Det her må man ikke mene…

Begin political incorrectness

Der er i hvert fald steder hvor jeg ville få voldsomt på puklen for det. Men den seneste kapring ud for Somalia (der heldigvis endte godt) får mig til at overveje om den strategi det internationale samfund følger i øjeblikket er den rette. Vi sejler rundt dernede og sætter soldater til at smide pirater af skibe. Nogle af dem arresterer vi også, hvorefter vi holder dem fanget i flere uger fordi vi ikke ved hvad vi skal stille op med dem. Eller rettere, fordi vi godt ved at hvis vi gør det vi burde gøre, ender de efter udstået straf i Vestre Fængsel på dansk kontanthjælp – og det ved vi at vi virkelig ikke vil.

Sagkundskaben fortæller at der kun er en vej frem, og det er at genopbygge Somalia. Det er en såkaldt “failed state”. Problemet er at det vil tage rigtig mange år. Og så er det at der sidder en lille djævel på skulderen af mig og spørger hvorfor i himlens navn det er krigsskibe vi sender derned når vi alligevel ikke bruger dem. Da den amerikanske kaptajn hoppede overbord, hvorfor var det så ikke en glimrende lejlighed til at se om man kunne ramme en redningsbåd? Da piraterne forsøgte at sende forstærkninger frem, opgav de, fordi de ikke kunne finde redningsbåden. Hvorfor i himlens navn er de ikke blevet opsøgt af en amerikansk kamphelikopter og sænket?

Det er vel simpel økonomi – fjern det økonomiske incitament til at kapre skibe, og folk holder op med det. Den lette måde at gøre det på er at sikre at du bliver til fiskefoder i stedet for millionær.

End political incorrectness.

Update:

Tvivler på at Obama har læst min blog. Men det lader til at nogen har fået samme ide, og at han godkendte det. Sidstnævnte artikel kommer så også ind på hvorfor det i det længere perspektiv kan være en rigtig dårlig ide at lade sig inspirere af mine sure opstød. De kære væsener i Somalia har nu udtalt at de vil skyde igen – i hvert fald mod franskmænd og amerikanere.

Det har amerikanerne jf. denne artikel, også gennemskuet – altså det med at det ikke nødvendigvis er en god ide at optrappe konflikten med vold. Det er lidt samme koncept som at bankernes personale heller ikke er udstyret med skydevåben.