Og det er ikke sarkastisk ment. Det er veldokumenteret. De er stressede. De har angst – måske ikke helt i klinisk forstand, men de er i hvert fald nervøse. Deres selvværd halter og de kæmper med skam.

Der er nok mange årsager. Men en jeg overhørte en kollega tale om “de unge mennesker”, der bekymrer sig meget. De bekymrer sig om hvordan de skal omtale køn og etnicitet – og resten af emnerne på den identitetspolitiske dagsorden.

Jeg har et bud på hvad i hvert fald noget af deres stress, angst, manglende selvværd og skam kan skyldes.

Kognitiv dissonans.

Det er det vi oplever, når vi har, eller bliver presset til, at indtage to modstridende holdninger. Eller når man handler i modstrid til ens holdninger.

Det udløser ubehag. Det er korreleret med stress, angst og skam.

Hvordan opstår det så?

Lad os bare tage en enkel facet af identitetspolitikken. Køn.

Mennesker er placentale pattedyr. Kønnet formering opstod for ca. 2 milliarder år. Og der er ingen eksempler i dyreriget hvor der er mere end to køn involveret i reproduktionen.

De to køn er han og hun. Der er kun en måde at lave et nyt pattedyr, og det er lade en han- og en hun-udgave af det pågældende pattedyr parre sig. Og derefter vente på at hunnen føder ungen. Der er ingen eksempler på at der tre køn involveret i reproduktionen. Og der er ingen eksempler på at et han-pattedyr har skiftet køn fra han til hun, eller omvendt. Nej, hyæner skifter ikke køn, det er en myte.

Det gælder alle pattedyr. Bare ikke mennesker, for hvis man holder fast i at det også gælder for mennesker, er man et meget dårligt menneske™.

Men mennesker er kodet til at formere sig. Vi har en dyb intuitiv forståelse af at der er to slags mennesker, og at hvis vi vil have flere mennesker, er det nødvendigt at disse to forskellige slags mennesker parrer sig. Ganske som hvis man vil have flere kaniner.

Når nu man så skal være et godt menneske™, så skal man med overbevisning i stemmen sige, at man selvfølgelig tror på at mænd kan blive til kvinder. Og omvendt. Og at der er 72 (i skrivende stund) køn. Og at det ikke bare er sociale køn. Det er strengt forbudt at antyde at der er en biologisk virkelighed.

Men der er jo en biologisk virkelighed. Og den mærker man. Måske specielt som teenager, hvor biologien og forskellene på de to køn for alvor bliver både tydelig, påtrængende og interessant.

Det fører til en kognitiv dissonans. Man ved godt at der er en biologisk virkelighed. Man mærker den. Den føles tydelig når noget lige pludselig får en anden konsistens når en hun er i nærheden. Eller noget andet bliver fugtigt.

Men samtidig skal man signalere at man mener at den virkelighed ikke findes. Og man er klar over, at ens peers, vil udstøde en socialt hvis man kommer til at anerkende virkeligheden. En virkelighed der ikke kun er en holdning, men en påtrængende og meget virkelig fysisk virkelighed.

Og så bliver man stresset, angst og føler skam.

 

Mere præcist, så højrøvet at hun kan skide i en tagrende?

Nej, det er det nok ikke. Og det finder han nok også ud af en dag.

Og har jeg endnu et datapunkt til mig “mænd der erklærer sig som feminister har et eller andet de kompenserer for” studium.

For the record.

Den time jeg skal bruge på at sidde og drikke kaffe med en kollega for at opfylde hendes behov for hygge på arbejdspladsen.

Det er den time jeg skal bruge ekstra i eftermiddag, for at nå det jeg får løn for at nå inden i morgen.

Det er også den time der går fra min familie, mine venner, mine private interesser. Og mit liv. Fordi du går på arbejde for at være social med dine kolleger.

