligeglade med Boomernes latterligheder. Det er vi også med Millenials og Zoomere.

Men lad os da bare tage et rant:

Generation X blev født under den kolde krig. Vi var som børn bevidste om at København når som helst kunne forvandles til en radioaktiv ruinhob. Vi blev udstyret med en nøgle, så vi selv kunne lukke os ind – også i en alder der i dag ville føre til at man blev tvangsfjernet af kommunen. For vores boomerforældre skulle realisere sig selv. Undertiden i en grad så vi blev skilsmissebørn, fordi mor besluttede sig for at blive feminist, og hade alle mænd, og far skulle udleve sin midtvejskrise med en motorcykel og en yngre model.

Da vi blev teenagere havde vi udsigt til en historisk høj ungdomsarbejdsløshed, og var bange for at blive ældre, for sultecirkulæret truede forude.

Og verden kunne stadig når som helst gå under. Hvis ikke på grund af atomkrig, så på grund af det hul i ozonlaget der ville give os alle hudkræft inden vi fyldte 30.

Så vi var generation nåh. Vi var generation Y. Y for “why”, for hvorfor gøre noget, når det hele alligevel snart endte i armageddon. Vi voksede op og blev nihilister.

Vi havde en kort periode i vores ungdom, hvor det så fornuftigt ud. Der var vækst, beskæftigelse, og demokratiet så ud til at brede sig.

Det holdt lige indtil en flok religiøse fanatikere besluttede sig for, at fordi deres overtro var bedre end andres overtro – så var det helt ok at slå folk ihjel på semi-industriel skala.

Dér mistede vi endegyldigt vores tro på fremtiden.

Nu går vi så på arbejde. Arbejde der æder vores sjæle. Hvis vi er knap så heldige, bliver vi kørt direkte fra arbejde til krematoriet. Hvis vi er rigtig heldige, får vi lov til at gå på pension inden vi fylder 80.

Og hvorfor gør vi det? Jo, den fest boomerne har holdt siden de gik på efterløn som 60-årige skal finansieres. Og det navlepillende, identitetspolitiske egotrip millenials har gang i, skal vi også betale for.

Så hvis du siger OK boomer til mig – så trækker jeg på skuldrene, og siger “Meh. OK zoomer”.

Tips og tricks til Berlin

Pinligt få tips. Men dog et par stykker.

Rigsdagsbygningen – historie i læssevis. Og man kan komme op i kuplen. Har vi hørt. Man skal booke adgang online. Og det er en meget omstændelig proces. Så gør det i meget god tid! Stiller man sig i kø (og det gør man også i god tid inden de åbner), så er der adgang sen aften. Det skal man ikke være ked af – Berlin gør sig godt ved nattetide.

Vi er glade for jazz. Og vi blev ganske fornøjede med ATrane, der har livemusik flere gange om ugen: www.a-trane.de

Interessant – og meget anbefalelsesværdig brunch: House of small wonder. Japansk-europæisk fusionsmorgenmad.

Det naturhistoriske museum. Klassiske museumsdyder. Og en ganske imponerende samling af dinoer, blandt andet Tristan, et imponerende T Rex skelet. Deres samling af vådpræparater er efter vores mening rigelig grund til at besøge museet, selv hvis man ikke er interesseret i dinoer.

Hvor spiser man? Rotisserie Weingrün på Gertraudenstrasse 10 i mitte er afsindig godt. Men nu gå jeg også gerne efter steder der har brisler på menuen.

Einstein unter den linden er også ok. Det er www.einstein-udl.com

Project Euler 5 – Smallest multiple

What is the smallest, positive, number that can be divided by all numbers from 1 to 20 without any remainder?

We are given that 2520 is the smallest that can be divided by all numbers from 1:10.

One number that can definitely be divided by all numbers from 1:20 is:

factorial(20)
## [1] 2.432902e+18

But given that

factorial(10)
## [1] 3628800

is rather larger than 2520, it is definitely not the answer.

The answer must be a multiple of all the primes smaller than 20. A number that is divisible by 15, will be divisible by
3 and 5.

The library “numbers” have a lot of useful functions. Primes(20) returns all primes smaller than 20, and prod() returns the product of all those primes

library(numbers)
prod(Primes(20))
## [1] 9699690

Could that be the answer?

What we are looking at is the modulo-operator. 9699690 modulo 2 – what is the remainder? We know that all the remainders, dividing by 1 to 20 must be 0.

prod(Primes(20)) %% 2
## [1] 0

And our large product is divisible by 2 without a remainder.

Thankfully the operator is vectorized, so we can do all the divisions in one go:

9699690 %% 1:20
##  [1]  0  0  0  2  0  0  0  2  3  0  0  6  0  0  0 10  0 12  0 10

Nope.

9699690 %% 4
## [1] 2

Leaves a remainder.

(2*9699690) %% 4
## [1] 0

Now I just need to find the number to multiply 9699690 with, in order for all the divisions to have a remainder of 0.
That is, change i in this code until the answer is true.

i <- 2
all((i*9699690) %% 1:20 == 0)
## [1] FALSE

Starting with 1*9699690, I test if all the remainders of the divisions by all numbers from 1 to 20 is zero.
As long as they are not, I increase i by 1, save i*9699690 as the answer, and test again.
If the test is TRUE, that is all the remainders are 0, the while-loop quits, and I have the answer.

i <- 1
while(!all((i*9699690) %% 1:20 == 0)){
 i <- i + 1
 answer <- i*9699690
}

Undskyld

Undskyld.

Undskyld at jeg er mand.

Undskyld at min hud er hvid.

Undskyld at jeg også føler mig som mand.

Undskyld at jeg er midaldrende.

Undskyld.

Undskyld at jeg kom til at skrive at jeg er mand.

 

Undskyld at jeg er veluddannet.

Undskyld at jeg er i arbejde.

Undskyld at jeg har en bolig.

 

Undskyld at jeg kom til at sige noget du er uenig i.

Undskyld, at det betyder at jeg ønsker at slå dig ihjel. Det vidste jeg ikke at det gjorde. Undskyld.

Undskyld at jeg ikke er medlem af den forening.

Undskyld at jeg er medlem af den forening.

Undskyld at jeg er for venstreorienteret.

Undskyld at jeg ikke er venstreorienteret nok.

Undskyld at jeg ikke fejler noget. Ret alvorligt i hvert fald.

Undskyld at jeg kun er moderat overvægtig.

Undskyld at nogen med samme køn og hudfarve som mig, gjorde noget slemt for 300 år siden.

Undskyld.

Undskyld at jeg havde den hat på.

Undskyld at lytter til den musik jeg lytter til.

Undskyld at jeg ikke lytter til den musik jeg ikke lytter til.

Undskyld at jeg ikke køber økologisk salt.

Undskyld.

Undskyld.

Undskyld.