Der er pride. Eller, det var der da jeg gik i gang med at skrive det her. Jeg bliver nok ikke færdig inden det er slut. Men jeg tror indholdet vil være gyldigt nogle år endnu.
Vi har et par udfordringer i år. Det er der hvert år. Denne gang er en af sagerne følgende: En kunstner skulle have været på scenen. Hun udtalte at Priden ikke gjorde sit arbejde, og at det er bullshit at Infernal er blevet booket som hovednavn. Infernal er nemlig ikke et LGBT-band. Kunstnerne er ikke LGBT-personer. Og Priden burde, efter hendes mening, kun have LGBT-kunstnere som hovednavne. Hvorefter hun opremser en række LGBT-kunstnere, som jeg aldrig har hørt om. Ikke at mit begrænsede kendskab til musikbranchen skal lægge dem til last, men definitionen på et hovednavn er lidt at det er kunstnere som folk kender.
Og så kom hun ikke på scenen alligevel. Man kan læse mere her.
Hvorfor er det et problem? Ja, det giver uro i miljøet, det tager opmærksomhed fra festlighederne, og det politiske indhold. Men den overordnede problemstilling dukker op igen og igen:
LGBT-separatismen. Den strømning, der argumenterer for at kun LGBT-kunstnere må komme på scenen. Og for en masse andre ting i samme grundlæggende retning.
Og det giver knaster, for separatisterne ønsker at udelukke heteroseksuelle kunstnere. Kritikken bliver ofte intersektionel. For det er også “problematisk” at det overvejende er hvide cis-kønnede kunstnere der er på scenen.
Det er selvfølgelig en kritik der har noget for sig. Det er en LGBT-festival. Så hvorfor skal heteroseksuelle kunstnere på scenen? Det er en mangfoldighedsfestival, så hvorfor kun, eller altovervejende, hvide kunstnere? Og hvorfor ikke også flere transkønnede kunstnere? Og her opstår den første modstrid, den første inkonsistens, der giver problemer. Kan en mangfoldighedsfestival bevidst udelukke heteroseksuelle kunstnere? Afhængig af opgørelsesmetoder, er ca. 90% af befolkningen heterosexuelle. Hvor mangfoldig er en festival hvis den bevidst fravælger 90% af befolkningen? Alene baseret på deres seksuelle orientering?
Lige her finder vi, efter min knap så ydmyge holdning, en af årsagerne til at LGBT-bevægelsen bliver udsat for hån, spot og latterliggørelse. Argumentet er: “I kræver mangfoldighed, men vælger selv at udelukke størstedelen af befolkningen alene på grund af deres seksuelle orientering. Det hænger jo ikke sammen.”
Den mere radikale udlægning af separatismen klager også over at der ikke er flere farvede personer, eller Persons Of Color (POC) på scenen. Det er jo også et reelt argument. En mangfoldighedsfestival kan naturligvis ikke være ensfarvet. Men argumentet udarter ofte til en kritik af at der er “hvide mennesker” på scenen. Definitionen af racisme er normalt at man forskelsbehandler på baggrund af hudfarve. Når (dele af) LGBT-bevægelsen bruger ordet “hvid” pejorativt, lyder det for en traditionel opfattelse af racismebegrebet ret, nåja, racistisk.
Så LGBT-separatisterne mødes naturligvis med hån, spot og latterliggørelse. Argumentet er “I kæmper mod forskelsbehandling af mennesker baseret på deres hudfarve. Og dog udtaler I jer negativt om folk på baggrund af deres hudfarve – så længe den hudfarve er hvid. Det hænger jo ikke sammen.” Og det gør det jo ikke.
En af de ting der ser ud til at ske er, at dele af LGBT-miljøet importerer retorik og problemstillinger fra primært USA. Og selvom vi har rigeligt at kæmpe med i Danmark, så er der en noget større pulje af problemer for LGBT-personer i USA. Men det bliver ofte lidt mærkeligt, når aktivister i Danmark begynder at bekæmpe problemer der i det væsentlige ikke, eller kun i meget begrænset omfang, relativt set, faktisk findes i Danmark. Mit pt foretrukne eksempel er fokus på BIPOC-personer. De er særligt undertrykte i Danmark. BIPOC står for “Black, Indigenous & People of Color”. Og ja, personer i Danmark der har en anden hudfarve end hvid møder mange udfordringer, ikke mindst regulær racisme. Men indegenous. Det betyder indfødte. Indfødte personer er efter den logik særligt undertrykte og udsatte i Danmark. Hvis vi definerer Danmark som rigsfællesskabet er der lidt om det. Grønlændere er vitterligt undertrykte og udsatte i Danmark.
Men går man ud i offentligheden, og taler om hvor hårdt indfødte i Danmark har det, lyder det ærligt talt lidt underligt. De indfødte i Danmark er danskerne. I hvert fald i Syddanmark, den del der ikke er Grønland og Færøerne. Uanset hvor meget oprindelige amerikanere, i daglig tale indianere, måtte have af udfordringer, så er de ikke indfødte i Danmark. Det bliver, måske ikke overraskende, opfattet som meget besynderligt i den brede befolkning her til lands. Hvad værre er, man taler om det på en måde, hvor man fodrer den højreekstreme, etno-nationalistiske bevægelse i Danmark. Den mener jo netop at de indfødte i Danmark er udsatte og truede. En del af dem hiver faktisk fat i indianernes udfordringer i USA. “Se hvad der skete med den oprindelige befolkning i Nordamerika da der kom indvandrere til kysterne. Det samme kommer til at ske med os danskere, når muhammedanerne invaderer os.” er fortællingen.
Vi kommer ikke i LGBT-bevægelsen til at undgå kritik. Vi har nogle dagsordener, der udfordrer det etablerede og sætter spørgsmålstegn ved normer. Det vil naturligt medføre en reaktion. Men vi kan vælge at lade være med at gøre det vanskeligere for os selv, ved at åbne flanker for angreb. Når der er selvmodsigelser i vores argumentation, gør vi det for let for vores modstandere. Ovenstående er bare et meget lille udvalg af inkonsistenserne. Vi kan heller ikke både argumentere for at køn udelukkende er socialt konstruerede, men samtidig så endogene og medfødte som det logisk følger af retorikken om transkønnede. Eller at det er meget urimeligt at store virksomheder ikke viser deres støtte til LGBT-miljøet, samtidig med at vi kritiserer den når de så gør det. Eller at forskelsbehandling på grund af køn er meget forkert, samtidig med at “mænd” bruges som skældsord. Eller at det på den ene side er meget vigtigt at der ikke er nogen der sætter etiketter på andre, og at folk selv skal have lov at definere hvad de er, samtidig med at vi kritiserer Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Tommy Ahlers for ikke at kalde sig selv panseksuelle.
Eller. Selvfølgelig kan vi argumentere for både det ene og det andet. Men vi skal holde op med at mene, at når modstriden bliver eksponeret og problematiseret, så er det fordi de der gør det er onde og reaktionære. Det er de sikkert også. Men det skyldes også at vores argumenter ikke altid hænger specielt godt sammen. Det første er en lang kamp at gøre noget ved. Det tager tid at flytte folks holdninger, og det er grundlæggende kun dem selv der kan flytte sig.
Men det andet. Det kan vi gøre noget ved.
