Mennesker har utroligt travlt med at lade som om vi ikke er dyr. Kreationister er det oplagte eksempel. Men det er også et udbredt synspunkt blandt andre grupper. Selv biologer har undertiden vanskeligt ved at anerkende at mennesker er underlagt de samme biologiske realiteter som alle andre pattedyr.

Så det var befriende at læse et interview i Bergens tidende med psykolog Henrik Tingleff. For efterhånden længe siden.

Han har nemlig gjort sig en erkendelse, baseret på sine samtaler med mennesker.

Vi er flokdyr. Det er vores nærmeste slægtninge blandt primaterne også. Så det er ikke en overraskelse.

Det fører til fem kendsgerninger om mennesket siger han:

1. Vi vil høre til gruppen. Og vi vil gå langt for, at det lykkes.
2. Gruppen gør os diskriminerende og fjendtlige. Den får os til at glemme os selv.
3. Vi er autoritetstro. En kittel eller en guldknap er alt, hvad der skal til.
4. Vi er selvforherligende. Vi vil fremstå bedre end andre. Om vi så skal låne os til det.
5. Vi lader andre lide. Vi undlader at gribe ind. Bare for ikke selv at tabe ansigt.

Prøv at hiv fat i de fem punkter næste gang en woke bæblæst rammer nogen der antyder at køn og hudfarve måske ikke har den store indflydelse på hvordan tyngdekraften fungerer.

Eller – jeg er nødt til at bekymre mig over den her ting som du ikke bekymrer dig om, fordi du nægter at bekymre dig over det.

Undertiden suppleret med en slet skjult forventning om at du bør blive betalt for det følelsesarbejde.

(Fordi din kandidatgrad i feministisk danseterapi ikke har givet dig den høje løn du forventede).

Der er kun et gyldigt svar. Indersiden af dit hoved er ikke mit problem. Jeg har ikke bedt dig om at bekymre dig om det her. Så tag ansvar for dine egne neuroser, og lad være med at give mig skylden for dem.

“Målrettet kommunikation og eksplicit fokus på inklusion virker.

• Kommunikation via velkendte kanaler
• De studerende fremhæver fokus på inkludering på tværs af køn som en positiv faktor for deres deltagelse”

Successen med inklusion var endda så stor, at der udelukkende deltog kvinder… Altså, vi har næsten kun piger i næste generation af familien og more power to them og alt det der. Men… Utroligt inkluderende. Ikke en eneste mand.

Jeg tror vi skal finde et andet ord end inklusion.

Lad os tænke os et projekt. Det handler om at foretage en undersøgelse af holdningerne til et eller andet i en population. Det gør vi med et spørgeskema

Vi laver en projektplan, hvor der er tre milepæle:

• Indsamling af spørgeskemaer afsluttet
• Analyse af data afsluttet
• Endelig afrapportering færdig.

Vi har sat tidspunkter på, baseret på bedste mands (M/K/whatever) bedste bud. Alle har accepteret det.

• Indsamling af spørgeskemaer har derfor deadline i uge 3.
• Analysen har deadline uge 5.
• Den endelige afrapportering har deadline uge 6.

Nu kommer vi så til guldkornet.

Hvis vi udskyder deadline for indsamling af spørgeskemaer til uge 5 – så har vi 0 tid tid at lave analysen, der skal danne grundlag for den endelige afrapportering.

Det forekommer meget indelysende. Men det kommer åbenbart som en overraskelse for rigtig mange, godt lønnede, højt uddannede og erfarne mennesker.

Hvorfor kan boomers ikke lide triggerwarnings? Det ved jeg ikke. Men jeg har et bud på hvorfor generation X ikke kan.

Læs denne historie om “Parental Advisory“.

Godt.

Har du læst den? Kan du nu gætte hvorfor vi er en del gen-x’ere der er lidt lorne ved triggerwarnings?

Kunne det have noget at gøre med, at vi er vokset op i en verden hvor der var mennesker omkring os, der mente at de var mere rene, dydige og moralske end os, og derfor mente sig i deres gode ret til at regulere hvad vi måtte sige, synge, læse, se og lytte til?

Og nu, snart fyrre år senere, er der igen nogen der mener at de er mere rene, dydige og moralske end os, og derfor vil regulere hvad vi må sige, synge, læse, se og lytte til. Og endda har udvidet det til også at omfatte hvad vi må mene. Og, ganske som i 1985, mener at vi er dårlige mennesker hvis vi ikke retter ind efter deres moralske standarder.

Pis af med jer Zoomers, I er ikke en skid bedre end 80’ernes kristne konservative.

Nogen skrev et fødselsdagsportræt. Det blev nogen sure over. Så var der nogen der undskyldte. Og så blev Leny sur..

Man kan mene meget om det. Både for og imod. Men Leny sammenfatter fint tendensen:

“Problemet er ikke fødselsdagsportrættet. Det er, at nyfeminister ikke tåler dissens. De sidestiller fejlagtigt kritik – eller blot fraværet af hyldest – med kvindehad. De er narcissistisk optaget af deres egne følelser og ophæver dem som det naturligste til at være symptom på et samfundsproblem.”

Det er selvfølgelig ikke noget jeg selv mener. Det tør jeg ikke. Men Leny er kvinde, så jeg tør heller ikke andet end at give hende ret, og hylde hendes synspunkter. alt andet vil være sexistisk.