“Hun er skrap” blev der sagt efter samtalen.

“Ja, det ord brugte hun også selv”, blev der svaret.

“Det tror jeg er noget vi kalder kvinder. En mand ville blive kaldt handlekraftig”

“Ja, vi bruger negative udtryk når vi beskriver et karaktertræk hos kvinder, og positive for det samme om mænd.”

Jammen selvfølgelig! Hvis vi tager et karaktertræk, så kan det beskrives på mange måder. Både negativt og positivt. Eksempelvis “skrap” vs “handlekraftig”. Så når nu vi postulerer at den negative beskrivelse kun bruges om kvinder og den positive kun om mænd – så ser vi en stor forskel.

Men en mand der er skrap kan kaldes, og bliver kaldt, meget andet end handlekraftig. Samme karaktertræk kunne kaldes “hanbavian”. Der skal “pisse territorie af”. “Hanelefant” eller “gorilla” er også ord der bliver brugt. Afhængigt af hvordan han bliver kaldt skrap, kan han også blive kaldt et dumt svin.

Så virker “skrap” lige pludselig positivt!

“Vi arbejder normkritisk” hørte jeg nogen sige. Hvad katten betyder det? Glem alt om hvad normer betyder i andre sammenhænge. Normer i byggebranchen er de standarder et byggeri skal leve op til for at huset er af acceptabel kvalitet. Det er de normer der gør at huse i Danmark ikke vælter i blæsevejr. I USA har de andre normer. Og der vælter husene så når det blæser.

Normer er også de udbredt accepterede standarder for hvordan vi opfører os. Det en norm at man siger tak for mad. Det er en norm at mænd går i bukser og kvinder i kjoler. Og det er netop de sidste vi har gang i når der arbejdes normkritisk. Hvorfor er det at drenge og piger skal opføre sig på bestemte måder? Og det er fint at stille spørgsmålstegn ved de normer. Ingen grund til at presse piger til at gå med kjole hvis de hellere vil gå med bukser.

Men vi glemmer, når vi arbejder normkritisk, at vi er ret selektive i hvilke normer vi kritiserer. Vi glemmer også, at vi stiller andre normer i stedet for dem vi smider ud. Så efter vi har kritiseret de heteronormative normer; de normer der er defineret af det heteroseksuelle majoritetssamfund. Så sætter vi vores egne queernormative normer i stedet. Dem er vi pudsigt nok sjældent særligt kritiske overfor. Tværtimod undrer vi os meget når vores omgivelser er normkritiske – overfor vores normer.

Det er måske ikke så overraskende. Modsat hvad der kommer ud fra de queerteoretiske og extremfeministiske sølvpapirshatte, så er der jo ikke et patriarkat der mødes en gang om måneden og beslutter hvad der er acceptabelt og uacceptabelt. Patriarkatet har heller ikke en hovedbestyrelse, der træffer beslutning om hvordan man skal undertrykke kvinder. Normerne er et emergent fænomen som vi allesammen skaber sammen. Uden at tænke synderligt meget over det. Nu kommer de 8% af befolkningen der ikke definerer sig som heterosexuelle (alle tal fra Sexus-undersøgelsen) og kritiserer de normer som 92% af befolkingen har. Sådan groft trukket op. Og vi sætter andre normer i stedet. Normer der i vid udstrækning handler om at imødekomme folk der ikke føler at de passer i et binært kønssystem. Det er 0,6% af befolkningen. Det er måske ikke så overraskende hvis vi møder kritik af vores normkritik når den ukritisk vil sætte andre normer i stedet. Normer der reelt dikteres af en meget lille del af befolkningen.

Vi kan altid diskutere om det ikke det rimeligt nok at vi gør det. Men jeg tror ovenstående er en ret stor del af forklaringen på den modstand vores normkritiske arbejde møder.

De normer vi så sætter i stedet. De rammer også os selv. Og hvis ikke det skulle stå klart nu, skriver jeg selv fra et LGBTQPIA2S*+ perspektiv. Da jeg voksede op og var ung fyldte det meget at jeg ikke var en rigtig mand, fordi jeg var svans. Og omverdenen følte at den skulle blande sig i hvem jeg havde lyst til at gå i seng med. Så det var en stor lettelse at bevæge sig ind i alfabet-verdenen, hvor jeg følte at jeg hørte hjemme.

Jo stærkere det normkritiske arbejde er blevet i netop det miljø, jo sværere har jeg så haft ved at føle mig hjemme i det alligevel. Nu er det nemlig ikke længere heteronormativiteten der slår mig i hovedet med at jeg ikke er en rigtig mand, fordi jeg ikke er mand på den rigtige måde. Nu er det queernormativiteten der slår mig i hovedet med at jeg ikke er en rigtig svans, fordi jeg ikke er svans på den rigtige måde. Det er heller ikke længere heteronormativiteten der blander sig i at det er forkert hvem jeg har sex med. Det er queernormativiteten der blander sig i hvem jeg ikke har sex med. Det er nemlig forkert hvis jeg på forhånd afviser transmænd med det argument at min sexualitet retter sig mod mænd der også i biologisk forstand er mænd.

