Det er mit indtryk at mange af tidens politiske debatter – i hvert fald på den identitetspolitiske front – handler om folks neuroser og tvangstanker.

Er resten af befolkningen forpligtet til at indrette sig efter din OCD og for tid og evighed spritte alle dørhåndtag af en gang om dagen?

Og har resten af befolkningen lov til at fortælle dig at det gør du da bare, men du må ikke forvente at vi tager dig seriøst?

Det kan meget vel være at du mener at det er et voldeligt overgreb at fortælle dig at der altså eksisterer biologiske køn, som vi endnu ikke er i stand til at ændre på. Men det giver dig ikke ret til at forvente at resten af verden indretter sig efter det.

Og du skal også være så velkommen til at mene at årsagen til at Danmark gik hen og blev er rigt samfund i slutningen af 1700-tallet var slavehandel. Men når du insisterer på at resten af verden skal give dig ret i det synspunkt i stedet for at ryste på hovedet af dig – så insisterer du på at dine neuroser og tvangstanker skal være styrende for den offentlige debat. Og vi andre ryster altså opgivende på hovedet af dig. Ikke fordi vi er racister. Men fordi det er et etableret faktum at den danske slavehandel var så stor en underskudsforretning at det var den egentlige årsag til at den blev opgivet. Og at rigdommen kom dels fra modernisering og effektivisering af landbruget. Dels fra de slavelignende forhold hvide fæstebønder levede under.

Jeg finder det ganske særligt stressende at skulle rydde op efter andre. Altså ikke det med at samle sokker ens partner har smidt på gulvet op. Selvom det er beslægtet.

Nej, de problemer der opstår i arbejdslivet. Eller foreningslivet. Eller bare i livet. Problemer der skal løses. Af mig. Men de problemer, der grundlæggende skyldes, at andre ikke har passet deres arbejde.

Den slags problemer, hvor man tænker “jeg kunne lige så godt have gjort det her selv fra start af”. For det er normalt lettere at gøre det rigtigt første gang, end at skulle korrigere efterfølgende. Og så står man der. Nogen skulle have gjort noget. Jeg har måske endda advaret om at hvis man gjorde A, i stedet for B, ville det give problemer. Men valget faldt alligevel på A. Og nu er tingene ved at brænde sammen, og af årsager der ikke står helt klart, er det mit ansvar at rydde op i problemet, og gøre B i stedet. De der skabte problemet er væk. Eller mener ikke at det er deres opgave at gøre noget ved det.

Og kunne jeg så ikke bare have gjort B i stedet for A fra start? Overtaget opgaven, og løst den rigtigt? Joda. Men jeg skulle også passe de opgaver jeg selv havde påtaget mig. Og hvis jeg havde løst opgaven for kollegaen, havde han formentlig løst en anden opgave forkert. Med det resultat, at jeg ikke skal rydde op efter den ekstraopgave jeg påtog mig. Men i stedet efter den opgave som kollegaen nu fik tid til at løse på en måde der gav mig ekstra arbejde et halvt år efter.

Suk.

Jeg hører ofte at ord skaber virkelighed. Jeg har især hørt det i mit lille parti, hvor folketingsmedlemmerne i en periode var meget glade for udtrykket. De brugte det gerne i udlændingedebatten. Når vi siger “du er ikke dansk” til en knægt i Vollsmose. Så skaber vi en virkelighed hvor han netop ikke er der. Og så bør vi ikke blive overrasket over at han føler en vis modvilje mod samfundet.

Så denne socialkonstruktivistiske tilgang til sproget giver en vis mening.

Men ofte går ting mere end en vej. Sproget skaber virkeligheden. Men virkeligheden skaber også sproget. Ghettoen bliver ikke kun ghetto fordi vi kalder den for ghetto. Den bliver også kaldt for ghetto fordi den er ghetto.

