Tortur og terror

Først var Villy imod. Og så var han for. At PET (og andre i Danmark) kunne bruge oplysninger fremkommet ved brug af tortur.

Oplysninger der er opnået ved brug af tortur er notorisk upålidelige. Det tænkte eksempel der typisk bruges til at argumentere for at bruge tortur, er at vi har Jens Hansen fra den fredelige kristne religion i vores varetægt. Vi ved at der om få timer sprænges en bombe på et befærdet sted i København. Sætter vi tommelskruerne på ham for at få at vide hvor og hvornår? Det håber jeg ikke. Og hvis jeg var Jens Hansen, ville jeg fortælle, under tortur, at mine medsammensvorne (tilfældigvis identiske med et udvalg af kolleger, chefer og politiske modstandere, så ond er jeg nemlig) så snart de opdagede at jeg ikke kunne kontaktes, ville flytte bomben. Men at det er planen at den skal gå af kl. 12 i Magasin. Hvis altså planen oprindeligt var at den skulle gå af kl. 11 på Nørreport. Tag den og fest torturbødler. Tortur dehumaniserer os, og undergraver retsstaten – ret voldsomt – og det virker sjældent.

Så vi må aldrig acceptere tortur. Men lad os tage et andet tænkt eksempel. Hos PET tikker en email ind fra kollegerne i et venligtsindet land. Eller i hvert fald et land vi helst vil kalde venligtsindet. Vi kunne kalde landet for Pakistan. Eller USA. Mailen fortæller, at på en bestemt adresse i Herlev, er der en flok terrorister fra en ideologi (vi kunne kalde den for virkeliggjort socialisme) der har besluttet sig for at fremme deres image som en fredelig en af slagsen, ved at fylde en varevogn med sprængstoffer, køre den ind i Rigsdagsgården på Christiansborg, og sprænge den i luften.

Det venligtsindede land er kendt for undertiden at bruge tortur. Men de vil ikke i mailen oplyse hvor de har deres oplysninger fra. PET ringer til kollegerne, og spørger hvor oplysningerne kommer fra. Kollegerne i det venligtsindede land vil ikke fortælle det. De ønsker at beskytte deres kilder.

Vi står nu i en hypotetisk situation, hvor PET ikke kan vide om oplysningerne kommer fra tortur. De behøver ikke engang komme direkte fra tortur. CIA kan have tortureret en mistænkt til at oplyse login på en mailkonto, der har afsløret kommunikation med en anden person, som ved en efterfølgende, fuldt legal, telefonaflytning, har nævnt en adresse, og har sendt en mail, der mere end antyder at bomben skal springe en bestemt dag. Adressen, datoen og målet kommer ikke fra tortur. Den indledende oplysning, der har sat CIA på sporet gør. Er det oplysninger der kommer fra tortur? Endnu værre – det er tyrkiske sikkerhedsfolk der har tortureret en fange. De har sendt en mail med oplysningerne til deres chef. Den mail er opsnappet af NSA, der sender oplysningerne videre til os. Kommer oplysningerne stadig fra tortur? Og husk – kollegerne i det venligtsindede land vil ikke fortælle hvor oplysningerne kommer fra. Vi ved bare at USA har haft et lidt afslappet forhold til tortur.

Hvis du mener at indholdet i den mail der dumpede ind hos PET i det ovenstående tænkte tilfælde stammer fra tortur. Selv i det sidste eksempel. Vil du så i ramme alvor mene at PET skal sidde med den viden, og ikke køre forbi adressen i Herlev og se om der står en varevogn? Skal de lade være med at afspærre Christiansborg? Skal de undlade at evakuere Slotsholmen? Skal de basalt set sidde på hænderne og håbe på at det hele er løgn?

Mener du det også, hvis terrormålet ikke er Christiansborg, men en (rigtig) børnehave?

Jeg er ikke enig med CEPOS om ret meget. Men læs alligvel denne kommentar fra Jacob Mchangama. Jeg bryder mig ikke om tortur. Jeg vil til hver en tid kæmpe imod tortur. Men den virkelig verden er sjældent helt så sort/hvid som idealerne tilskriver. Og i modsætning til mine idealer og principper, så lever jeg i den virkelige verden.

Er økologiske gulerødder giftige?

Det er der søreme nogen der har googlet, og fundet min blog. Internettets veje er uransaglige. Svaret er:

Ikke mere end ikke-økologiske gulerødder. 

