Hvad der dukker op i loggen

Ja, der bliver logget (se evt. Om om privatlivspolitik). Hvorfor? Fordi det er sjovt at se hvad der får folk til at finde siden. Tidligere inkarnationer af siden fik en del foruroligende hits på grund af en omtale af nekrofile gråænder. Det var seriøst nok – en videnskabelig artikel og alt muligt. Tilbage på sporet.

"Laksemousse på sifon" er der en der har søgt på. Det ville jeg vældig gerne kunne lave. Problemet er bare:

For at det skal kunne komme ud af sifonen, skal det være ret flydende. Derefter skal det stivne. I opskrifterne med kage på sifon, er dejen tynd, og den kommer også gennem en si, så der ikke er ting der sætter sig i dysen og blokerer den. Det kan potentielt være lidt farligt, hvis man har en tryksat sifon, man ikke kan tage trykket af, fordi et eller andet blokerer. Eller i hvert fald rigtig irriterende. Kagedejen stivner efterfølgende, ved at bage den i mikroovnen.

En laksemousse skal ikke bages, den skal være let og luftig, og kold. Og så skal den være relativt fast. Det sidste klarer man med gelatine. Personligt foretrækker jeg at der er lidt struktur i moussen. Man må godt kunne mærke stykker af laks mellem tænderne. Og det går altså ikke hvis den skal en tur gennem sifonen. Opskrifter baseret på flødeskum kan selvfølgelig hjælpes på vej af lidt lattergas, så man ikke skal piske fløden, men det er vist et luksusproblem.

Derfor, jeg tror ikke man kan. Men skulle man, er det nok noget i denne retning man skal have fat på:

  • Ca. 150 gram laks, gerne fra dåse
  • 1 tsk citronsaft
  • 1½ dl cremefraiche 18%
  • 1 dl piskefløde
  • Ca. 1 strøgen spsk agar
  • Salt og hvid peber

Laksen pureres sammen med citron og cremefraiche. Som i "køres fuldstændig i smadder". Blandingen sis, og evt. rester af laks får en tur mere, evt. med stavblender. Og sis igen. Agaren røres ud i piskefløden, og får et let opkog, så den her helt opløst. De to væsker røres sammen, smages til med fint salt, peber og evt. lidt mere citron og sis endnu engang. Blandingen hældes på sifon, og give et skud lattergas. Blandingen sprøjtes i forme, her ville jeg nok vælge små ramekiner, og stilles på køl.

 Men det er altså bare et forslag, der ikke på nogen måde er afprøvet. Der gives ingen garantier for at det virker, så det er helt på eget ansvar.