 

Den der følelse man får når ens team bliver bebrejdet at dets medlemmer ikke er tilstrækkeligt sociale med de øvrige kolleger.

Og en af os derfor skriver ud til alle de øvrige kolleger og inviterer dem til at komme forbi fordi vi har kaffe på kanden. For en halv time siden…

“Feminisme handler bare om ligestilling. Hvis du går ind for at kønnene skal behandles lige, ja så er du feminist”. Det er i hvert fald hvad mange mænd får at vide. Og det vrider de sig lidt over.

Hvorfor gør de det? Det gør de måske, nogle af dem, fordi de bemærker at de selverklærede feminister ikke sådan rigtig går ind for at kønnene skal behandles lige. I hvert fald ikke specielt konsistent. Det er som om at der er nogen situationer hvor der er uligestilling mellem kønnene, der er vigtigere end andre.

Hvorfor er det direktørstillinger der skal være ligestilling på, og ikke stillinger som skraldemand?

Hvorfor er det et ligestillingsproblem at der kun er 17% kvinder på KUs datalogstudie, mens det ikke er et ligestillingsproblem at der kun er 11% mænd på dyrlægestudiet? Det første udløser særlige programmer og ekstra bevillinger for at gøre noget ved det.

Det er her den naive mand, for det er typisk en mand der er naiv på det punkt, tænker “Jamen det er jo også et ligestillingsproblem. Kønnene er ikke lige her, og når nu feminisme bare er det samme som ligestilling, så skulle man jo forvente at feministerne gjorde noget ved problemet”.

Men sådan er det ikke. Og her er en model der kan bruges til at forklare forskellen:

På datalogi, et fag med status, prestige og penge, har kvinder ikke halvdelen af denne status, prestige og indtægtspotentiale. Og det er et problem.

På veterinærmedicin, et fag med status, prestige og penge, har kvinder allerede halvdelen (og en del mere) af denne status, prestige og indtægtspotentiale. Og derfor er der ikke et problem.

Og kloakbranchen er et fag uden status, prestige og penge. Og derfor er det ikke et problem at kvinder ikke har halvdelen af den – for der er ikke noget.

Denne teori kan bruges til at forudsige om en kønsubalance i en given sammenhæng er et problem.

Er der prestige i et eller andet, og har kvinder mindre end halvdelen af den, så er det et problem.

Er der prestige i et eller andet, og har kvinder allerede mere end halvdelen af den, så er det ikke et problem.

Er der ikke prestige i et eller andet, er det ligegyldigt om kvinder har andel i det. Og så er det ikke et problem.

Det er fuldstændigt parallelt til opgørelsen af World Economic Forums ligestillingsindex. 100% kvindelige magthavere: Fuld ligestilling. 100% mandlige magthavere: Total uligestilling.

“Solipsism cosplaying as political philosophy”.

Ikke min opfindelse – planket fra twitterbrugeren @ETTD18. Som svar til en anden twitterbruger, der kunne fortælle at han havde en bekendt hvis hustru identificerede sig som født i en anden måned end hun faktisk var, fordi den måned lissom passede bedre til hendes indre identitet.

Solipsisme er den metafysiske hypotese at ens eget jeg er det eneste eksisterende. I følge Wikipedia den filosofiske opfattelse af virkeligheden, at verden kun opfattes af en enkelt person (MIG-MIG-MIG!) og hvor eksistensen af andre bevidstheder ikke alene betvivles, men aktivt benægtes.

Med andre ord, jeg mener “A”. Det er muligvis i modstrid med virkeligheden, men det er lissom bare din opfattelse, og den benægter jeg. Faktisk er du et A-fobisk røvhul fordi du ikke validerer min opfattelse af virkeligheden, bare fordi det ikke passer.

Det er ikke fordi jeg selv er supertræt af hende. Det er dejligt med unge der brænder for noget.

Men jeg kan konstatere at en del lidt ældre (>30) mænd bliver meget trætte af hende. Hvorfor dog det?

