Normativitet

“Vi arbejder normkritisk” hørte jeg nogen sige. Hvad katten betyder det? Glem alt om hvad normer betyder i andre sammenhænge. Normer i byggebranchen er de standarder et byggeri skal leve op til for at huset er af acceptabel kvalitet. Det er de normer der gør at huse i Danmark ikke vælter i blæsevejr. I USA har de andre normer. Og der vælter husene så når det blæser.

Normer er også de udbredt accepterede standarder for hvordan vi opfører os. Det en norm at man siger tak for mad. Det er en norm at mænd går i bukser og kvinder i kjoler. Og det er netop de sidste vi har gang i når der arbejdes normkritisk. Hvorfor er det at drenge og piger skal opføre sig på bestemte måder? Og det er fint at stille spørgsmålstegn ved de normer. Ingen grund til at presse piger til at gå med kjole hvis de hellere vil gå med bukser.

Men vi glemmer, når vi arbejder normkritisk, at vi er ret selektive i hvilke normer vi kritiserer. Vi glemmer også, at vi stiller andre normer i stedet for dem vi smider ud. Så efter vi har kritiseret de heteronormative normer; de normer der er defineret af det heteroseksuelle majoritetssamfund. Så sætter vi vores egne queernormative normer i stedet. Dem er vi pudsigt nok sjældent særligt kritiske overfor. Tværtimod undrer vi os meget når vores omgivelser er normkritiske – overfor vores normer.

Det er måske ikke så overraskende. Modsat hvad der kommer ud fra de queerteoretiske og extremfeministiske sølvpapirshatte, så er der jo ikke et patriarkat der mødes en gang om måneden og beslutter hvad der er acceptabelt og uacceptabelt. Patriarkatet har heller ikke en hovedbestyrelse, der træffer beslutning om hvordan man skal undertrykke kvinder. Normerne er et emergent fænomen som vi allesammen skaber sammen. Uden at tænke synderligt meget over det. Nu kommer de 8% af befolkningen der ikke definerer sig som heterosexuelle (alle tal fra Sexus-undersøgelsen) og kritiserer de normer som 92% af befolkingen har. Sådan groft trukket op. Og vi sætter andre normer i stedet. Normer der i vid udstrækning handler om at imødekomme folk der ikke føler at de passer i et binært kønssystem. Det er 0,6% af befolkningen. Det er måske ikke så overraskende hvis vi møder kritik af vores normkritik når den ukritisk vil sætte andre normer i stedet. Normer der reelt dikteres af en meget lille del af befolkningen.

Vi kan altid diskutere om det ikke det rimeligt nok at vi gør det. Men jeg tror ovenstående er en ret stor del af forklaringen på den modstand vores normkritiske arbejde møder.

De normer vi så sætter i stedet. De rammer også os selv. Og hvis ikke det skulle stå klart nu, skriver jeg selv fra et LGBTQPIA2S*+ perspektiv. Da jeg voksede op og var ung fyldte det meget at jeg ikke var en rigtig mand, fordi jeg var svans. Og omverdenen følte at den skulle blande sig i hvem jeg havde lyst til at gå i seng med. Så det var en stor lettelse at bevæge sig ind i alfabet-verdenen, hvor jeg følte at jeg hørte hjemme.

Jo stærkere det normkritiske arbejde er blevet i netop det miljø, jo sværere har jeg så haft ved at føle mig hjemme i det alligevel. Nu er det nemlig ikke længere heteronormativiteten der slår mig i hovedet med at jeg ikke er en rigtig mand, fordi jeg ikke er mand på den rigtige måde. Nu er det queernormativiteten der slår mig i hovedet med at jeg ikke er en rigtig svans, fordi jeg ikke er svans på den rigtige måde. Det er heller ikke længere heteronormativiteten der blander sig i at det er forkert hvem jeg har sex med. Det er queernormativiteten der blander sig i hvem jeg ikke har sex med. Det er nemlig forkert hvis jeg på forhånd afviser transmænd med det argument at min sexualitet retter sig mod mænd der også i biologisk forstand er mænd.