Overskriften står for “Hvor Svært Kan Det Være”. Et lidt nedladende udtryk brugt overfor folk der ikke kan forstå simple ting, eller ikke kan forstå at det faktisk er ret simpelt.
I dag: Vielse af homoseksuelle par.
Som sagerne står i dag, har vi to institutioner. Ægteskabet, og det registrerede partnerskab. Sidstnævnte er ikke, selvom det lyder sådan, en selskabskonstruktion fra de mere eksotiske dele af erhvervsretten. På stort set alle punkter har de to fænomener samme indhold. Ægteskab og partnerskab kan indgås på rådhuset. Ægteskab kan indgås i alle godkendte trossamfund (hvis den lokale forkynder har vielsesmyndighed). Det er forbudt for et trossamfund at lægge hus til et registreret partnerskab.
Der sker nu følgende:
1. Ægteskabets definition udvides juridisk til også at omfatte personer af samme køn. Det er ikke et teologisk spørgsmål. Det er et civilretligt. Og et ganske simpelt et af slagsen. Vi har haft to ting der var stort set ens, men havde forskelligt navn. Nu har de samme navn.
2. Forbuddet mod at trossamfund kan smede to personer af samme køn i hymens lænker fjernes.
3. Det gøres tilladt for homosexuelle at blive gift i den danske folkekirke.
Det er hvad der sker. Og jeg gider ikke høre på Indre Mission i forhold til de to første punkter. Navneændringen er en civilretlig øvelse. Folkekirken har ikke monopol på ordet ægteskab. Asa og vane trossamfundet bruger også ordet. Det gør muslimer og katolikker også. Man kan mene at homosexuelle ikke må gifte sig fordi det er skidt for samfundet – hvis man mener det. Men hvis de vil have monopol på ordet ægteskab, så må de også protestere mod at man kan indgå det på rådhuset.
Folkekirken skal heller ikke blande sig i at andre trossamfund får lov at vie homosexuelle. Hvis en kristen frikirke har lyst til det, skal de sandelig have lov til det. Hvis en muslimsk imam har lyst, skal han have lov til det. Hvis en katolsk præst skulle have lyst, skal han have lov til det. Det er i hvert fald ikke den danske stat der skal forbyde det. Det ville være en krænkelse af trosfriheden.
Det er altså ikke så fandens vanskeligt.
Og hvad punkt tre angår, her synes jeg Indre Mission har en pointe. Man kan sagtens argumentere for at vielse af homosexuelle er i modstrid med den lutherske kirkes bekendelsesgrundlag. Problemet for dem er, at det er Folketinget der i sidste ende træffer den afgørelse. Den danske folkekirke har nemlig ikke en synode. Der er ikke nogen forsamling der kan træffe afgørelse for eller imod spørgsmålet. Andre end Folketinget. Det er indblanding i kirkens indre anliggender. Men det er et indre anliggende, som ingen andre kan træffe beslutning om. Bryder man sig ikke om det, kan man værsgo arbejde for at få skilt kirke og stat. Og sige pænt tak til den pensionsordning, der financieres af de danske skatteydere, uanset om de er medlem af foreningen eller ej.
Det er i øvrigt også derfor Folketinget ikke tvinger muslimske trossamfund til at indføre vielse af homosexuelle. Folketinget har ikke autoriteten over dem, og de må selv finde ud af om de vil eller ej. Folkekirken har ingen andre end Folketinget til at finde ud af det.
At jeg så er stærkt fristet til at gøre det til en betingelse for præsters/imamers/rabbineres/kommunale giftefogeders tilladelse til at vie heterosexuelle, at de også skal vie homosexuelle er en anden sag. Hvis man vil have lov at stå for civilretlige handlinger for en gruppe mennesker, må man stå for dem for alle.