Legetøjsforretninger

Hvor køber jeg legetøj? Og hvor ville jeg gerne? Listen og et par ord:

  • Brinck elektronik. De hedder vist nok Elextra eller noget. For mig er det Brinck, og det er en fantastisk forretning, der har alt, men hvor du forventes at være nørd. Ekspedienterne skal nok hjælpe dig. Men man kan godt se dem tænke "Åh nej, endnu en macbruger", hvis du afslører at du er uvidende. Det er ikke skidt, det er et tegn på kvalitet og kompetence.
  • Inco. Ikke så meget legetøj, men det er der de har sjove ingredienser til madlavningen, og hvor man kan købe eksotiske ting i almindelige mængder, eller almindelige ting i eksotiske mængder. Det kræver et CVR-nummer at handle der.
  • Amazon Supply. Her har jeg ikke handlet endnu. Men når jeg står og mangler en erlenmeyerflaske, så ved jeg hvor jeg kan finde den.
  • Kunst og Køkkentøj. Her kan jeg godt bruge lidt tid på at savle over et sous vide bad… Og har man brug for en siliconeform i bizar udformning, så er det også her man går hen.
  • Modernist Pantry. Hvor finder man kødklister? Det gør man her.

Hvorfor hedder det træsprit

Fordi det blev fremstillet ved at destillere træ.

Jeg sad og kiggede i loggen. Der er folk der finder mig, ved at søge efter hvorfor træsprit hedder træsprit. Det finder de på grund af dette indlæg, der handler om hvorfor methan hedder methan. Der skriver jeg at det er helt naturligt at methyl hedder methyl, fordi ordet er konstrueret af franske kemikere, der ikke var så gode til græsk, og derfor troede at hyle var græsk for træ. Det er det ikke. Det er ordet for “stof”, som i fysisk materie. De ville godt have ordet “træ” med, fordi methanol også kaldes træsprit. Og det skrev jeg at det gjorde af gode grunde. Men jeg skrev intet om hvilke gode grunde der var.

Den gode grund er, som nævnt, at træsprit oprindeligt blev fremstillet ved at destillere på træ. I praksis ved at foretage en pyrolyse af træ, hvor man varmer det så meget op, at det nedbrydes. Nærmest en kontrolleret forbrænding. Produkterne kondenseres, og et af dem er methanol.

I dag fremstilles methanol primært fra syntesegas, der er en blanding af kulmonoxid og brint. Syntesegassen fremstilles af naturgas eller råolie. Og så opstår det i hjemmebrænderier. Det sker typisk ved at den væske man har gæret, og nu destillerer på, indeholder pektiner. Pektin er en polysakkarid der optræder naturligt i forskellige frugter. Det er blandt andet det der bidrager til at gelere marmelader og lignende. Men ca. 80% af den naturligt forekommende pektin er estrificeret med methanol. Det er også helt naturligt. Men når pektinen ved gæringen nedbrydes, frigives methanolen, og når man så destillerer på væsken, ja så får man methanol med over i sin alkohol.

Det er skidt, for methanol er ret giftigt. 30 milliliter kan være nok til at slå et menneske ihjel. Overlever man, er risikoen for at blive blind ret stor. Det sker med jævne mellemrum i lande med restriktive holdninger til alkohol, og et stort forbrug af gær.

Dagens køkkeneksperiment – Quindim

Efter ønske fra svogeren, eller hvad kærestens bror nu skal kaldes når der ikke er papir på familieforholdet, er der blevet eksperimenteret med en brasiliansk kokoskage. Det var ikke nogen stor succes i første omgang. Det kan være vi prøver igen i morgen. Anyway. Quindim kaldes den. Opskriften var som følger:

  • 75 g kokosmel
  • 225 g sukker
  • 1 spsk smør
  • 6 æggeblommer
  • 1½ æggehvide

Kokosmel, sukker og smør blev rørt sammen, blommerne pisket i en af gangen, og den stivpiskede hvide rørt i til sidst. Bagt i en 24 cm springform i vandbad i ovnen ved 180 grader i 30 minutter. Den så godt nok færdig ud efter 20, men det var den ikke. Prik i den med en stegenål.