Jeg har en mistanke om at trætheden handler om at vi har mødt mange som hende. I skolen, under uddannelser, i parforholdene. Ældre søstre.

Bedrevidende, nedladende i argumentationen, selvretfærdig. Hvis du ikke forstår det hun siger, så er det fordi du er dum. Hun har jo ret. Og hvis ikke du gør som hun siger, så dør baby. Eller kloden.

Og vi har mødt så mange af dem. Og de har jo ret. Vi skal have gjort noget ved klimaet. Men formen gør at vi føler os talt ned til. Og så bliver vi trætte. For vi har mødt den måde at argumentere på SÅ mange gange. Og vi orker det ikke. Måske netop vi ved de har ret.

Steder at spise

Northbank. Det lidt moderne europæiske køkken. Og den eneste årsag til at vi gæstede dem var at de lå en spytklat fra hotellet. Udsigten mod Tate Modern og Millennium Bridge var selvfølgelig en attraktion i sig selv. Og maden fejlede bestemt ikke noget. Men – ja når nu man er i London… Så det vil være oplagt i stedet at gå på opdagelse i de forskellige etniske køkkener. Den koreanske diaspora i Danmark er ikke stor nok til at der er et fornuftigt udvalg af restauranter. Men i London hjælper det på det. Og det gælder for mange i en europæisk sammenhæng, eksotiske køkkener.

Netop en koreansk restaurant – der virkede ret autentisk – besøgte vi i 2020. Naru er navnet, og den ligger på 230 Shaftesbury Avenue. Det passede meget godt med besøget på British Museum, der ligger lige i nærheden. Tripadvisor er lidt blandet – jeg har en mistanke om at det måske er lige lovligt autentisk koreansk for mange. Det er, for en vestlig gane, et underligt køkken. Men vi var godt tilfredse.

England er den gamle kolonimagt over dem alle. Og juvelen i kronen var Indien. Så prioriter en indisk restaurant. Vi besøgte “The India“. Et hyggeligt sted nede i en kælder. Fremragende mad – men man sidder tæt. Det føltes ikke grænseoverskridende dengang. Det ville det nok i dag. Vi kom hjem uden at blive smittet med den kinesiske pest.

Vi har så ikke besøgt det endnu. Men “The Viktor Wynd Museum Of Curiosities, Fine Art & Natural History” skal nok på todolisten…

Vi elsker Prag. Hvis du ikke også gør det, så er det fordi du ikke har besøgt byen. Her er vores tips og tricks til byen.

Øl

Det var tjekkerne der opfandt pilsneren. Det er tæt på umuligt at finde dårlig øl i Prag. Og man kan ikke gå mange meter uden at finde et sted at få en øl. Så gør det!

Vi har særligt to steder vi er glade for.

U Černého Vola (Den sorte tyr). Hyggeligt lille sted. Hvor det engelske ordforråd er behersket, men voksende. Det ligger oppe på borghøjen, og er (desværre) blevet opdaget af turisterne. De lokale drikker der nu stadig, mens de skuler til dem.

Strahov kloster bryggeriet.

Min øl-nørdede kollega fortæller at u fleku – er godt. Jeg er skeptisk. Men besøg den sorte tyr! De lokale drikker der også, selvom der er en del turister.

Hvor skal man spise?

Der er absolut ikke mangel på steder der sælger “traditionel” tjekkisk mad til turister. Og det er i almindelighed godt og billigt. Men prøv i stedet at finde de små steder hvor tjekkerne selv spiser. Et tip er Malá Strana – på den lille side af floden – for foden af borgklippen. Der er flere gode steder der sidst vi var der ikke var voldsomt turistede.

Skal det være godt, har Prag et ret lille udvalg af Michelin restauranter. Bestil hjemmefra. En vi godt vil anbefale er Den Blå Ælling. Eller på tjekkisk, U Modré Kachincky. Den ligger på Nebovidská 6, i Praha 1. De har også en hjemmeside.

