For lige arbejde. Det giver nogle svære spørgsmål, som nogen bør forsøge at svare på.

Hvorfor får en vært på X-Factor ikke den samme løn som en af dommerne?

Hvorfor får en kvindelig vært på X-Factor ikke den samme løn som en mandlig dommer samme sted?

Hvorfor får en specialkonsulent ansat på en kulturministeriel institution ikke det samme i løn som en kulturminister?

Og gør det en forskel hvis det er en mandlig specialkonsulent og en kvindelig minister?

Hvorfor får en kvindelig landsholdsspiller ikke den samme løn som en mandlig landsholdsspiller?

Hvorfor får en mandlig landsholdsspiller ikke den samme andel af sponsorindtægterne som en kvindelig landsholdsspiller?

Og hvorfor koster billetten til et seks-timers arrangement med Kandis 300 kr, når en to-timers koncert med Erasure koster 400 kr?

Det betød meget for mig at se Daniel fra Matador. Eller måske ikke meget. Men i hvert fald noget. Han var jo homoseksuel. Jeg var ikke i stand til at sætte ord på hvad det var han gjorde. Men han repræsenterede mig. På skærmen. Det var også skræmmende, for han blev afvist af sin far, og hans kæreste foretrak hans søster.

Det er repræsentation. Og det er vigtigt. Og når folk klager over at der er for få afro-danskere i danske tv-serier, så er det (blandt andet) fordi de efterspørger repræsentation. Og det kan jeg da godt forstå at de gør.

Nu er jeg godt nok hvid, cis-kønnet, midaldrende og mand. Jeg er endda “straight-acting” eller “-passing” eller hvad det nu hedder. Og jeg tilhører derfor den befolkningsgruppe er ikke har lov at mene noget som helst om noget som helst, fordi alle verdens uretfærdigheder, overalt, nogensinde, er min skyld.

Men. Der er et andet element. Der er også repræsentativitet. Teaterstykket “Educating Rita”, der er filmatiseret med samme navn, har to roller.

Ville det være cool hvis bøsser var repræsenteret på scenen? Ja! Vil det være repræsentativt hvis de er det? Nej.

Hvis vi 100 gange tager 2 tilfældige mænd fra den danske befolkning, så vil der 4 ud af 5 gange være to heteroer. Faktisk lidt oftere. 18% af gangene vil der være en bøsse og en heteromand. Og 1 gang ud af de 100 vil der være to bøsser.

Hvis der, hver evigt eneste gang man har to mænd stående på en scene. Eller foran et kamera. Eller i andre sammenhænge. Hver gang. Er en af dem der er bøsse. Så er der noget galt. Så er det ikke repræsentativt. Jeg følger mig måske repræsenteret. Men resten af befolkningen kan måske med rimelighed føle at det det, det passer ikke med virkeligheden. De kan nok med en vis ret opleve at der bliver proppet noget ned i halsen på dem (pun intended), som ikke har forbindelse med realiteter.

Så begynder vi at trænge os på hvor det ikke falder naturligt. Og så skaber vi modvilje.

Og det samme med folk af anden etnisk herkomst end dansk. Altså så anden etnisk herkomst at man kan se at de er det. Det hører jeg også at vi skal have mere af i tv og andre steder.

For er det ikke besynderligt at en gruppe på 7 personer slet ikke har en eneste person af anden etnisk herkomst?

Det kommer meget an på hvordan man tror fordelingen af etnicitet er i eksempelvis Danmark.

Lad os prøve det igen.

I Danmark er der 5.015.594 personer med dansk oprindelse. Der er 258.158 indvandrere og 32.750 efterkommere, fra vestlige lande. Fra ikke-vestlige lande er der 356.195 indvandrere og 160.066 efterkommere. Eller det var der 1. januar 2020.

Nu er det svært at sige hvor mange af dem der synligt er af anden etnisk herkomst. Vestlige lande omfatter USA, og der er jo en del der er knap så rødhårede som danskere. Blandt de ikke-vestlige lande finder vi Ukraine, der ikke i udpræget grad er specielt farvede.

