I dag har jeg lært et nyt ord. Eller rettere to: “Performativ modsigelse”. På engelsk “Performative contradiction“. På tysk, for det har lissom lidt mere schwung: “performativer Widerspruch”.

Eksemplet er sætningen “jeg er død”. Det udtalelsen siger, modsiger dens forudsætning. Hvis man er død, kan man ikke sige noget.

Et andet eksempel er, at der ikke findes sandheder, kun diskurser, der hverken er sande eller falske. Når man bruger det som fundamentet for ens konstatering af at folk er undertrykte (af hvide, ciskønnede, midaldrende mænd), går det galt. Postulatet om undertrykkelse er en sandhedspåstand, der kun kan give mening hvis man mener at det der siges er sandt. Hvilket er inkonsistent med postulatet om at virkeligheden og sandheden ikke findes, men er erstattet af diskurser.