“Alt at vinde – stem på en kvinde”.
Mener du det er et OK budskab at bruge i en valgkamp?
Hvordan med:
“Brug din forstand – stem på en mand”
Mener du også at det er OK budskab? Hvis du mener at det ene er OK, men ikke det andet. Hvorfor?
Er din reaktion når du støder på det første budskab i offentligheden den samme som hvis du stødte på det andet?
Hvis ikke, hvorfor?
Det blev Ferdinand Kragh spurgt om i Weekendavisens podcast Avistid den 20. november 2020.
Her er hans bud:
Det er muligvis er en måde at manipulere sig til nogle privilegier man synes nogen andre har og man selv skal have..
Det er vist meget præcist…
I bogen “Borgens dronninger” fra 2006, er Mette Frederiksen citeret for, på et spørgsmål om hvad opskriften for succes for en kvindelig politiker, at svare:
“Det er svært at sige. Men der er ingen tvivl om, at det er en fordel at være ung kvinde i dansk politik i dag. De, der siger det modsatte, lyver. For alle vil gerne have unge kvinder (…) ‘Vi gider ikke høre flere gamle mænd i habit’, hører man hele tiden.”
I bogen roser hun også Margrethe Vestager (RV) og Lene Espersen (C).
Og hun fortsætter:
“Men at tro, at alle vi unge kvinder, der i dag er i dansk politik, KUN er der på grund af vores dygtighed, det ville simpelthen være løgn – det må man aldrig bilde sig ind. Sagen erjo, at vi bliver hjulpet på vej.”
Det hører vi ofte. Christian Egander Skov nailer hvad det i virkeligheden handler om i et debatindlæg 15. juli i Berlingske:
“Ligesom alle obskure discipliner, for eksempel i den akademiske verden, gælder det om at skabe en uigennemtrængelig jargon, som sætter skel mellem dem, der forstår at tale med, og dem, der burde klappe i.”
Og han fortsætter:
“Her handler det ikke om høflighed, men om magt, om at tvinge folk til at overtage en verdensanskuelse og gøre den til basis for deres dagligdagssprog.”
Ret præccist.
Mennesker har utroligt travlt med at lade som om vi ikke er dyr. Kreationister er det oplagte eksempel. Men det er også et udbredt synspunkt blandt andre grupper. Selv biologer har undertiden vanskeligt ved at anerkende at mennesker er underlagt de samme biologiske realiteter som alle andre pattedyr.
Så det var befriende at læse et interview i Bergens tidende med psykolog Henrik Tingleff. For efterhånden længe siden.
Han har nemlig gjort sig en erkendelse, baseret på sine samtaler med mennesker.
Vi er flokdyr. Det er vores nærmeste slægtninge blandt primaterne også. Så det er ikke en overraskelse.
Det fører til fem kendsgerninger om mennesket siger han:
Prøv at hiv fat i de fem punkter næste gang en woke bæblæst rammer nogen der antyder at køn og hudfarve måske ikke har den store indflydelse på hvordan tyngdekraften fungerer.
Eller – jeg er nødt til at bekymre mig over den her ting som du ikke bekymrer dig om, fordi du nægter at bekymre dig over det.
Undertiden suppleret med en slet skjult forventning om at du bør blive betalt for det følelsesarbejde.
(Fordi din kandidatgrad i feministisk danseterapi ikke har givet dig den høje løn du forventede).
Der er kun et gyldigt svar. Indersiden af dit hoved er ikke mit problem. Jeg har ikke bedt dig om at bekymre dig om det her. Så tag ansvar for dine egne neuroser, og lad være med at give mig skylden for dem.
Dette er en lidt ældre artikel. Og handler om det interessante fænomen, at personer bryder sig så lidt om en legemsdel, at de ønsker at få den amputeret. Typisk arme eller ben. Lægerne er, eller var, forundrede. Patienterne var tilsyneladende ved deres fulde fem. Eller i det mindste kunne man ikke finde en passende diagnose. Fænomenet blev beskrevet i 1977. Navnet er nogen bekendt, John Money hed han. Eftertiden har gjort ham lidt kontroversiel. Wikipedia skriver diplomatisk om hans deltagelse i debatter om kronofili. Eller pædofili om man vil. Anyway, fæonomenet kaldes apotemnophilia på engelsk.
