Hvorfor kan boomers ikke lide triggerwarnings? Det ved jeg ikke. Men jeg har et bud på hvorfor generation X ikke kan.

Læs denne historie om “Parental Advisory“.

Godt.

Har du læst den? Kan du nu gætte hvorfor vi er en del gen-x’ere der er lidt lorne ved triggerwarnings?

Kunne det have noget at gøre med, at vi er vokset op i en verden hvor der var mennesker omkring os, der mente at de var mere rene, dydige og moralske end os, og derfor mente sig i deres gode ret til at regulere hvad vi måtte sige, synge, læse, se og lytte til?

Og nu, snart fyrre år senere, er der igen nogen der mener at de er mere rene, dydige og moralske end os, og derfor vil regulere hvad vi må sige, synge, læse, se og lytte til. Og endda har udvidet det til også at omfatte hvad vi må mene. Og, ganske som i 1985, mener at vi er dårlige mennesker hvis vi ikke retter ind efter deres moralske standarder.

Pis af med jer Zoomers, I er ikke en skid bedre end 80’ernes kristne konservative.

Nogen skrev et fødselsdagsportræt. Det blev nogen sure over. Så var der nogen der undskyldte. Og så blev Leny sur..

Man kan mene meget om det. Både for og imod. Men Leny sammenfatter fint tendensen:

“Problemet er ikke fødselsdagsportrættet. Det er, at nyfeminister ikke tåler dissens. De sidestiller fejlagtigt kritik – eller blot fraværet af hyldest – med kvindehad. De er narcissistisk optaget af deres egne følelser og ophæver dem som det naturligste til at være symptom på et samfundsproblem.”

Det er selvfølgelig ikke noget jeg selv mener. Det tør jeg ikke. Men Leny er kvinde, så jeg tør heller ikke andet end at give hende ret, og hylde hendes synspunkter. alt andet vil være sexistisk.

Det fænomen at man foretrækker repræsentanter for ens egen gruppe. Og favoriserer dem relativt til repræsentanter udenfor gruppen.

Ideen om patriarkatet bygger på at mænd favoriserer mænd, for at holde kvinder ude/nede.

Denne artikel har undersøgt det.

TL;DR: Kvinder udviser mere in-group bias end mænd. Mænd har en tilbøjelighed til at favorisere kvinder frem for andre mænd.

 

Og det er ikke sarkastisk ment. Det er veldokumenteret. De er stressede. De har angst – måske ikke helt i klinisk forstand, men de er i hvert fald nervøse. Deres selvværd halter og de kæmper med skam.

Der er nok mange årsager. Men en jeg overhørte en kollega tale om “de unge mennesker”, der bekymrer sig meget. De bekymrer sig om hvordan de skal omtale køn og etnicitet – og resten af emnerne på den identitetspolitiske dagsorden.

Jeg har et bud på hvad i hvert fald noget af deres stress, angst, manglende selvværd og skam kan skyldes.

Kognitiv dissonans.

Det er det vi oplever, når vi har, eller bliver presset til, at indtage to modstridende holdninger. Eller når man handler i modstrid til ens holdninger.

Det udløser ubehag. Det er korreleret med stress, angst og skam.

Hvordan opstår det så?

Lad os bare tage en enkel facet af identitetspolitikken. Køn.

Mennesker er placentale pattedyr. Kønnet formering opstod for ca. 2 milliarder år. Og der er ingen eksempler i dyreriget hvor der er mere end to køn involveret i reproduktionen.

De to køn er han og hun. Der er kun en måde at lave et nyt pattedyr, og det er lade en han- og en hun-udgave af det pågældende pattedyr parre sig. Og derefter vente på at hunnen føder ungen. Der er ingen eksempler på at der tre køn involveret i reproduktionen. Og der er ingen eksempler på at et han-pattedyr har skiftet køn fra han til hun, eller omvendt. Nej, hyæner skifter ikke køn, det er en myte.

Det gælder alle pattedyr. Bare ikke mennesker, for hvis man holder fast i at det også gælder for mennesker, er man et meget dårligt menneske™.

Men mennesker er kodet til at formere sig. Vi har en dyb intuitiv forståelse af at der er to slags mennesker, og at hvis vi vil have flere mennesker, er det nødvendigt at disse to forskellige slags mennesker parrer sig. Ganske som hvis man vil have flere kaniner.

Når nu man så skal være et godt menneske™, så skal man med overbevisning i stemmen sige, at man selvfølgelig tror på at mænd kan blive til kvinder. Og omvendt. Og at der er 72 (i skrivende stund) køn. Og at det ikke bare er sociale køn. Det er strengt forbudt at antyde at der er en biologisk virkelighed.

Men der er jo en biologisk virkelighed. Og den mærker man. Måske specielt som teenager, hvor biologien og forskellene på de to køn for alvor bliver både tydelig, påtrængende og interessant.

Det fører til en kognitiv dissonans. Man ved godt at der er en biologisk virkelighed. Man mærker den. Den føles tydelig når noget lige pludselig får en anden konsistens når en hun er i nærheden. Eller noget andet bliver fugtigt.

Men samtidig skal man signalere at man mener at den virkelighed ikke findes. Og man er klar over, at ens peers, vil udstøde en socialt hvis man kommer til at anerkende virkeligheden. En virkelighed der ikke kun er en holdning, men en påtrængende og meget virkelig fysisk virkelighed.