 

Souvenier

Hvad skal man have med hjem fra Prag? Ikke øl. Det er oplagt, men det er tungt. Så her er to ting jeg synes man skal have med hjem. Trælegetøj. Og krystal.

Tjekkiet har en stærk tradition for trælegetøj. Vi er onkler, og i den manual vi følger for den opgave, står der, at onkler bør give gaver som børnene holder mere af end deres forældre. Med andre ord, det skal larme! Og her er trælegetøj perfekt, for noget af det kan larme, der er ikke batterier der kan pilles ud for at få det til at holde op. Og eftersom trælegetøj pr definition er pædagogisk, kan forældrene ikke brokke sig. Vi vil godt anbefale den lille butik oppe på slotshøjen, Rocking horse toy shop. Ikke så stor, men godt udvalg af trælegetøj.

Hvis det godt må være plastik, skal det være Sparky’s.

 

Krystal. Bøhmisk krystal er verdensberømt. De tjekkiske glasværker har fremstillet krystalglas i mange år, og det er let at finde smukke whiskey glas. Skal du have et helt sæt, kan vi anbefale [indkøbscenter]. Er det bare et enkelt glas man vil have, er der desværre ingen vej uden om de små turistbutikker. Så er glassene til gengæld håndskårne.

Hvad skal man se?

slotshøjen er der ingen vej uden om. Gå ind ad broen, og på venstre hånd er der i sæsonen – nok ikke altid men ofte – en mand og en yngre dame, med en flok rovfugle. For et mindre beløb kan du få lov at have en ørn på armen. Der er ingen tvivl om hvor i fødekæden den mener at du befinder dig, og angiveligt bruger falkoneren den til at jage ulve. De små boder i alkymistgaden er ren turistfælde. Men husene i sig selv er fine og hvis ellers der ikke var proppet med turister, ret stemningsfyldte.

Besøg Theresienstadt. Der er ca. en times transport med busserne fra XXX. Sæt hele dagen af, og sæt især tid af til at få en del øl når du kommer tilbage til Prag. Det er en lidt barsk oplevelse.

Det jødiske kvarter

Musik

Prag er en kulturby i en helt anden skala end København. Der er utrolige mængder af daglige koncerter overalt. Billetter kan købes [rådhuspladsen]. Musikken skulle være bedre når man går til de store koncertsteder. Men vi er plebejere på det punkt. Vi holder meget af klassisk musik, men kan ikke høre forskel. Så vi foreslår at man vælger et antal af de turistede koncerter. Skal det være lidt bedre, uden at man skal bestille billetter i god tid til operaen eller andet, så nap en koncert i Lobkowitch palæet.

Jazz. Det kan vi lide. Vi har fundet to jazz klubber. Stik hovedet forbi et par dage før, og reserver. Der kan være ret fyldt på hverdage. De kan begge levere mad ved bordene.

U Malého Glena, på Karmelitskab 23. Småt og godt!

Og så den bag Tynska, Jazz Club Ungelt. Týn 2/640 i Praha 1. De har en hjemmeside.

Penge.

Det er billigt. Meget billigt. Og de fleste steder tager de faktisk kreditkort. Men sørg for at have kontanter med.

Og tysk har et ord for alt (næsten). Så derfor har de naturligvis ikke bare et, men, flere ord, der beskriver den krybende angst man mærker, når man læser en tekst. En tekst, hvor det bliver tydeligere og tydligere undervejs, at lige om lidt vil forfatteren introducere sine pronominer:

Pronomenahnungsangst
Aufmerksamkeitsdefizitstörung
Pronomenschmerz
Pronomenvorahnung

Fair nok, aufmerksamkeitsdefizitstörung er ikke så meget den anelse man som læser sidder med, men snarere årsagen til at den dukker op.