Jeg kan se at det er et populært emne. Så lad os tage lidt mere af historien. Det er kompliceret stof, så det bliver lidt langt. Bær over med mig, eller find en madopskrift her på siden i stedet.

Det handler om kemi, det handler om jura, og det handler om markedsføring. Det første har jeg forstand på, de to andre ting, knap så meget. Men jeg tror jeg forstår nok.

Først noget kemi. Et af de helt centrale paradigmer i kemien, taler om sammenhængen mellem struktur og egenskaber. Den måde det kemiske molekyle ser ud på, bestemmer dets egenskaber. To molekyler kan sagtens have samme effekt, og stadig se meget forskellige ud. Det kan være at der er flere måder at passe ind i et bestemt hak i en nervecelle, der udløser en bestemt reaktion. Hvis molekylet passer ind, er det lige meget om det er lavet af røde eller blå legoklodser. To molekyler kan også se meget ens ud, og stadig have forskellig effekt. Hvis der er en lille detalje der forhindrer molekylet i at passe i hakket, kan det ligne et andet molekyle, der passer, nok så meget. Det er et helt centralt fænomen i kemien, og vi bruger det hele tiden. 

Vi taler i den sammenhæng om analoger. Stoffet til højre hedder RCS-4. Det er et syntetisk cannabinoid. Altså et stof der har egenskaber som vi genfinder i cannabis – hash om du vil. Stoffet til venstre er lidt anderledes. Læg mærke til den hale der hænger nedaf. Den er lidt kortere. Men størstedelen af molekylet er det samme. Der er god grund til at tro, at rus-effekten af RCS-4, handler om at den øverste del, med ringene, passer ind i et hak, en receptor, i bestemte nerveceller, og når den sætter sig i det hak, så udløser den en rus. Når vi ved det, kan vi kigge på stoffet til venstre, og komme med et kvalificeret gæt på, at den nok har ca. samme effekt. Længden af halen betyder næppe så meget, men det er sværere at sige. De to stoffer er analoge, og har lignende effekter, så meget kan vi gætte på med rimelig sikkerhed når vi bare ser på stofferne. Den der hale kan have ret stor betydning alligevel. Den er lipofil, hvilket vil sige at den godt kan lide at befinde sig i fedt. Når den er kortere end til højre, kan man godt forestille sig, at den er mindre tilbøjelig til at opløses i fedt end stoffet til højre. Det kan betyde at rusen bliver kortere, fordi stoffet hurtigere kommer ud af kroppen igen. Det kan også betyde at rusen bliver mere intensiv, fordi stoffet når frem til hjernen hurtigere. Det aner jeg ikke, men det er den slags ting man kan overveje. Og det er den slags ting man overvejer når man designer stoffer.

For nu kommer vi til juraen. I indtil flere lande, opererer man med lister over hvilke kemiske molekyler, der er forbudte. Hvis molekylet er forbudt, ryger man i spjældet med en narkodom hvis man handler med det. Hvis det ikke er, gør man ikke. Eller hvis man ryger i spjældet, gør man det fordi man handler med sundhedsskadelige stoffer uden tilladelse, har glemt at afregne moms eller sådan noget. Men hvis molekylet, stoffet, ikke er på listen over forbudte euforiserende stoffer, bliver man ikke knaldet for overtrædelser af narkolovgivningen. Det vil sige, at vi nu kan forestille os en situation, hvor lovgiverne har forbudt RCS-4, og sat den på listen over forbudte stoffer. Men de har glemt stoffet til venstre. Det har ca. samme effekt, men er ikke på listen. Og kan derfor handles helt legalt, uden at man bliver solbrændt i striber. Det holder så lige indtil stoffet er blevet solgt tilstrækkeligt meget til at lovgiverne opdager det, og sætter det stof på listen også. I så fald hyrer narkobagmændene en kvik kemiker, der vil sige noget i retning af "Jamen så gør vi da bare halen lidt længere, i stedet for kortere", og straks går i gang i laboratoriet. Vupti, der er fremstillet endnu et cannabislignende stof, der ikke er på listen, og derfor kan handles legalt. Det er ikke alle lande hvor den går, mange steder har man været snedige, og sagt, "det her stof, og alle dets kemiske analoger, er forbudte". Det lukker hullet. Sådan da, for straks efter viser det sig, at kemikere ikke er helt enige om hvornår et stof er analogt med et andet. Men hullet er i det mindste ikke helt så stort. Men sammenfattende – hvis du kan finde et stof, der er euforiserende, og ikke er på listen over ulovlige stoffer, så kan du mange steder i verden sælge det helt legalt. Eller næsten helt legalt i hvert fald. Og hvis det bliver forbudt, kan du hyre en kemiker til at lave lidt om på stoffet. Og så er det legalt igen.

Hvilket bringer os tilbage til kemien, og lidt til markedsføringen. Stoffet mephedron blev første gang fremstillet i 1929. Det var der ingen der lagde mærke til, men i 2003, faldt en undergrundskemiker over stoffet, og gik i gang med at fremstille det. Eftersom alle havde glemt stoffet i næsten 80 år, var der ingen der havde gjort sig den ulejlighed, at sætte det på listen over forbudte stoffer. Ergo var det flere steder, blandt andet i England, lovligt at importere og fremstille. Det var ikke lovligt at sælge til indtagelse af mennesker – det er lovreguleret, og det er ret stramme regler. Så i stedet for at skrive i toldpapirerne at det blev importeret med henblik på at sælge til hjernedøde teenagere og hashvrag, skrev man noget andet. Badesalt og plantegødning for eksempel. Det er heller ikke helt lovligt, for stoffet kan ikke bruges som hverken badesalt eller plantegødning, så i Danmark ville det være en overtrædelse af markedsføringsloven. Men den giver ikke andet end bødestraf. Profitten ved at sælge den slags til dumme teenagere er ret høj, så det skulle der være råd til at betale. Skidtet skal jo også sælges til folket. Og det gjorde man så under navnet – badesalt.

Mephedron er ikke et rart stof, men det er vanskeligt at få en helt præcis vurdering af et nyt narkotisk stofs farlighed. Der er ingen forskere der har lyst til at teste på sig selv, og de beskrivelser af effekten man får fra folk der har taget stoffet, er næppe helt pålidelige. "Farverne er flottere end når jeg tager kokain" er ikke en udpræget videnskabeligt pålidelig observation. Og at en hjernedød teenager mener at mephedron er mindre vanedannende end kokain er nok også et udsagn der skal tages med et gran (bade)salt. Han er tydeligvis ikke kvik nok til at lade være, så det er måske ikke det mest reflekterede udsagn. Det tager normalt en del år at finde ud af hvor farligt et stof egentlig er – man skal først have en ide om hvor lette folk er at redde når de bliver bragt ind med en overdosis, og et pænt antal obduktionsrapporter, før der kan konkluderes med sikkerhed.

Indtil da – lad nu være med at tage badesalt. Hvis du absolut skal, så tag det fra Matas. Det er billigere.