Men lad os for at gøre regnestykket enklere, antage at hvis man er indvandrer eller efterkommer fra et ikke-vestligt land, så har man en kulør der gør at man giver point på diversitetsskalaen.

Det var 7 personer, tilfældigt udvalgt fra den danske befolking.

51% af gangene er der kun fejlfarver i gruppen. 37% af gangene er der en enkelt (men altså kun en!) med anden etnisk baggrund i gruppen. 88% af gangene er der altså højest én. Og hvis du vil have 2, må du besinde dig på at det kun er 10% af gangene det sker.

Hvis du, hver eneste gang, beklager dig over at der ikke er en afro-dansker i bestyrelsen, så vil der være mange der bliver træt. For du beder om repræsentation. Ud over hvad der er repræsentativt.

Vi må endelig ikke udskamme folk fordi de ikke holder afstand i supermarkederne. Eller fordi de ikke bærer maske i den kollektive trafik. Eller fordi de samles for mange på havnefronten og drikker øl. Eller deltager i store fester andre steder. Eller fordi 500 mennesker forsamles til begravelsen af et bandemedlem.

Endelig ikke udskamme. Det er ikke pænt. Og folk bryder sig ikke om at blive udskammet.

Men vi skal udskamme dem. Regler er nogen vi vedtager fordi folk ikke gør det af sig selv. Hvis den danske befolkning kollektivt, allesammen, var begyndt at gå med mundbind når de kørte med metro, så var der ingen grund til at indføre regler om det. Hvis man helt naturligt i hele landet konkluderede at “den der fest – selvom den er vigtig for os – den bliver vi sgu nok nødt til at aflyse”. Så var der ingen grund til at indføre reglen.

Regler har dog en udfordring. Hvis ikke reglerne håndhæves, så kan man lige så godt lade være med at indføre dem. Udskamning af folk der ikke følger reglerne, er håndhævelse af reglerne. Når jeg kigger skævt til dig fordi du ikke har maske på når du kører i bus til et arrangement med utroligt mange deltagere mens du hoster på alle omkringstående. Så er jeg med til at håndhæve reglen. Ikke specielt aggressivt. Ikke specielt effektivt. Men skam er noget vi føler fordi vi har gjort noget vi godt ved at vi ikke burde have gjort. Og udskamning er en af de mekanismer dine omgivelser bruger til at få signaleret overfor dig at du gør noget, som du burde vide at du ikke skulle have gjort. Folk bryder sig ikke om at blive udskammet, fordi skam er en ubehagelig følelse. Og det er netop pointen. Du skal sgu føle skam når du ikke bidrager til at undgå at en relativt ukendt, men ret smitsom sygdom spredes. Og selvom den ikke er specielt dødelig for de fleste, så har den konsekvenser og senfølger som vi ikke har styr på endnu.

At du ikke bryder dig om at jeg påfører dig skam fordi du gambler med mit og min families helbred er helt fint. Det er det der er meningen. Og det er et eller andet sted bedre hvis det civile samfund kan håndtere det selv end at vi skal have politiet til at rende rundt og dele bøder ud.

 

Grønlænderne bryder sig ikke om at blive kaldt eskimoer, så isen Kæmpe-Eskimo skulle skifte navn.

Fair nok. En tidligere landsstyreformand udtalte godt nok at han var stolt af at blive betegnet med E-ordet. Men vi skal naturligvis ikke gå rundt og kalde folk for noget de ikke bryder sig om at blive kaldt. Det er bare almindelig høflighed. Sebastian Dorset er derfor også i sin gode ret til ikke at blive kaldt for cis-mand. Det bryder han sig nemlig ikke om.

Men rygtet gik. På samme måde som man på alle sprog har betegnelser for folkslag der ikke er identiske med hvad folkeslaget selv kalder sig (ordet “franskmand” evt “franskperson” findes eksempelvis ikke på fransk).

Så grønlænderne har naturligvis også en betegnelse for danskere. Og den er ikke “danskere”.

Den er “qallunaat“. Eller, direkte oversat – “dem med store øjenbryn”.

 

Det er meget enkelt. Hvis folk ikke vil kaldes eskimo, men grønlænder. Så kalder man dem grønlænder.