Fra den intersektionelle verden lyder der to råb:

“HØR MIG!! LYT TIL MIN LEVEDE ERFARING!!!”.

og

“Som hvid, ciskønnet, midaldrende mand kan du ALDRIG forstå mig!”.

Til det har jeg et og kun et svar. Hvis du ikke mener jeg kan forstå dig, fordi jeg har den forkerte hudfarve, den forkerte kombination af biologi og kønsidentitet, den forkerte alder, og det forkerte køn. Og du i øvrigt ikke råber andet end tilsvininger af mig. Hvorfor helvede skal jeg så bruge tid på at lytte til dig?

I øvrigt har jeg ikke tid, jeg skal til møde i patriarkatet.

Hvorfor hidser folk sig op over at Nørrebro Pride afholder en separatistisk fest, hvor man ikke har adgang hvis man er hvid og/eller heterosexuel? Det er overvejende hvide heterosexuelle personer der hidser sig op. Men det er jo ikke fordi de havde lyst til at deltage i en fest arrangeret af det miljø alligevel. Jeg har i hvert fald ikke. Eftersom jeg i deres optik er nazist fordi jeg befinder mig til højre for Enhedslisten, tror jeg ikke jeg ville føle mig specielt velkommen.

Men hvorfor hidser folk sig så op? Måske fordi det faktisk er lykkedes at få opdraget den brede befolkning til at det er forkert at gøre forskel på folk baseret på deres hudfarve og seksuelle orientering. Og det er netop dette miljø der har lært alle (nej, ikke alle, men stort set) at racisme og homofobi er forket. Det miljø. Det miljø der med god ret har råbt højest mod racisme og homofobi. Det miljø, er nu det miljø der er parat til at behandle folk forskelligt baseret på deres hudfarve.

Jeg tror, men kan ikke vide det, at netop denne dobbelte standard har en ret stor betydning for de der nu brokker sig. De kan nok ret let få en fornemmelse af at antiracisme ikke handler om at være imod at behandle folk forskelligt baseret på deres hudfarve. Men mere er at våben til at slå folk i hovedet med hvis de har den forkerte hudfarve.

Men hvad ved jeg.

Men.

Måske man skal få gjort op med forestillingen om at alle mennesker kan gå igennem tilværelse, som uplettede og moralsk perfekte dydsmønstre. Og overveje hvilket samfund vi får, hvis ethvert fejltrin straks skal føre til livsvarig fordømmelse og udelukkelse. Jeg er ikke sikker på at det er et samfund ret mange af dydsdragonerne selv ønsker at leve i.

Og så synes jeg igen at det er superfascinerende hvor ofte de mænd der selv rider på den højeste moralske hest, har noget med i bagagen som de har behov for at dække over. Det er nået dertil hvor jeg hver gang jeg hører meget woke og feministiske mænd udtale sig overvejer hvad det er de kompenserer for.

Det her er ikke et argument mod at tage hensyn til mindretal. Det er en refleksion over størrelsesforskelle på mindretal vi helt naturligt tager hensyn til – og mindretal vi fuldstændig ignorerer.

Hvorfor er det eksempelvis at vi havde tegnsprogstolke på skærmen hver gang der var pressemøder om Corona? Der er, skønner denne side, som jeg, måske lidt ukritisk, tager for gode varer, 4.000 døve personer i Danmark der taler dansk tegnsprog. Der er så yderligere 16.000 hørende der også forstår det. Men vi har jo ikke tegnsprogstolke på skærmen af hensyn til de hørende. 4.000 svarer til 0,07% af befolkningen.

Der er 15.000 tysktalende i det tyske mindretal i Danmark. Det svarer til 0.25% af befolkningen. Mere end 3½ gange så mange som de døve tegnsprogstalende. Men der var ingen simultanoversættelse til tysk.

De fleste af de restriktioner der blev annonceret ramte kun syd-danmark. Altså den del af rigsfællesskabet der ikke er Grønland eller Færøerne. Men alligevel.

Der er 57.000 der taler grønlandsk. Det er lige under 1% Der var ingen simultanoversættelse til grønlandsk.

Når vi laver plot af data på arbejdet, prøver vi at tage hensyn til farveblinde. Det er et handicap der rammer ca. 2% af alle mænd. Så i grove træk 1% af befolkningen. Men det er kun når jeg erindrer kollegerne om det, at det bliver husket. Ingen protesterer hvis vi glemmer det.

Sexus undersøgelsen afslørede at det er ca 0,6% af befolkningen der ikke føler sig som det køn de er født med. Alligevel skal vi huske at spørge til folks pronomener. Vi skal ikke huske at spørge om folk er fra Grønland. Der er ellers flere af dem.