I virkeligheden havde jeg håbet, at økologiske gulerødder havde et højere indhold af A-vitamin end almindelig gulerødder. Så havde jeg kunnet finde ud af hvor giftigt A-vitamin er, og postulere at økologiske gulerødder er giftigere end almindelige. Men det er bare min kontrære tilgang til økologi 😉

Der er ikke umiddelbart noget der tyder på at økologiske gulerødder indeholder flere vitaminer end ikke-økologiske ditto. Ja, de smager ofte bedre, men det er fordi de er blevet dyrket mere skånsomt, ikke fordi der ikke er hældt pesticider og kunstgødning over dem. 

Og A-vitamin er, ligesom de fleste fedtopløselige vitaminer, potentielt giftig. Og det bliver ikke mindre (eller mere) giftigt af, at gulerødderne er dyrket økologisk. Man løber nu ikke den store risiko. LD50 for mus er 1,5 g/kg. LD50 er den dosis, der slår halvdelen af en population ihjel. Tager man 100 mus, og giver dem hver 30 mg A-vitamin, dør halvdelen af dem af forgiftning. En laboratoriemus vejer nemlig ca. 20 gram. Do the math yourself. Hvis et menneske vejer 80 kg, og der er 835 μg A-vitamin i 100 gram gulerødder, og den dødelige dosis for mennesker er den samme som for mus (og det er ikke sandsynligt), skal man indtage 14,5 ton gulerødder. Jeg tror man dør af noget andet inden A-vitamin forgiftningen slår til. Vitaminerne, eller gulerødderne, skal nemlig indtages på en gang. Gør man det over flere dage, når kroppen at skille sig af med store dele af dem, og så skal der mere til.

Det betyder ikke at man ikke skal passe på. Fedtopløselige vitaminer kan nemlig ophobes i kroppen, og man kan derfor godt rende rundt med så høje mængder A-vitamin, at det bliver sundhedsskadeligt. A-vitamin kan endda muligvis give fosterskader. Det skal man dog ikke bekymre sig ret meget over, med mindre man indtager store mængder vitaminpiller. Der er næppe nogen danskere der lider af A-vitamin forgiftning. Der er til gengæld en del der lider af A-vitamin mangel, og det er et betydeligt større problem.

Fotoprojekt del 2

Warning: Wall of text!

Der er blevet leget lidt med et kamera, en arduino og en loddekolbe siden sidst.

Foreløbige resultater:

Eye-fi fungerer fint. Billederne bliver uploadet som de skal. I forhold til den helt forkromede model, skal der tænkes lidt over et praktisk problem med kortets “uendelig plads” funktion. Kortet uploader automatisk billederne. Det er fint. Det kan også, automatisk, slette billeder når de fylder mere end en bestemt andel af kortets hukommelse. På den måde kan der jo laves en løsning, hvor der aldrig skal slettes billeder, og hvor den eneste udfordring bliver at have plads nok på ens gratis Picasa eller Flickr konto. Problemet er at kortet ikke er designet til denne type brug. Det er meningen at kameraet skal slukkes med jævne mellemrum, gerne en tre gange, for at man er sikker på at der slettes billeder. Problemet er nok begrænset, der er ganske god plads på det, specielt hvis der ikke tages billeder i fuld opløsning. Men ideelt skal der altså findes en måde at slukke kameraet på. Eftersom der også skal tænkes over strømforsyning til det, er det nok til at klare.

Arduino-styringen er ok. Der er lidt bøvl med 7 segment ledden til nedtællingen. Jeg fik både en fælles katode og en fælles anode model med fra Brinck. Helst ville jeg arbejde med fælles katode, men det er fordi jeg har så lidt forstand på elektronik, at jeg foretrækker at tænde en LED ved at sætte en udgang på Arduinoen til høj. Fælles katode ledden fik jeg så brændt af – den kunne ikke tåle 5 V. Overhovedet. Så nu leger jeg med en fælles anode led i stedet. Det er dioder, så jeg skal bare glemme mine ideosynkraiser omkring hvad der bør være plus og minus og sætte udgangene til at være lav i stedet. Samtidig sparer jeg en del modstande, fordi der kun er en anode der skal have sådan en, i stedet for syv. Interessant fact: Sådan en 7 segment led giver en hyletone når den får strøm direkte fra Arduinoen. Hyletonen forsvinder når der sættes en smule modstand ind.

