Hvorfor er valget ikke digitalt?

Det er da smart med digitale valg. Så ville vi også kunne få resultatet med det samme.

Folketingsvalget skal leve op til nogle relativt enkle krav.

  1. Du skal som vælger føle dig tryg ved at din stemme bliver talt.
  2. Du skal som vælger føle dig tryg ved at der ikke bliver fusket med tallene
  3. Du skal kunne afgive din stemme uden at andre ser hvad du stemmer
  4. Alle stemmeberettigede skal have mulighed for at afgive din stemme.

Hvis du kan komme med et IT-system der af de fleste vælgere er så enkelt at de kan gennemskue det og føle sig trygge ved at deres stemme bliver talt.

Og at det kun er de afgivne stemmer der bliver talt, og ikke lige 1000 ekstra med krydset placeret det rigtige sted. Eller at nogen hacker en computer et sted og piller lidt ved tallene.

Og som sikrer at kun vælgeren selv ved hvad han/hun/den/det har sat krydset ved.

Og i øvrigt er så teknisk enkelt at alle, også din 90 årige mor der skal have hjælp til at sende en email, kan finde ud af det.

Så siger du bare til. Vi er mange der gerne vil høre om det.

Det vil også være en fordel at det ikke bliver meget dyrere end det er at gennemføre valg i dag. Husk at det her ikke kun er et statsligt IT-projekt. Hvis din plan involverer at der skal stilles computere op, så læg lige prisen på dem til, og husk hvad det koster at opbevare dem på en måde så der ikke lige sniges lidt malware ind mellem valgene.

Manglende arbejdskraft

Vi bliver færre på arbejdsmarkedet. Det er de små årgange der slår til.

Hvad stiller vi op når de færre hænder i den arbejdsdygtige alder samtidig er skrøbelige, og skal have personlige assistenter for at de kan passe et deltidsarbejde?

Spottet på Twitter – hvad er forskellen?

“Alt at vinde – stem på en kvinde”.

Mener du det er et OK budskab at bruge i en valgkamp?

Hvordan med:

“Brug din forstand – stem på en mand”

Mener du også at det er OK budskab? Hvis du mener at det ene er OK, men ikke det andet. Hvorfor?

Er din reaktion når du støder på det første budskab i offentligheden den samme som hvis du stødte på det andet?

Hvis ikke, hvorfor?

Borgens dronninger

I bogen “Borgens dronninger” fra 2006, er Mette Frederiksen citeret for, på et spørgsmål om hvad opskriften for succes for en kvindelig politiker, at svare:

“Det er svært at sige. Men der er ingen tvivl om, at det er en fordel at være ung kvinde i dansk politik i dag. De, der siger det modsatte, lyver. For alle vil gerne have unge kvinder (…) ‘Vi gider ikke høre flere gamle mænd i habit’, hører man hele tiden.”

I bogen roser hun også Margrethe Vestager (RV) og Lene Espersen (C).

Og hun fortsætter:

“Men at tro, at alle vi unge kvinder, der i dag er i dansk politik, KUN er der på grund af vores dygtighed, det ville simpelthen være løgn – det må man aldrig bilde sig ind. Sagen erjo, at vi bliver hjulpet på vej.”

Be kind

Det hører vi ofte. Christian Egander Skov nailer hvad det i virkeligheden handler om i et debatindlæg 15. juli i Berlingske:

“Ligesom alle obskure discipliner, for eksempel i den akademiske verden, gælder det om at skabe en uigennemtrængelig jargon, som sætter skel mellem dem, der forstår at tale med, og dem, der burde klappe i.”

Og han fortsætter:

“Her handler det ikke om høflighed, men om magt, om at tvinge folk til at overtage en verdensanskuelse og gøre den til basis for deres dagligdagssprog.”

Ret præccist.

Flokdyr

Mennesker har utroligt travlt med at lade som om vi ikke er dyr. Kreationister er det oplagte eksempel. Men det er også et udbredt synspunkt blandt andre grupper. Selv biologer har undertiden vanskeligt ved at anerkende at mennesker er underlagt de samme biologiske realiteter som alle andre pattedyr.