Tre problemer. Lige nu, men den er ikke helt afkølet, er den ret blød. Den er nærmest sådan lidt buddingblævrende. Det kan rette sig, og så er der den detalje, at den hist og her på nettet kaldes en kokosbudding. Så måske bør den faktisk være lidt blævrende. Andet problem – springforme er ikke vandtætte. Hvor stort et problem det har været venter jeg med at afgøre til den er afkølet – jeg tror det gik. Tredie problem – den er ca. 1 cm høj. Det ligner overhovedet ikke det man finder af billeder på nettet

Til gengæld er den supernem at gå til, så der er plads til et par eksperimenter til.

Æg i dunk?

Det er der nogen der har søgt på. To muligheder: Enten er det nogen der skal lave mad eller kage i større stil. I så fald skal du i Metro eller Inco. Du kan også prøve at tale med din lokale bager og se om han vil sælge dig den.
Eller også er det en eller anden bodybuildertaber der skal supplere sine steroider med æggehvider. I så fald skal du holde op. Steroider får din pik og nosser til at skrumpe ind. I sidste ende til ca. samme størrelse som din hjerne.

Breiviks hilsen – hvor kommer den fra?

Breivik er holdt op med at give sin selvkomponerede hilsen, hvor han holder højre, knyttede hånd ind til brystkassen, og derefter strækker armen ud, let løftet, og stadig med knyttet hånd. Det skriver BT, og en masse andre tryksager på nettet.

De skriver også:

Det vides ikke med sikkerhed, hvor hilsenen stammer fra, men det formodes, at Breivik selv har opfundet den.

Det kan godt være BT ikke ved det. Men jeg er ret sikker på at jeg ved hvor den kommer fra. Han skriver selv i sit manifest at han hobbyer og interesser inkluderer science fiction. Han refererer også til et par scifi film i manifestet. I indledningen beskriver han sig selv som “sci-fi enthusiast”. Hvis han er det – så kender han Star Trek.

Hans hilsen ligner til forveksling den måde klingons gør honnør. Det har været mig fuldstændigt umuligt at finde et billede. En beskrivelse kan man dog sagtens finde:

The Klingon salute is done by first striking the chest with the fist and then extending the arm straight out, but the fist is still closed.

Det er sådan i runde træk hvad han gør. Han bilder sig sikkert ind at han repræsenterer de stolte klingonske krigerdyder. Til det kan jeg som trekkie kun bemærke at Worf ikke ville værdige denne p’tach den mindste respekt, men i stedet blot knække nakken på ham, og derefter drikke sin sveskejuice.

I jagten på et billede af en klingon der hilser fandt jeg det her. Det trodser enhver beskrivelse og må opleves:

 

 

 

Hvor mange skridt bør man gå om dagen?

Og hvorfor?

Standardsvaret er 10.000 skridt pr. dag. Det er der ikke mange der når op på. Hvis din skridtlængde er 75 cm, skal du gå 7,5 km om dagen. Det er de færreste der når op på det, selvom de måtte smide fjernbetjeningen væk. Det vigtige er nok heller ikke om man tager 10.000 skridt om dagen, det vigtige er at man får motion nok.

Men hvorfor er det lige 10.000? Ingeniørden i mig studser altid over den slags tal. Hvorfor ikke 9.000 skridt? Eller 10.547 skridt? Det er da pudsigt at det er sådan et pænt rundt tal der er grænsen for hvornår man har gået nok. Ja, jeg ved godt at det er fordi det er lettere at kommunikere et pænt rundt tal. Stadigvæk, hvor kommer det fra?

Der er en forklaring. Forskerne Tudor-Locke og Bassett skrev i 2004 en artikel i Sports Medicine (vol. 34 no. 1 p. 1-8) om hvor mange skridt man bør tage pr. dag. Der er en masse dybsindige òg videnskabeligt begrundede betragtninger om at 10.000 nok er i overkanten for ældre, og alt for lidt for børn. De konkluderer at 10.000 nok ikke er helt ved siden af. Men de fortæller også hvorfor det er 10.000 skridt om dagen.

