Warning: Wall of text!

Der er blevet leget lidt med et kamera, en arduino og en loddekolbe siden sidst.

Foreløbige resultater:

Eye-fi fungerer fint. Billederne bliver uploadet som de skal. I forhold til den helt forkromede model, skal der tænkes lidt over et praktisk problem med kortets “uendelig plads” funktion. Kortet uploader automatisk billederne. Det er fint. Det kan også, automatisk, slette billeder når de fylder mere end en bestemt andel af kortets hukommelse. På den måde kan der jo laves en løsning, hvor der aldrig skal slettes billeder, og hvor den eneste udfordring bliver at have plads nok på ens gratis Picasa eller Flickr konto. Problemet er at kortet ikke er designet til denne type brug. Det er meningen at kameraet skal slukkes med jævne mellemrum, gerne en tre gange, for at man er sikker på at der slettes billeder. Problemet er nok begrænset, der er ganske god plads på det, specielt hvis der ikke tages billeder i fuld opløsning. Men ideelt skal der altså findes en måde at slukke kameraet på. Eftersom der også skal tænkes over strømforsyning til det, er det nok til at klare.

Arduino-styringen er ok. Der er lidt bøvl med 7 segment ledden til nedtællingen. Jeg fik både en fælles katode og en fælles anode model med fra Brinck. Helst ville jeg arbejde med fælles katode, men det er fordi jeg har så lidt forstand på elektronik, at jeg foretrækker at tænde en LED ved at sætte en udgang på Arduinoen til høj. Fælles katode ledden fik jeg så brændt af – den kunne ikke tåle 5 V. Overhovedet. Så nu leger jeg med en fælles anode led i stedet. Det er dioder, så jeg skal bare glemme mine ideosynkraiser omkring hvad der bør være plus og minus og sætte udgangene til at være lav i stedet. Samtidig sparer jeg en del modstande, fordi der kun er en anode der skal have sådan en, i stedet for syv. Interessant fact: Sådan en 7 segment led giver en hyletone når den får strøm direkte fra Arduinoen. Hyletonen forsvinder når der sættes en smule modstand ind.

Interfacet mellem Arduino og kamera driller også lidt. Jeg fik NC, ikke NO reedrelæer. Ideen er, at når der er forbindelse mellem jord og spidsen på et 2,5 mm jackstik sat i kameraet, så tager det et billede. Så jord og spids forbindes til relæet. Problemet er at når relæet er NC (normal closed). For så er der forbindelse, indtil jeg sætter strøm på indgangen til relæet. Det kan man kode sig ud af. Men hvis strømmen til arduinoen går, så er forbindelsen åben hele tiden. Og så står kameraet og tager billeder hele tiden. Så jeg skal i Brinck og have et par NO-relæer i stedet.

Så er der hele spørgsmålet om hvilket kamera. Det er nok lidt overkill at sætte et spejlreflekskamera til opgaven, men det er nu engang hvad jeg har lege med derhjemme. På sigt skal det hele nok puttes i en enkelt kasse med hul til linse og så videre. Det betyder at der skal findes et kamera der understøtter Eye-fi kortet, og kan fjernbetjenes. Desværre er fjernudløsning af kameraer med kabel noget der som standard stort set kun findes på spejlreflekskameraer. Så kan man finde kameraer med trådløs udløsning. Det kræver at man piller lidt ved en IR-fjernbetjening, men det kan klares. Man kan også finde et kamera der er så billigt, at man vil gå i gang med skruetrækkeren, og få det åbnet så meget, at der kan loddes ledninger på udløserknappen. Og endelig er der den mulighed som det nok ender med. Man finder et Canon kamera, installerer CHDK på Eye-fi kortet, og starter CHDK op fra kameraet. CHDK er et udviklingsværktøj til at hacke Canon kameraer, og gør det bl.a. muligt at bygge sin egen USB-baserede fjernudløser. Når den rigtige funktion er valg, smider man et USB stik i kameraet, sætter strøm til de to rigtige ledninger i USB-kablet, og så tager kameraet et billede.

Udfordringen lige nu, bortset fra at der skal hente et par hardware dele i Brinck, er derfor at få indkøbt et kamera, der har en firmware er understøttes af CHDK, og at få CHDK til at boote op på kameraet fra et Eye-fi kort når kameraet tændes. Det sidste er vist ikke helt trivielt, hvis man vil have den uendelige plads på kortet. Nu skulle ordregiver også snart have nogen penge til at betale med…

Brød skal pakkes ind. Ellers kan folk jo røre det, og det er uhygiejnisk. Så for 100 år siden fik købmand Gustav Munch (det er ikke ham fra Matador) patent på en brødholder. En papmachebeholder med et lille bælte, der var så snedigt udformet, at den kunne indeholde både runde og kantede brød. Link til originalen her.

Endnu et log-inspireret indlæg.

Finstrukturkonstanten er, sådan ca. 1/137. Mere præcist er den 7,2973525698(24)×10⁻³. De to tal i parantesen er standardusikkerheden på tallet, udtrykt numerisk som værdien der skal ligges til og trækkes fra de to sidste cifre i selve tallet for at få intervallet for værdien. Altså alt konstanten er et sted mellem 7,2973525674×10⁻³. og 7,2973525722×10⁻³. Eftersom konstanten er dimensionsløs, er værdien den samme uanset hvilket enhedssystem der bruges.

Konstanten blev introduceret i fysikken af Arnold Sommerfeld i 1926, da han forklarede de relativistiske afvigelser af spektrallinier i Bohrs atommodel fra 1913.

Finstrukturkonstanten er en fundamental fysisk konstant, der beskriver styrken af den elektromagnetiske interaktion mellem ladede partikler. Og derefter bliver det lidt langhåret – det er længe siden jeg bestod kvantekemi… Det kan man altsammen læse meget mere om på Wikipedia. Jeg anbefaler den engelske udgave. Lad os bare nøjes med at sige at det er en ret fundamental konstant, der dukker op en masse steder når virkeligheden skal beskrives. Et af de mere interessante steder er i beskrivelsen af fusionsprocesser, dem der bl.a. driver solen, og skabelsen af tungere grundstoffer. Havde finstrukturkonstanten været blot 4% større eller mindre end hvad den er, ville stjerner ikke kunne fremstille kulstof. Havde de ikke kunnet det, havde livet som vi kender det, ikke været muligt.

Fysikere er derfor lidt fascinerede af at den er så tæt på 1/137. Det er hetl sikkert et tilfælde, men det er da lidt sjovt. Min underviser i videregående kvantekemi gik så langt som til at sige, at han håbede der var et liv efter døden, så han kunne spørge gud om hvorfor det netop var så tæt på 1/137. 137 udmærker sig ved at være et primtal, det 33. i rækken af primtal. Det er en primtalstvilling, sammen med 139. Og en række andre matematiske interessante varianter af primtal. Og så er det i øvrigt forbundet til det gyldne snit. Så det er et tal der kan læses en masse betydning ind i.

Ikke overraskende var det ikke kun fysikere der lod sig fortrylle. Wolfgang Pauli, en anden af de store i kvantemekanikken, gik i samarbejde med psykologen Carl Jung, for at forsøge at forstå dens betydning. Givet Jungs lidt mystiske opfattelser af verden, har det nok spillet godt sammen med de bizarre fænomener i kvanteverdenen, men næppe bidraget til noget som helst der kommer bare i nærheden af forståelse af virkeligheden.