Men hvem bestemmer om vi skal bruge ordet eskimo eller grønlænder? Hvem er det der taler på vegne af alle eski… undskyld, grønlænd… inuitterne? Hvordan afgør jeg som almindeligt høfligt menneske hvilken repræsentant for gruppen der har mest ret til at bestemme hvilket ord der bør bruges?

Det er nok lettere bare at kalde folk for mennesker fra steder.

Lad os tage to grupper af individer, C og D. Der er 100 individer i hver gruppe.

Individer i gruppen C indbetaler hvert år, i 30 år 100 kr på en konto.

Det gør individer i gruppen D også.

Efter 30 år har hvert individ i hver gruppe 3000 kr stående på kontoen. Banker giver nemlig ikke rente.

Og hver gruppe har 300.000 kr stående tilsammen.

Nu skal de så have pengene udbetalt.

Det får de i rater. I gennemsnit får individer i gruppe C udbetalt penge hvert år i 6 år. Nogen får i 20 år. Nogen får kun i to. Men i gennemsnit får de i 6 år, og fordi de får fra samme pulje, gør det ikke nogen forskel. Hvert individ i gruppe C vil derfor få 500 kr udbetalt hvert år.

For gruppe D gør det samme sig gældende. Nogen får i 20 år. Nogen får kun i to. Men de får fra samme pulje, så det interessante er gennemsnittet af hvor mange år de får penge udbetalt.

Det gør de i gennemsnit i 10 år. Det betyder at de hver især vil få udbetalt 300 kr om året. Det er jo en del mindre end gruppe C. Men i gennemsnit vil de over tid får udbetalt det samme, nemlig 3.000 kr. ialt.

Men den der forskel på 200 kr. om året. Det er jo ikke godt. Den må vi have udlignet. Nu samler vi alle pengene i samme pulje. Så er der 200 individer og 600.000 kr. Og 100 af de 200 individer vil få penge i 10 år, og de andre 100 kun i seks år.

Nu vil hvert individ så få udbetalt 375 kr om året. 100 af dem får det i 10 år (100*10*375 = 375.000) Og 100 af dem får det i 6 år (100*6*375 = 225.000). Det samme beløb (375.000 + 225.000 = 600.000) udbetales.

Individer i gruppe C, og husk, det er gennemsnit vi taler om her, får i de gennemsnitligt 6 år udbetalt i alt 2.250 kr. Og individer i gruppe D får i deres gennemsnitligt 10 år udbetalt ialt 3.750 kr. Et individ i gruppe C overfører dermed, for en gennemsnitsbetragtning, 750 kr, eller 7½ års indbetalinger til gruppe D, og får dermed – igen i gennemsnit – ikke alle sine penge udbetalt.

Looking at the people claiming to be on the right side of history, I often think it might be better to be on the left side instead.

“Every record has been destroyed or falsified, every book has been rewritten…every statue and street and building has been renamed, every date has altered. And that process is continuing day by day and minute by minute. History has stopped.”

Så jeg har bestilt Borte med Blæsten på fysisk medie.

Når nu vi skulle lade alle vores forskellige medier gå i sort i sympati med Black Lives Matter?

Bortset fra de der i dage efter blev shamet for at have gjort det?

Det er den ikke fordi siden ikke er i USA.

Fordi skribenten ikke er amerikaner.

Fordi Danmark ikke er en delstat i USA.

Så jeg forbeholder mig ret til at ignorere størstedelen af de kalamiteter der udspiller sig i det shitshow vi aktuelt kalder for USA. Jeg har ikke mental båndbredde til at skulle tage mig af at narkopåvirkede falskmøntnere dør i psykotiske betjentes varetægt et sted i USA. Det er fint hvis du har. Indtil da vil jeg koncentrere mig om at prøve på at undgå at dø af stress i den tilværelse jeg selv forsøger at holde sammen på.

Bare fordi jeg har brug for at gemme det her link. For det er fantastisk.

The Museum of Ridiculously Interesting Things.

Ord kan ikke beskrive det.

Her er der eksempelvis en samling af fugle i små sweatere. Det bliver kun mærkeligere derfra…