Vi lever i et så gennemreguleret land, at folk naturligt går ud fra at hvad end det handler om. Så må der være en lov der regulerer det. Danmark er også et foreningsland, hvor to danskere dårligt kan mødes om en fælles interesse uden at starte en forening. Eller sådan var det engang, det kniber en del mere i dag.
Under alle omstændigheder. Folk render rundt og tror at der findes en foreningslov, som regulerer foreninger.
Det gør der ikke. Grundloven giver os ret til at stifte foreninger. De kan så opløses ved dom hvis de virker ved vold. Og det er ca. det.
Der er en del retspraksis, og domstolene lader til i ret høj grad at støtte sig til aktieselskabsloven. Aktieselskaber er et aller andet sted en slags forening, men reguleringen dér handler ret meget om at regulere et erhvervsliv. Så så meget hjælper den heller ikke.
Det tætteste vi har er >700 tætskrevne sider fra Ole Hasselbalch i bogen “Foreningsret” hvor det bedste bud på hvad der gælder er nedskrevet.
Men det er altså ikke lov.
Så hvis du mener at det er brud på god foreningsskik at du ikke kan få udleveret referatet af generalforsamlingen når du ikke har gjort dig den ulejlighed at melde dig ind i foreningen. Så har du ikke ret meget at have det i.
Vurderingen er faktisk, at selv hvis du er medlem af foreningen, har du ikke krav på at få udleveret regnskabet hvis ikke det eksplicit er nævnt i vedtægterne at det er noget du har ret til.