Årsagen kan spores til det japanske firma Yamasa Corporation, der i 1965 markedsførste en skridttæller under navnet manpo-key. Det kan oversættes til "titusinde skridt måleren". Hep! Der har vi forklaringen, hvad end japanerne kalder en "10.547 skridt måler", så er det helt sikkert ikke så mundret som manpo-key.

Anders Behring Breiviks manifest

Er det underlødigt? Er det noget firmaer ønsker at blive associeret med? Næppe. Så BT, IKEA m.fl. har en pointe i at det ikke er helt fint i kanten at bruge det i forbindelse med markedsføring, som BT skriver om her. Og så endda med løfte om at man får mulighed for at vinde 50.000 kr. Hvis altså bare man vil give lidt kontaktoplysninger inden man klikker på download, kontaktoplysninger diverse selskaber derefter mod betaling kan bruge til at kontakte folk, fordi de altså har givet oplysningerne frivilligt, og kontakten derfor ikke er omfattet af markedsføringsloven.

Personligt synes jeg også det er en fremgangsmåde der er lidt usmagelig, uanset om det er Breiviks manifest der bliver brugt som lokkemad. Jeg er heller ikke sikker på at jeg ville have lyst til at oplyse alt for meget om mig selv for at få lov at downloade det. Det er et dokument der er en smule belastet, ikke? Og hvor ender de kontaktoplysninger egentlig? Ønsker man virkelig at diverse venstreorienterede personer får fat i den slags kontaktoplysninger, når nu man ved at de har et ret afslappet forhold til at bruge vold overfor folk de er uenige med? Eller for den sags skyld at man modtager et tilbud om at blive medlem af Johnnys venner i Greve, eller Danmarks Nationale Front. Så vil jeg næsten hellere have at socialisterne smider med min cykel for at demonstrere hvor mangfoldige og fredselskende de er.

Kan man i det hele taget tillade sig at distribuere det manifest? Er det ikke bare at udbrede en, i mere end en forstand, syg ideologi? Vil svage sjæle ikke kunne føle sig inspireret? Er det på sin vis forskelligt fra at distribuere Hitlers “Mein Kampf”? Eller Lenins samlede værker, idet vi minder om at det regime han var med til at grundlægge fik antallet af ofre for nazismen til at blegne… Det lokale folkebibliotek har tre eksemplarer af Mein Kampf i dansk oversættelse stående. Den må sælge helt pænt, det er ottende oplag. Den sælger vist også godt i andre oversættelser. Hvorfor så ikke udbrede Breiviks manifest også? Han var dog kun ansvarlig for 77 dødsfald. Det var han 3 timer om. Det er mindre end en fjerdedel af hvad Hitler kunne præstere af dødsfald pr. time. Altså når vi tager de lave estimater for hvor mange han fik udryddet, og glemmer de russiske ofre. Så hvorfor ikke få hans manifest på hylden også?

Uanset hvad de norske retspsykiatere måtte have udtalt senest, føler jeg mig ikke overbevist om at Breivik er rask. Jeg beklager meget, jeg kan godt se at det er bedst at han er egnet til straf, så man kan sætte ham bag tremmer, og smide nøglen væk. Alternativet er jo at han er syg, kommer i behandling, og i princippet kan slippes ud når han er blevet rask – hvis altså han kan helbredes. Men ud fra hans manifest og fra referaterne i pressen, er der vist ikke så meget andet at gøre end at konkludere at han er syg. Rablende vanvittig, paranoid skizofren og malign narcissist. Eller noget i den retning. Helt frisk er han i hvert fald ikke.

Kan man så tillade sig at offentliggøre hans rablerier? Det er en syg mands værk, syge mennesker bør vi normalt behandle med en vis omsorg. Ville vi normalt ikke have lidt etiske kvababbelser ved at offentliggøre skriverier fra sindsyge, der udstiller deres sindssyge?

