Udskamning

Vi må endelig ikke udskamme folk fordi de ikke holder afstand i supermarkederne. Eller fordi de ikke bærer maske i den kollektive trafik. Eller fordi de samles for mange på havnefronten og drikker øl. Eller deltager i store fester andre steder. Eller fordi 500 mennesker forsamles til begravelsen af et bandemedlem.

Endelig ikke udskamme. Det er ikke pænt. Og folk bryder sig ikke om at blive udskammet.

Men vi skal udskamme dem. Regler er nogen vi vedtager fordi folk ikke gør det af sig selv. Hvis den danske befolkning kollektivt, allesammen, var begyndt at gå med mundbind når de kørte med metro, så var der ingen grund til at indføre regler om det. Hvis man helt naturligt i hele landet konkluderede at “den der fest – selvom den er vigtig for os – den bliver vi sgu nok nødt til at aflyse”. Så var der ingen grund til at indføre reglen.

Regler har dog en udfordring. Hvis ikke reglerne håndhæves, så kan man lige så godt lade være med at indføre dem. Udskamning af folk der ikke følger reglerne, er håndhævelse af reglerne. Når jeg kigger skævt til dig fordi du ikke har maske på når du kører i bus til et arrangement med utroligt mange deltagere mens du hoster på alle omkringstående. Så er jeg med til at håndhæve reglen. Ikke specielt aggressivt. Ikke specielt effektivt. Men skam er noget vi føler fordi vi har gjort noget vi godt ved at vi ikke burde have gjort. Og udskamning er en af de mekanismer dine omgivelser bruger til at få signaleret overfor dig at du gør noget, som du burde vide at du ikke skulle have gjort. Folk bryder sig ikke om at blive udskammet, fordi skam er en ubehagelig følelse. Og det er netop pointen. Du skal sgu føle skam når du ikke bidrager til at undgå at en relativt ukendt, men ret smitsom sygdom spredes. Og selvom den ikke er specielt dødelig for de fleste, så har den konsekvenser og senfølger som vi ikke har styr på endnu.

At du ikke bryder dig om at jeg påfører dig skam fordi du gambler med mit og min families helbred er helt fint. Det er det der er meningen. Og det er et eller andet sted bedre hvis det civile samfund kan håndtere det selv end at vi skal have politiet til at rende rundt og dele bøder ud.

 

Hvad kalder Esk⌫⌫⌫⌫⌫⌫⌫… Grønlænderne egentlig danskere?

Grønlænderne bryder sig ikke om at blive kaldt eskimoer, så isen Kæmpe-Eskimo skulle skifte navn.

Fair nok. En tidligere landsstyreformand udtalte godt nok at han var stolt af at blive betegnet med E-ordet. Men vi skal naturligvis ikke gå rundt og kalde folk for noget de ikke bryder sig om at blive kaldt. Det er bare almindelig høflighed. Sebastian Dorset er derfor også i sin gode ret til ikke at blive kaldt for cis-mand. Det bryder han sig nemlig ikke om.

Men rygtet gik. På samme måde som man på alle sprog har betegnelser for folkslag der ikke er identiske med hvad folkeslaget selv kalder sig (ordet “franskmand” evt “franskperson” findes eksempelvis ikke på fransk).

Så grønlænderne har naturligvis også en betegnelse for danskere. Og den er ikke “danskere”.

Den er “qallunaat“. Eller, direkte oversat – “dem med store øjenbryn”.

 

Man skal ikke kalde folk noget de ikke vil kaldes

Det er meget enkelt. Hvis folk ikke vil kaldes eskimo, men grønlænder. Så kalder man dem grønlænder.

Men hvem bestemmer om vi skal bruge ordet eskimo eller grønlænder? Hvem er det der taler på vegne af alle eski… undskyld, grønlænd… inuitterne? Hvordan afgør jeg som almindeligt høfligt menneske hvilken repræsentant for gruppen der har mest ret til at bestemme hvilket ord der bør bruges?

Det er nok lettere bare at kalde folk for mennesker fra steder.

Matematik

Lad os tage to grupper af individer, C og D. Der er 100 individer i hver gruppe.

Individer i gruppen C indbetaler hvert år, i 30 år 100 kr på en konto.

Det gør individer i gruppen D også.

Efter 30 år har hvert individ i hver gruppe 3000 kr stående på kontoen. Banker giver nemlig ikke rente.

Og hver gruppe har 300.000 kr stående tilsammen.

Nu skal de så have pengene udbetalt.

Det får de i rater. I gennemsnit får individer i gruppe C udbetalt penge hvert år i 6 år. Nogen får i 20 år. Nogen får kun i to. Men i gennemsnit får de i 6 år, og fordi de får fra samme pulje, gør det ikke nogen forskel. Hvert individ i gruppe C vil derfor få 500 kr udbetalt hvert år.

For gruppe D gør det samme sig gældende. Nogen får i 20 år. Nogen får kun i to. Men de får fra samme pulje, så det interessante er gennemsnittet af hvor mange år de får penge udbetalt.

Det gør de i gennemsnit i 10 år. Det betyder at de hver især vil få udbetalt 300 kr om året. Det er jo en del mindre end gruppe C. Men i gennemsnit vil de over tid får udbetalt det samme, nemlig 3.000 kr. ialt.