Det er derfor resultatet bliver det samme når vi laver om på ordene. Vi kalder ikke længere folk for idioter (eller, det gør vi bare ikke i den betydning), åndssvag, debil, evnesvag, psykisk udviklingshæmmet, mentalt retarderet, udviklingsforstyrret eller kognitivt handicappet. Nu kalder vi det for folk med med udviklingshandicap. Og hver gang vi har skiftet ordet, har det været fordi det foregående havde negative konnotationer. Derfor valgte vi at bruge et nyt ord, der lød pænere. Kort efter viste det sig at det nye ord søreme havde fået en negativ betydning, og så kunne vi skifte det igen. Det er selvfølgelig fordi ordet, uanset hvor pænt det lyder, hurtigt tager betydning af det det egentlig beskriver. Og det at have et udviklingshandicap er der altså bare ikke super meget positivt at sige om.

Samtidig får vi ofte gjort os selv ufrivilligt til grin. Som da man begyndte at tale om at indvandringen til Danmark, særligt fra Nordafrika og mellemøsten, berigede den danske kultur. Nu er der ingen tvivl om hvad folk mener når de gætter på at det er en “kulturberiger” der har begået en forbrydelse. Der er heller ingen tvivl om at det er en sarkastisk hån af de pæne mennesker der først fandt på udtrykket.

I ekstremen forsøger vi endda at bruge sproget for at få virkeligheden til at være noget den ikke er. Så bryder sproget sammen: Vi kan kalde en hane for en høne ligeså tosset vi vil. Det kommer den ikke til at lægge æg af.

En lille samling af links til musik som er upassende. Noget af det er udsat for censur.

Fairy tale of New York af The Pogues. Upassende fordi nogle personer der ikke taler pænt til hinanden ikke taler pænt til hinanden (hun kalder ham for “faggot”). Det er jo vældig upassende. Af en eller anden årsag er det ikke upassende at hun håber at denne jul bliver hans sidste – altså at han dør. Helt ok åbenbart…

Baby it’s cold outside. Indspillet af rigtig mange. Upassende fordi den mandlige sanger i duetten forsøger at overtale den kvindelige sanger til at blive. Her er et helt essay om hvorfor det er noget vås.

Når du læser det her er den orange mand forhåbentlig stemt ud af det hvide hus. Med en smal margen.

Og det var jo ikke så godt. Alle havde forventet at det ville være en jordskredssejr til Biden. Hvem var så de onde mennesker der stemte på Trump denne gang? De har jo set hvor håbløs han var.

Enter exit-polls. Lad os tage den her. Den er fra CNN. Så konspirationsteoretikerne vil sikkert afvise den. Jeg synes nu den virker ret pålidelig.

Den sammenligner støtten til Trump i 2016 med 2020. Der er selvfølgelig en forskel. I 2016 var han oppe mod Clinton, i 2020 mod Biden. Og så deler den ændringen i støtte op på forskellige demografiske parametre. Og det giver os grundlæggende mulighed for at se hvem det er der har skiftet mening i løbet af de fire år. Et eller andet sted hvem det var der sørgede for at vi slap for den orange mand.

Lad os se på tingene parameter for parameter. Tag et kig på siden, og følg med her.

Alder. Blandt de 18-29 årige falder støtten til Trump med 8 %-point fra 2016 til 2020. Blandt de 30-44 årige stiger stiger hans støtte med 3 %-point. Og for de 45-64 årige falder han med 9 %-point. Endelig taber Trump 4 %-point blandt de vælgere der er ældre end 65 år.

Med andre ord, det er de midaldrende vælgere der primært trækker deres støtte fra Trump. Det er de midaldrende vælgere mellem 45 og 64 år, der redder os fra Trump.

Kan vi komme det nærmere? Køn. Og beklager, i denne opgørelse er der kun de to køn der også findes i virkeligheden. Blandt kvinder var Trump 13 %-point bag Biden. Men han var også 13 %-point bag Clinton. Det er ikke kvinder der har flyttet deres stemmer og smidt ham på porten. Så hvem var det? Jo, det var mændene. Blandt dem klarede han sig 11 %-point bedre end Clinton i 2016. Og kun 1 %-point bedre end Biden. Det var mændene der flyttede stemmerne. Og det var de flyttede stemmer der smed ham på porten.