Interfacet mellem Arduino og kamera driller også lidt. Jeg fik NC, ikke NO reedrelæer. Ideen er, at når der er forbindelse mellem jord og spidsen på et 2,5 mm jackstik sat i kameraet, så tager det et billede. Så jord og spids forbindes til relæet. Problemet er at når relæet er NC (normal closed). For så er der forbindelse, indtil jeg sætter strøm på indgangen til relæet. Det kan man kode sig ud af. Men hvis strømmen til arduinoen går, så er forbindelsen åben hele tiden. Og så står kameraet og tager billeder hele tiden. Så jeg skal i Brinck og have et par NO-relæer i stedet.

Så er der hele spørgsmålet om hvilket kamera. Det er nok lidt overkill at sætte et spejlreflekskamera til opgaven, men det er nu engang hvad jeg har lege med derhjemme. På sigt skal det hele nok puttes i en enkelt kasse med hul til linse og så videre. Det betyder at der skal findes et kamera der understøtter Eye-fi kortet, og kan fjernbetjenes. Desværre er fjernudløsning af kameraer med kabel noget der som standard stort set kun findes på spejlreflekskameraer. Så kan man finde kameraer med trådløs udløsning. Det kræver at man piller lidt ved en IR-fjernbetjening, men det kan klares. Man kan også finde et kamera der er så billigt, at man vil gå i gang med skruetrækkeren, og få det åbnet så meget, at der kan loddes ledninger på udløserknappen. Og endelig er der den mulighed som det nok ender med. Man finder et Canon kamera, installerer CHDK på Eye-fi kortet, og starter CHDK op fra kameraet. CHDK er et udviklingsværktøj til at hacke Canon kameraer, og gør det bl.a. muligt at bygge sin egen USB-baserede fjernudløser. Når den rigtige funktion er valg, smider man et USB stik i kameraet, sætter strøm til de to rigtige ledninger i USB-kablet, og så tager kameraet et billede.

Udfordringen lige nu, bortset fra at der skal hente et par hardware dele i Brinck, er derfor at få indkøbt et kamera, der har en firmware er understøttes af CHDK, og at få CHDK til at boote op på kameraet fra et Eye-fi kort når kameraet tændes. Det sidste er vist ikke helt trivielt, hvis man vil have den uendelige plads på kortet. Nu skulle ordregiver også snart have nogen penge til at betale med…

Woot!

Qap’la! Det er lykkedes at flytte hele svineriet til et nyt webhotel. I første omgang bare som en test, men om et par dage bliver det alvor.

Vi bruger heller ikke…

Postnumre.

Jeg gider ikke fortælle dig hvad mit postnummer er, bare fordi jeg skal købe en pakke tyggegummi. Jeg ved godt at det er interessant for jer at vide hvor jeres kunder kommer fra, og om det kan betale sig at annoncere i andre områder end det nærmeste postnummer. Men jeg gider ikke.

Så derfor får I ganske konsekvent at vide, at mit postnummer er 2412.

Det er Julemandens postnummer…

Lidt spooky Google

Der er annoncer på denne blog, mest for at se om det skulle kunne lykkes at få dækket den årlige registreringsafgift til DK-Hostmaster for domænet. Indtil videre er der indtjent 1,60 kr. Folk skal jo klikke på reklamerne for at der kommer penge i kassen, og jeg må ikke selv, for så lukker Google kontoen. Men det betyder at jeg er lidt mere opmærksom på reklamerne end jeg ellers er. De er jo alle vegne, men det her er min side, så der ser jeg dem.

Og så bliver det tydeligt, eller tydeligere, at Google kender os ret godt. Jeg har skrevet en mail til et busselskab, og spurgt hvad det koster at leje en bus til Hamborg i august måned. Og nu dukker der reklamer for et busselskab der kører til Hamborg op ude til højre. Jeg ved godt at de læser med. Det var bare sådan lidt… Hm…

App Inventor

Google lavede et fint værktøj på nettet, hvor man let, og uden at kunne programmere (ret meget) kunne lave applikationer til sin Android mobiltelefon. Kan I det, alle jer Apple-fanboys med jeres playmobil?

Anyway, Google ryddede for nyligt op i den underskov af projekter de har haft kørende, og der døde App Inventor desværre. Desværre inden jeg havde fået taget mig sammen til at lave min prisvindende applikation med lore-viden til Star Trek Online. 

Heldigvis har de gode mennesker hos MIT overtaget projektet, og arbejder på at give os alle adgang til systemet igen, blot på nye servere. De forventer at være i luften i første kvartal af 2012. Følg med på deres blog, det gør jeg.