Godt. Da vi slap føljetonen sidst, havde jeg udbredt mig om at drejeskiven sendte pulser. Det er lidt mere kompliceret.

Drejeskiven er en såkaldt Normal-On kontakt. Det vil sige, at når vi påvirker den, så slutter kontakten. Der er forbindelse gennem ledningerne. Hvis man drejer 3 på skiven, så afbrydes forbindelsen tre gange. Det er altså ikke tre pulser hvor der pludselig er strøm vi skal tælle. Men tre tilfælde af at “nu-er-der-ikke-strøm-længere” vi skal tælle.

Det kan man naturligvis programmere sig ud af. Men det forekommer ulogisk. I stedet laver vi et lille kredsløb.

Det ser sådan i grove træk sådan ud.

Vi ser kredsløbet i den situation hvor drejeskiven har nået et af de punkter hvor forbindelsen afbrydes. D7 er den pin på Arduinoen jeg ønsker at læse pulser på. Der går nu 5V ind i kredsløbet, det kan ikke komme til jord, så de går til D7. Som Arduinoen læser som HIGH. hvis vi slutter kontakten – det er altså drejeskiven når den er mellem pulser, er der mindre modstand til jord end gennem modstanden før D7. Og dermed ikke megen spænding på D7. Og dermed går den LOW. Når der drejes 3 på drejeskiven, og forbindelsen gennem drejeskiven derfor afbrydes 3 gange, kommer der tre “HIGH” pulser på D7. Dem kan vi tælle.

Det vender vi tilbage til.

Jeg skylder at nævne at inspirationen er fundet på denne side hos Instructables.

OK. Så låget kom af, der blev målt igennem. Og jeg opgav at bruge røret til noget. (Det sidste passer ikke helt, det var først senere, men det her er et indlæg der samler op på et par ugers arbejde med den).

Som man kan se, er der ikke meget elektronik i sådan en telefon. De fleste der er lidt ældre end 30 har set sådan en grå drejeskivetelefon. Det var den første model der for alvor fik seriøs udbredelse i Danmark. Og i virkeligheden i resten af verden. Før da var der ikke mange der havde telefon. Og mange delte dem. Der er en udmærket side her, der omtaler telefonsystemet tilbage i 60’erne og 70’erne. Før min mor begyndte at læse til hospitalslaborant, var hun faktisk beskæftiget som telefonist. Jeg tror stadig hun har sin gamle kittel et sted derhjemme. Længere tid siden er det faktisk ikke.

Den model telefon jeg har gang i her, blev fremstillet af Kirk i Danmark, på licens fra Ericsson – de lavede engang mobiltelefoner. Det går ikke så godt i dag. Men dengang var de store. Telefoner var ved at få deres gennembrud, og der skulle fremstilles millioner af telefoner til en voksende middelklasse i hele den vestlige verden. I mange hjem – rigtigt mange hjem – var det den første telefon der kom i hus. Så svenskerne var grundige. Telefonen var gennemdesignet, der var sågar tænkt over hvor meget lys der slap ind i telefonen – det betyder nemlig noget for hvor mange insekter der kan finde på at kravle ind i den. Og insekter i nærheden af elektromekanik er en dårlig ide.

Med andre ord, det er rigtigt godt og solidt kram, der stadig virker. Nerdgasm!

Måden det fungerede på var, kort fortalt, at telefonen, ved bevægelse af drejeskiven, sendte et antal elektriske pulser til centralen. Hver puls bevægede et elektromekanisk relæ. Når centralen havde fået 8 pulser, var relæet skiftet til position 8. Så drejede man det næste ciffer, eksempelvis 4. Centralen modtog 4 elektriske pulser, og skiftede det næste relæ til 4. Og når man havde drejet nok cifre, var der forbindelse.

Det betyder, at drejeskiven giver et antal pulser på et par af de tre ledninger der går fra selve drejeskiven. Det er dem der er skruet løs på billedet her:

Kan man nu på en eller anden måde forbinde de ledninger til en Arduino kan man få den til at tælle pulserne. Og så har man det tal der blev drejet.

Det vender vi tilbage til.

Jeg faldt over en drejeskivetelefon i den lokale genbrugsbiks. 75 kr for en gammel Kirk model F68. Hm. Den må kunne bruges til noget.

Indtil videre har den kunnet bruges til at skille ad. Men planen er følgende:

• Drej et tal på skiven
• Få en Arduino til at læse hvilket tal der drejes.
• Send tallet/tallene til en Raspberry Pi
• Få hindbærtærten til at gøre noget med omgivelserne, baseret på tallet.

Første udfordring var at få låget af. Som man kan se herunder, lykkedes det. Inde under røret er der et greb med noget klar plast. Der er et hul, og inde bag ved er der en skrue. I første omgang var jeg sikker på at den justerede et eller andet. Hvor højt telefonen ringede eksempelvis. Det gjorde den ikke. Det var den der holdt huset.

Her er telefonen med låget af. Det skal nævnes at det allerførste jeg gjorde var, at pille drejeskiven af. Det skal man passe på med. Der sidder et lille blikhus på drejedimmeren. Og derinde er der en fjeder. Piller man låget af huset, flyver fjederen imponerende langt. Og så skal man bøvle med at få den tilbage. Det kan man. Det er bare ikke helt let.

Man kan se på billedet at der er 8 skrueterminaler, hvor der er monteret ledninger (på nogen af dem). Jeg har skruet nogle af dem af, mere præcist de ledninger der fører til drejeskiven. Det er nemlig det signal jeg i første omgang vil have fat i.

Samtlige kombinationer af skrueterminaler blev målt parvist med et multimeter, både med røret af og på, og med og uden påvirkning af drejeskiven. Det giver 15*16*2*2 = 960 målinger. Det tog lidt mere end et par aftener. Heldigvis spiller min forlovede World of arcraft, så når opvasken er taget, det værste rod jævnet, og støvsugeren har kørt en lille tur, er der god tid.

Ideen var at finde præcist de terminaler som kunne bruges til også at holde styr på om røret var af eller på. Det så lovende ud, men det lykkedes ikke. Det kan muligvis lade sig gøre hvis man er en bedre programmør end jeg er. Så det bliver ikke lige med det første. Anyway, det kan komme til at fungere fint uden at røret spiller en rolle.

Det var første trin. For at det her ikke skal blive alt for meget Wall of Text, splitter jeg det op i flere indlæg. Så vend tilbage, og følg eventyret hvor en gammeldags drejeskivetelefon forvandles til en smartphone!