På den anden side – har vi ikke et ansvar for at kaste et skærende klart lys på hans rablerier, til skræk og advarsel, og så vi alle er klar over hvad vi skal kigge efter når vi færdes på nettet og støder på rabiate ytringer? Har vi ikke pligt til at blive klogere af tragedien i Norge? Og forudsætter det ikke at vi læser hans udgydelser, og sætter os ind i hvad der gik galt? På samme måde som vi alle bør sætte os ind i vejen til det tredie rige i Tyskland, så vi kan se faresignalerne når vores nutidige samfund bevæger sig i den gale retning. Så kan det godt være at Mein Kampf sælger ret godt i de arabiske lande, og folkebibliotekerne låner den ud til højrerabiate. Netop derfor bør vi andre læse den.

Indtil videre har jeg hans manifest liggende digitalt. Jeg tror det bør være tilgængeligt. Jeg er bare ikke sikker på at jeg har lyst til at have det liggende her.

 

Choronsovs

Skal der laves mad til 14 personer i et lille køkken, alene, er der grænser for hvor avancerede hovedretter man kan give sig i kast med. Når der så samtidig stilles (selvpålagte) krav om at foretage sig noget i køkkenet der kan levere en salve i den fortsatte kulinariske kamp med lillebror, er sovsene et oplagt sted at indlede et felttog. Nogle simple kartofler, en simpel grøntsag og en ko der er marineret. Og så en sovs der hedder noget avanceret, og kan tage kegler. 

Så hermed et nyt våben i arsenalet, choronsovs. Eller Sauce Choron. Helt simpelt, når først bearnaiserutinen er på plads.

En portion bearnaisesovs – hjemmelavet fra bunden naturligvis – tilsættes en spiseskefuld tomatpure. Hep! Enklere kan det vist ikke gøres. 

En portion bearnaise her i huset er lavet på fire æggeblommer og en pakke smør. Skaler selv op efter behov.

Sådan er det næsten – dagens køkkenprojekt

Kæresten har fødselsdag. Om en måneds tid, men fordi det der med at være ude i sidste øjeblik tilsyneladende er arveligt, er det nødvendigt at gå i gang med at punke for dato, ønskeliste, invitationer og ønsker til menuen i rigtig god tid. Jeg har været i gang de sidste to måneder, og nu begynder de fleste ting at falde på plads. Vi fik godt nok udvidet projektet for 1½ uge siden. Svogeren in spe, Martin, har fødselsdag ca. samtidig, og de plejer at holde fødselsdag sammen. Nu bor hele svigermekanikken i Jylland, så den fælles fødselsdag skal holdes i Rødovre. Det er et større logistisk projekt. Og jeg skal lave maden. Hvilket i sig selv er lidt af en udfordring, af to årsager. Dels er lejligheden ikke helt stor nok til 12 personer, det gælder både stuen og køkkenet. Dels er der visse forventninger.

Af uransalige årsager er jeg udråbt som den store mesterkok. Det er måske ikke så mystisk alligevel. Men det lægger et vist forventningspres. Også fordi jeg ligger i krig med lillebror, og han sætter nok et nyt niveau for kogekunst her på søndag.

Jeg føler det lidt ligesom Jason Ogg fra Discworld serien. Han er en rigtig god smed, han kan sætte sko på alt. Men det har en pris:

"He could shoe anything, could Jason Ogg. They'd brought him an ant once, for a joke, and he'd sat up all night with a magnifying glass and an anvil made out of the head of a pin. The any was still around, somewhere–sometimes he could hear it clatter across the floor. …

But that was the bargain–you shod anything they brought to you, anything, and the payment was that you could shoe anything. There had always been a smith in Lancre, and everyone knew the smith in Lancre was a very powerful smith indeed.'

Så denne dag i påskeferien bruges på at øve mig på at lave rillettes. Når jeg har fundet ud af hvordan jeg let får billeder på denne blog, kommer der en mere udførlig beretning.