Der er nogle underlige asymmetrier i hvornår en minoritet er stor nok til at  99,9% af befolkningen skal indrette sig anderledes end de ellers ville gøre. Man kan næsten få den tanke at jo mindre minoriteten er, jo lettere er det at begrunde at resten af befolkningen skal tage udstrakte hensyn.

Så hvad er det der gør at samfundet imødekommer krav til dets adfærd fra én minoritet. Men uden at møde nogen shitstorm, helt kan ignorere krav fra en anden minoritet. Hvilke mekanismer er det, der bestemmer at vi selvfølgelig skal have tegnsprogstolke af hensyn til 4.000 mennesker. Men ikke tolkning til de 65.000 der taler arabisk?

Jeg aner ikke hvor mange døve der er blevet smittet med Corona. Men at dømme efter hvilke sogne der har haft meget høje incidenstal, og hvor vaccine tilslutningen halter. Så havde det måske været bedre at simultantolke til arabisk. Bare sådan af hensyn til folkesundheden.

 

En online service, som man for et beskedent månedligt beløb kan kontakte for at få oplyst om det er ok at like et givet tweet, eller om det vil betyde at man er et ondere menneske end Hitler.

En af charmerne ved at blive ældre – der er ikke så mange andre – er at man får et længere perspektiv på tingene. Fordi man kan huske hvordan ting var for 30 år siden. Og ved hvordan de er i dag.

Det er ofte interessant. Og giver også ofte anledning til en vis undren.

Aldrig, i noget samfund i verden, nogen sinde, har kvinder haft flere muligheder for at nå til tops i virksomhedernes hierarki. Og aldrig før har vi læst så mange artikler og debatindlæg, set udsendelser og interview, om hvor umuligt det er for kvinder at nå til tops i virksomhedernes hierarkier.

Nu har vi en kvindelig statsminister. Samtlige støttepartierne har en kvindelig leder. Det er gået lidt tilbage i oppositionen. Men toppen i dansk politik – i hvert fald den del der pt lader til at være regeringsduelige – er kvinder. Og aldrig før har vi hørt så meget om hvor svært det er for kvinder at komme til tops i politik.

Vi har mulighed for indgåelse, I KIRKEN!, af ægteskaber mellem to personer af samme køn. Bøsser kan adoptere, lesbiske og enlige kvinder kan blive insemineret på statens regning uden at involvere mænd. Transkønnede kan skifte det sidste ciffer i deres cpr-nummer online. Mærsk (ja, Mærsk) er hovedsponsor for årets World Pride i København. Byen er klædt i regnbuefarver. Og når man lytter til retorikken – skulle man tro at kreaturvognene dagligt kørte LGBTQIAP2S+ personer til udryddelseslejre.

Og ja, der er stadig problemer, glaslofter, diskrimination, hadforbrydelser og andet skidt.

Men klagesangen lader til at være omvendt proportional med omfanget og alvoren af problemerne. For problemerne er vitterligt, helt objektivt, og uanset hvad interesseorganisationer måtte mene, langt langt mindre end de var for 30 år siden.

Og hvorfor var boomerne trætte af generation X? Osv hele vejen tilbage til de gamle grækere, der angiveligt også beklagede sig over ungdommen.

Det er vi, fordi vi er blevet ældre. Men ikke gamle nok til at vi helt har glemt vores egen idealistiske, ideologisk prægede tilgang til verden.

Fordi vi har oplevet at vi tog fejl. At ikke alle vores slagord, “sandheder” og tanker var rigtige. At nogen af dem måske var direkte forkerte. Enkelte af dem rigtig, rigtig, forkerte.

Nu ser vi så et par generationer der, ganske som vi, er fuldstændigt overbeviste om at de har ret. At deres ideologi er den rigtige. Som mener at hvis man er uenig med dem, så er man et ondt menneske.

Oven i er det så generationer, der gennem hele deres opvækst er blevet anerkendt og lyttet til. Og som derfor, helt naturligt, forlanger anerkendelse fra deres omgivelser. Også selvom der måske ikke er så meget der er værd at anerkende.

Og den ældre generation ved, af smertelig erfaring, at det nok ikke er alle zoomernes paroler der holder vand. At det nok, ganske som for alle andre tidligere generationers slagord, vil vise sig at de fleste af dem er forkerte. En del af dem skadelige. Og en god sjat af dem direkte destruktive.

Fuldstændigt som vores egne paroler viste sig at være.

Og andre billeder som jeg godt vil kunne finde igen.

Oprindeligt fra The Mitish Bruseum på face

 

 

 

 

 

fra Geekclub på fjæsen – en ide til julepynt

 

Men det forstod folk jo åbenbart ikke…

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Spooky boy. Også The Mitish Bruseum