Men den der forskel på 200 kr. om året. Det er jo ikke godt. Den må vi have udlignet. Nu samler vi alle pengene i samme pulje. Så er der 200 individer og 600.000 kr. Og 100 af de 200 individer vil få penge i 10 år, og de andre 100 kun i seks år.

Nu vil hvert individ så få udbetalt 375 kr om året. 100 af dem får det i 10 år (100*10*375 = 375.000) Og 100 af dem får det i 6 år (100*6*375 = 225.000). Det samme beløb (375.000 + 225.000 = 600.000) udbetales.

Individer i gruppe C, og husk, det er gennemsnit vi taler om her, får i de gennemsnitligt 6 år udbetalt i alt 2.250 kr. Og individer i gruppe D får i deres gennemsnitligt 10 år udbetalt ialt 3.750 kr. Et individ i gruppe C overfører dermed, for en gennemsnitsbetragtning, 750 kr, eller 7½ års indbetalinger til gruppe D, og får dermed – igen i gennemsnit – ikke alle sine penge udbetalt.

1984 var ikke en manual…

“Every record has been destroyed or falsified, every book has been rewritten…every statue and street and building has been renamed, every date has altered. And that process is continuing day by day and minute by minute. History has stopped.”

Så jeg har bestilt Borte med Blæsten på fysisk medie.

Hvorfor er siden ikke i sort?

Når nu vi skulle lade alle vores forskellige medier gå i sort i sympati med Black Lives Matter?

Bortset fra de der i dage efter blev shamet for at have gjort det?

Det er den ikke fordi siden ikke er i USA.

Fordi skribenten ikke er amerikaner.

Fordi Danmark ikke er en delstat i USA.

Så jeg forbeholder mig ret til at ignorere størstedelen af de kalamiteter der udspiller sig i det shitshow vi aktuelt kalder for USA. Jeg har ikke mental båndbredde til at skulle tage mig af at narkopåvirkede falskmøntnere dør i psykotiske betjentes varetægt et sted i USA. Det er fint hvis du har. Indtil da vil jeg koncentrere mig om at prøve på at undgå at dø af stress i den tilværelse jeg selv forsøger at holde sammen på.

Legitimation vs identifikation

Det meste af denne blog er på engelsk. Jeg arbejder i et internationalt felt. Men her kommer mit engelske lidt til kort – i hvert fald på skrift.

Vi har et problem med CPR-numre. Og det skyldes en grundlæggende misforståelse.

CPR-nummeret er den unikke identifikation af en person i Danmark. De ti cifre der er knyttet til mig, identificerer mig. Når vi taler om en person med CPR-nummeret 123456-7890, er der en og kun en person der kan være tale om.

Vi ved også at det er en person født i den ukendte måned 34 og at vedkommende er født med en biologi der gør vedkommende til en “hun”.

Så når jeg går ind i en forretning, og indgår en låneaftale, hvoraf det fremgår at CPR-nummeret på låntager er 123456-7890 – så er det entydigt identificeret, at det er denne meget fiktive person der hæfter for pengene.

Betyder det så at jeg, den person der stod i forretningen, var denne person?

Nej. Jeg kan have stjålet et sygesikringsbevis. Jeg kan for så vidt have produceret det selv. Det er ikke så svært. I de mest grelle eksempler, har låntager slet ikke fremvist noget som helst, men bare sagt CPR-nummeret. Hvis jeg ikke har fremvist legitimation på at jeg er den person der er identificeret med det CPR-nummer – så er der ingen garanti for at jeg faktisk er den person.

Problemet opstår fordi folk ikke kan finde ud af at skelne mellem netop identifikation og legitimation. CPR-nummeret bliver betragtet som en hemmelig kode. Hvis man kan oplyse det, så må man være den person. Men det er ikke spor hemmeligt. Det står på dit sygesikringsbevis. Det gemmer sig i stregkoden. De første seks cifre oplyser du gladeligt til hvem som helst. Det sidste ciffer kan, for 99,4% af befolkningen, begrænses til at være et af fem.

Du tror det er hemmeligt, og at hvis du kan oplyse det, så kan der ikke være tvivl om at det faktisk er dig. Udbydere af kviklån lader som om det er hemmeligt, og at de har fat i den rigtige person hvis de får det oplyst. Jeg er helt sikker på at de godt er klar over problemstillingen, men bare er ligeglade. Alle lader som om at man kan bruge CPR-nummeret til at legitimere sig. Og fordi vi lader som om man kan det, får man problemer med identitetstyveri når folk kan optage forbrugslån ved blot at oplyse et CPR-nummer. Og folk går i panik over at deres CPR-nummer offentliggøres.

Vi burde offentliggøre alle CPR-numre. Så ville det forhåbentlig stå klart for alle at CPR-nummeret ikke legitimerer noget som helst.

Working from home – it’s not all bad

As a follow up to the previous post.

Yes, a sub-optimal meeting culture does not automatically become optimal because it goes online.

But! This corona/covid-19/chinese flu crisis amplifies stuff. The racial problems in the US becomes more pronounced. The problems with the british class system are suddenly visible even from across the north sea. The challenges workers in precarious posions in a global economy faces are enlarged.

And the problematic elements in a meeting culture becomes large enough, that something might actually be done about them!