Det lader til at være i familie med anden interessant adfærd; at bruge krykker eller kørestol, uden at have behov for det. Fordi man ønsker at føle sig handicappet. I amputationsland på nettet, kaldes de “wannabes”. På dansk mangler vi lidt et ord for folk der har fået amputeret noget. Det engelske er “amputee”, og jeg er ikke begejstret for ordet “amputeret” eller “amputerede” som flertal, til at beskrive personer der har fået foretaget en amputation. Men lad os bare bruge de ord.
Disse wannabes fortæller at de altid har følt at de skulle være amputerede. At de har følt at “det er det de er”. At deres identitet er at være amputeret. Og at det at få gennemført amputationen får deres fysik til at mathce deres identitet. At de er fanget i en krop der ikke er deres. Fordi deres krop har begge ben.
Det interesante – synes jeg – er at forskere der har kigget på fænomenet taler om en semantisk smitte. At beskrivelsen af et fænomen, påvirker den måde personer berørt, måske kun perifert, tænker om fænomenet. At klassifikationen påvirker det der klassificeres. Og dermed, at når psykiatere begynder at skrive artikler, danner støttegrupper for patienter, opfordrer den farmaceutiske industri til at lede efter behandlinger. Så kan de udbrede en psykisk lidelse.
Der findes nutidige eksempler fra de sociale medier, hvor noget der måske, måske ikke, er tourettes syndrom spredes. Læs mere her.
Så måske årsagen til nogle af de udfordringer folk står med, ikke skal søges i en indre identitet som amputeret eller tourettesramt. Men at de er blevet smittet.
“Målrettet kommunikation og eksplicit fokus på inklusion virker.
Successen med inklusion var endda så stor, at der udelukkende deltog kvinder… Altså, vi har næsten kun piger i næste generation af familien og more power to them og alt det der. Men… Utroligt inkluderende. Ikke en eneste mand.
Jeg tror vi skal finde et andet ord end inklusion.
Lad os tænke os et projekt. Det handler om at foretage en undersøgelse af holdningerne til et eller andet i en population. Det gør vi med et spørgeskema
Vi laver en projektplan, hvor der er tre milepæle:
Vi har sat tidspunkter på, baseret på bedste mands (M/K/whatever) bedste bud. Alle har accepteret det.
Nu kommer vi så til guldkornet.
Hvis vi udskyder deadline for indsamling af spørgeskemaer til uge 5 – så har vi 0 tid tid at lave analysen, der skal danne grundlag for den endelige afrapportering.
Det forekommer meget indelysende. Men det kommer åbenbart som en overraskelse for rigtig mange, godt lønnede, højt uddannede og erfarne mennesker.
Hvorfor kan boomers ikke lide triggerwarnings? Det ved jeg ikke. Men jeg har et bud på hvorfor generation X ikke kan.
Læs denne historie om “Parental Advisory“.
Godt.
Har du læst den? Kan du nu gætte hvorfor vi er en del gen-x’ere der er lidt lorne ved triggerwarnings?
Kunne det have noget at gøre med, at vi er vokset op i en verden hvor der var mennesker omkring os, der mente at de var mere rene, dydige og moralske end os, og derfor mente sig i deres gode ret til at regulere hvad vi måtte sige, synge, læse, se og lytte til?
Og nu, snart fyrre år senere, er der igen nogen der mener at de er mere rene, dydige og moralske end os, og derfor vil regulere hvad vi må sige, synge, læse, se og lytte til. Og endda har udvidet det til også at omfatte hvad vi må mene. Og, ganske som i 1985, mener at vi er dårlige mennesker hvis vi ikke retter ind efter deres moralske standarder.
Pis af med jer Zoomers, I er ikke en skid bedre end 80’ernes kristne konservative.