Delkonklusion? Det var midaldrende mænd der lærte af de sidste fire år, og skaffede os af med Trump.

 

Jeg gider nok ikke høre podcasten, aktuelt har jeg ca. 1000 podcastafsnit i køen.

Men vores boligminister har en pointe:

“Da jeg voksede op, gik vi i bad om aftenen, fordi man var beskidt.” siger han. Journalisten fortsætter. “I dag går han og hans familie i bad om morgenen, fordi de har sovet”.

Vi er virkelig kommet langt væk fra reelt fysisk arbejde…

 

En god kollega er ham der læser manualen så de kolleger der ikke gider kan slippe.

Heraf følger, at en dårlig kollega er en der selv læser manualen i stedet for bede andre om det.

Det er egentlig meget sjovt.

Folk på den ydre venstrefløj synes det er evigt morsomt når jeg udtaler at årsagen til at jeg ikke er kristen ikke skyldes de dele af bibelen jeg ikke forstår. Men netop de dele af den jeg forstår.

Pudsigt nok er de af den faste overbevisning, at årsagen til at jeg ikke er socialist er at jeg ikke forstår Marx….

Når hun bare er sej.

Og man kan se det i audiencevurderingerne på Rotten Tomatoes.

Alienfilmene er seje. Fordi en del af konceptet er, at der er en hovedperson der er sej. Hun er i øvrigt kvinde. 94% audience score på RT.

Kill Bill er sej. Fordi en del af konceptet er, at der er en hovedperson der er sej. Hun er i øvrigt kvinde. 81%

Captain Marvel er ikke sej. Fordi en del af konceptet er at det er en særlig pointe at kvinder er seje. 48%

Film hvor konceptet er: “Kvinder er superseje, elsk denne film eller du er et svin” sælger ringe.

Film hvor konceptet er: “Supersej hovedperson. Det er i øvrigt en kvinde, men se lige de special effects”. De sælger godt.

Det er ikke så svært.

 

Den britiske filosof Bertrand Russell formulerede en analogi. Den skulle illustrere hvor det er bevisbyrden ligger. Og den ligger hos de der fremsætter u-falsificerbare påstande. De der ikke fremsætter den slags – har ikke pligt til at modbevise påstanden. Man kan som sædvanlig læse mere på wikipedia.

Analogien er: Hvis jeg påstår, at der et sted mellem jorden og Mars, befinder sig en tepotte (Russell specificerer at den skal være af porcelæn, men det er næppe vigtigt), i en elliptisk bane om solen. Og jeg er omhyggelig og tilføjer at den er for lille til at kunne ses med selv vores kraftigste teleskoper. Så er der ikke nogen der kan modbevise den påstand.

Hvis jeg så fortsætter med at hævde, at eftersom du ikke kan modbevise eksistensen af denne tepotte, er det overmod at forsøge at betvivle dens eksistens. Så vil alle omkring mig, med rette, mene at jeg vrøvler.

Han fortsætter med at bemærke, at hvis der står i bøger at den eksisterer, og man gennem mange år har forkyndt dens eksistens hver søndag, og lært børn at den eksisterer. Så bliver man alligevel betragtet som excentriker hvis man stiller spørgsmål ved tepottens eksistens.

Hans pointe er grundlæggende, at det dog er besynderligt at vi, baseret på hvad nogen har skrevet i bøger, og prædiket gennem mange, vælger at stole på ting der er lige så u-beviselige som en tepotte.

Det er sikkert en ufuldstændig og upræcis beskrivelse af analogien jeg giver her. Så læs gerne selv op på den.

Blot vil jeg forsigtigt hævde, at selvom nogen i en bog har skrevet at der eksisterer noget der er usynligt, og som ingen er bevidste om. Så udgør det ikke et bevis for eksistensen af denne usynlige og ubevidste ting. Det kunne eksempelvis være “strukturer”.