Så det var befriende at læse et interview i Bergens tidende med psykolog Henrik Tingleff. For efterhånden længe siden.

Han har nemlig gjort sig en erkendelse, baseret på sine samtaler med mennesker.

Vi er flokdyr. Det er vores nærmeste slægtninge blandt primaterne også. Så det er ikke en overraskelse.

Det fører til fem kendsgerninger om mennesket siger han:

  1. Vi vil høre til gruppen. Og vi vil gå langt for, at det lykkes.
  2. Gruppen gør os diskriminerende og fjendtlige. Den får os til at glemme os selv.
  3. Vi er autoritetstro. En kittel eller en guldknap er alt, hvad der skal til.
  4. Vi er selvforherligende. Vi vil fremstå bedre end andre. Om vi så skal låne os til det.
  5. Vi lader andre lide. Vi undlader at gribe ind. Bare for ikke selv at tabe ansigt.

Prøv at hiv fat i de fem punkter næste gang en woke bæblæst rammer nogen der antyder at køn og hudfarve måske ikke har den store indflydelse på hvordan tyngdekraften fungerer.

Emotional labour

Eller – jeg er nødt til at bekymre mig over den her ting som du ikke bekymrer dig om, fordi du nægter at bekymre dig over det.

Undertiden suppleret med en slet skjult forventning om at du bør blive betalt for det følelsesarbejde.

(Fordi din kandidatgrad i feministisk danseterapi ikke har givet dig den høje løn du forventede).

Der er kun et gyldigt svar. Indersiden af dit hoved er ikke mit problem. Jeg har ikke bedt dig om at bekymre dig om det her. Så tag ansvar for dine egne neuroser, og lad være med at give mig skylden for dem.

Social smitte

Dette er en lidt ældre artikel. Og handler om det interessante fænomen, at personer bryder sig så lidt om en legemsdel, at de ønsker at få den amputeret. Typisk arme eller ben. Lægerne er, eller var, forundrede. Patienterne var tilsyneladende ved deres fulde fem. Eller i det mindste kunne man ikke finde en passende diagnose. Fænomenet blev beskrevet i 1977. Navnet er nogen bekendt, John Money hed han. Eftertiden har gjort ham lidt kontroversiel. Wikipedia skriver diplomatisk om hans deltagelse i debatter om kronofili. Eller pædofili om man vil. Anyway, fæonomenet kaldes apotemnophilia på engelsk.

Det lader til at være i familie med anden interessant adfærd; at bruge krykker eller kørestol, uden at have behov for det. Fordi man ønsker at føle sig handicappet. I amputationsland på nettet, kaldes de “wannabes”. På dansk mangler vi lidt et ord for folk der har fået amputeret noget. Det engelske er “amputee”, og jeg er ikke begejstret for ordet “amputeret” eller “amputerede” som flertal, til at beskrive personer der har fået foretaget en amputation. Men lad os bare bruge de ord.

Disse wannabes fortæller at de altid har følt at de skulle være amputerede. At de har følt at “det er det de er”. At deres identitet er at være amputeret. Og at det at få gennemført amputationen får deres fysik til at mathce deres identitet. At de er fanget i en krop der ikke er deres. Fordi deres krop har begge ben.

Det interesante – synes jeg – er at forskere der har kigget på fænomenet taler om en semantisk smitte. At beskrivelsen af et fænomen, påvirker den måde personer berørt, måske kun perifert, tænker om fænomenet. At klassifikationen påvirker det der klassificeres. Og dermed, at når psykiatere begynder at skrive artikler, danner støttegrupper for patienter, opfordrer den farmaceutiske industri til at lede efter behandlinger. Så kan de udbrede en psykisk lidelse.

Der findes nutidige eksempler fra de sociale medier, hvor noget der måske, måske ikke, er tourettes syndrom spredes. Læs mere her.

Så måske årsagen til nogle af de udfordringer folk står med, ikke skal søges i en indre identitet som amputeret eller tourettesramt. Men at de er blevet smittet.