Og så bliver man stresset, angst og føler skam.

 

Mere præcist, så højrøvet at hun kan skide i en tagrende?

Nej, det er det nok ikke. Og det finder han nok også ud af en dag.

Og har jeg endnu et datapunkt til mig “mænd der erklærer sig som feminister har et eller andet de kompenserer for” studium.

For the record.

Den time jeg skal bruge på at sidde og drikke kaffe med en kollega for at opfylde hendes behov for hygge på arbejdspladsen.

Det er den time jeg skal bruge ekstra i eftermiddag, for at nå det jeg får løn for at nå inden i morgen.

Det er også den time der går fra min familie, mine venner, mine private interesser. Og mit liv. Fordi du går på arbejde for at være social med dine kolleger.

 

Den der følelse man får når ens team bliver bebrejdet at dets medlemmer ikke er tilstrækkeligt sociale med de øvrige kolleger.

Og en af os derfor skriver ud til alle de øvrige kolleger og inviterer dem til at komme forbi fordi vi har kaffe på kanden. For en halv time siden…

“Feminisme handler bare om ligestilling. Hvis du går ind for at kønnene skal behandles lige, ja så er du feminist”. Det er i hvert fald hvad mange mænd får at vide. Og det vrider de sig lidt over.

Hvorfor gør de det? Det gør de måske, nogle af dem, fordi de bemærker at de selverklærede feminister ikke sådan rigtig går ind for at kønnene skal behandles lige. I hvert fald ikke specielt konsistent. Det er som om at der er nogen situationer hvor der er uligestilling mellem kønnene, der er vigtigere end andre.

Hvorfor er det direktørstillinger der skal være ligestilling på, og ikke stillinger som skraldemand?

Hvorfor er det et ligestillingsproblem at der kun er 17% kvinder på KUs datalogstudie, mens det ikke er et ligestillingsproblem at der kun er 11% mænd på dyrlægestudiet? Det første udløser særlige programmer og ekstra bevillinger for at gøre noget ved det.

Det er her den naive mand, for det er typisk en mand der er naiv på det punkt, tænker “Jamen det er jo også et ligestillingsproblem. Kønnene er ikke lige her, og når nu feminisme bare er det samme som ligestilling, så skulle man jo forvente at feministerne gjorde noget ved problemet”.

Men sådan er det ikke. Og her er en model der kan bruges til at forklare forskellen:

På datalogi, et fag med status, prestige og penge, har kvinder ikke halvdelen af denne status, prestige og indtægtspotentiale. Og det er et problem.

På veterinærmedicin, et fag med status, prestige og penge, har kvinder allerede halvdelen (og en del mere) af denne status, prestige og indtægtspotentiale. Og derfor er der ikke et problem.

Og kloakbranchen er et fag uden status, prestige og penge. Og derfor er det ikke et problem at kvinder ikke har halvdelen af den – for der er ikke noget.

Denne teori kan bruges til at forudsige om en kønsubalance i en given sammenhæng er et problem.

Er der prestige i et eller andet, og har kvinder mindre end halvdelen af den, så er det et problem.

Er der prestige i et eller andet, og har kvinder allerede mere end halvdelen af den, så er det ikke et problem.

Er der ikke prestige i et eller andet, er det ligegyldigt om kvinder har andel i det. Og så er det ikke et problem.

Det er fuldstændigt parallelt til opgørelsen af World Economic Forums ligestillingsindex. 100% kvindelige magthavere: Fuld ligestilling. 100% mandlige magthavere: Total uligestilling.

“Solipsism cosplaying as political philosophy”.

Ikke min opfindelse – planket fra twitterbrugeren @ETTD18. Som svar til en anden twitterbruger, der kunne fortælle at han havde en bekendt hvis hustru identificerede sig som født i en anden måned end hun faktisk var, fordi den måned lissom passede bedre til hendes indre identitet.

Solipsisme er den metafysiske hypotese at ens eget jeg er det eneste eksisterende. I følge Wikipedia den filosofiske opfattelse af virkeligheden, at verden kun opfattes af en enkelt person (MIG-MIG-MIG!) og hvor eksistensen af andre bevidstheder ikke alene betvivles, men aktivt benægtes.

Med andre ord, jeg mener “A”. Det er muligvis i modstrid med virkeligheden, men det er lissom bare din opfattelse, og den benægter jeg. Faktisk er du et A-fobisk røvhul fordi du ikke validerer min opfattelse af virkeligheden, bare fordi det ikke passer.

Det er ikke fordi jeg selv er supertræt af hende. Det er dejligt med unge der brænder for noget.

Men jeg kan konstatere at en del lidt ældre (>30) mænd bliver meget trætte af hende. Hvorfor dog det?

Jeg har en mistanke om at trætheden handler om at vi har mødt mange som hende. I skolen, under uddannelser, i parforholdene. Ældre søstre.

Bedrevidende, nedladende i argumentationen, selvretfærdig. Hvis du ikke forstår det hun siger, så er det fordi du er dum. Hun har jo ret. Og hvis ikke du gør som hun siger, så dør baby. Eller kloden.

Og vi har mødt så mange af dem. Og de har jo ret. Vi skal have gjort noget ved klimaet. Men formen gør at vi føler os talt ned til. Og så bliver vi trætte. For vi har mødt den måde at argumentere på SÅ mange gange. Og vi orker det ikke. Måske netop vi ved de har ret.