Prisindex

Vi tager lige en pause fra Acta Chemica Scandinavica, og så endda på dansk!

Alt dette er i øvrigt blot en note til mig selv, til næste gang jeg får behov for at sammenligne beløb over tid. Størstedelen af teksten er i virkeligheden blot underholdning.

Hvis jeg havde 1000 kr i 2009, hvor mange kroner svarer det så til i dag?

Helt konkret kiggede jeg på min lønudvikling. Og det så jo pænt ud, sådan da. Jeg får langt flere kontanter i hånden efter skat i dag end jeg gjorde for syv år siden. Og før skat er det også et meget større tal.

I dette lukkede forum kan jeg godt indrømme, at jeg ikke går så meget op i hvor meget mønt jeg får i absolutte tal. Det jeg går op i, er hvor meget, og hvor god, rødvin jeg kan købe for pengene. Hvis jeg får dobbelt så meget i løn, men rødvinen er blevet fire gange så dyr, har jeg kun råd til den halve mængde rødvin. Men altså, shhh. Ikke sladre til chefen, så bliver den næste lønforhandling sværere.

Så. Hvordan regner man det ud?

Danmarks Statistik har en side med forbrugerprisindekset. Det er et samfundsøkonomisk begreb, hvor man sammensætter en “kurv” varer, og finder ud af hvor meget den koster. Det gør man en gang om måneden. Og så ser man hvordan den samlede pris udvikler sig. Det er ikke helt enkelt at sammenligne over tid. For 50 år siden var der ikke tilnærmelsesvist lige så meget forbrugerelektronik i den kurv som der er i dag. Og er det reelt at sammenligne den første computer jeg købte i 1993 for ca. 10.000 med den computer jeg kan købe i dag for det samme beløb?

Anyway. Når jeg vil sammenligne den købekraft jeg havde i 2009 med den jeg har i dag, tager jeg beløbet i 2009, ganger det med prisindexet i dag. Og dividerer med prisindexet for 2009. (Med fed, fordi det her faktisk er det konkrete indhold i opslaget)

Og alt dette, blot for at have en note til fremtiden om hvordan man beregner det.

Yderligere tre småting:

Første gang jeg stødte på det her, var da jeg var en lille dreng, og blev passet af min mormor. Danmarks Statistik har, og havde, en udfordring. Priserne kunne variere fra by til by, og man ville godt have prisudviklingen i hele landet. Løsningen var at alliere sig med de husmoderforeninger der var i enhver by, og bede dem gå i butikkerne og notere priser. Så jeg har et par gange været med min mormor i det lokale supermarked, fordi hun skulle finde ud af hvad mælken kostede i dag.

Prisindexet er i øvrigt meget nært knyttet til inflationen. Der er vist et par småjusteringer der foretages, men ellers er det identisk.

Når man som statsansat kigger på sin løn, ser man interessante ting. Jeg havde en periode på et par år, hvor den eneste lønforbedring jeg fik var den årlige regulering jf. overenskomsten. Når man regner i nutidskroner, bliver det ret tydeligt, at den regulering ikke var i nærheden af at kompensere for inflationen. Hvordan det ser ud nu, hvor vi næsten ikke har inflation – den er tættere på deflation, hvilket samfundsøkonomisk er ret uhyggeligt – ved jeg ikke.