“Every record has been destroyed or falsified, every book has been rewritten…every statue and street and building has been renamed, every date has altered. And that process is continuing day by day and minute by minute. History has stopped.”
Så jeg har bestilt Borte med Blæsten på fysisk medie.
Så andre ikke behøver.
Dette billede er ofte brugt herhjemme. Sådan ca. hver gang det viser sig at det er vores ansvar at der 
koordineres hvem der er hvor til jul. Eller når der er andet der skal gøres, alle ved at det skal gøres, men hvor det er lettere at en anden gør det. Hvorefter man vælger at tjekke ud fra processen, i den sikre forvisning, at der nok skal blive gjort hvad der skal gøres. For der er altid nogen der er ansvarsbevidste nok til at gøre det.
Det er så ofte os.
Billedet randt mig i hu da jeg læste denne kommentar på EkstraBladet. Leif Donbæk minder om at der måske ikke er skiltet på Roskilde station at det er forbudt at gå over skinnerne. Men at man godt må tænke selv og lade være alligevel. Og at det er muligt at det er lovligt at samles 10-15.000 mennesker i protest over politiets drab på en sort mand (mistænkt falskmøntner, og med et helt apotek i blodet, ikke at det mindsker det episke niveau af dysfunktionalitet i USAnsk retshåndhævelse), nogen tusinde kilometer væk. Men at det måske kunne være en god ide at overveje hvor smart det er under en pandemi der har kostet en pæn sjat mennesker livet. Og som i øvrigt, som de fleste af de her kalamiteter, vender den tunge ende nedad. Altså netop i højere grad rammer de Black Lives, som demonstrationen minder os om Matters. Med andre ord – for at gøre opmærksom på de problemer der gør sig gældende på bunden af samfundet, gennemfører man protester, der har en ret høj risiko for at øge (andre) problemer på bunden af samfundet.
Anyway, det var blot det udløsende. Forbindelsen er endnu ældre. Eller i hvert fald en tre måneder ældre. Hvor jeg så kloge folk bemærke, at når nu det viste sig at det var nok at 80% af befolkningen praktiserede at holde afstand og håndhygiejne. Så ville vi, når pandemien var overstået, skulle høre på de 20% der ikke gad at holde afstand, at det slet ikke havde været nødvendigt.
Og det skal vi nu. Hvis tilstrækkeligt mange holder afstand, spritter af, og opfører sig fornuftigt. Så gør det ikke noget at 15.000 mennesker ikke gjorde det. Prisen for at de kan gøre hvad de har lyst til er at andre ikke gør det samme.
Det gælder sådan set ikke kun de her BLM-demoer. Og retten til at demonstrere er ret vigtig, og bør ikke begrænses af myndighederne. At arrangører og deltagere så kunne overveje visdommen i at gennemføre dem er en anden sag. Det gælder generelt. Årsagen til at smitten ikke eksploderer, i det omfang vi faktisk kan undgå det, når du ikke kan finde ud af at holde afstand i supermarkedet, er at vi andre holder afstand. Årsagen til at vi undgår dødsfald selvom du ikke tager hensyn er at vi andre tager hensyn.
De af os der tager hensyn kan godt gå hen og blive en smule trætte af de der ikke gør. Det var bare det jeg ville sige.
Når nu vi skulle lade alle vores forskellige medier gå i sort i sympati med Black Lives Matter?
Bortset fra de der i dage efter blev shamet for at have gjort det?
Det er den ikke fordi siden ikke er i USA.
Fordi skribenten ikke er amerikaner.
Fordi Danmark ikke er en delstat i USA.
Så jeg forbeholder mig ret til at ignorere størstedelen af de kalamiteter der udspiller sig i det shitshow vi aktuelt kalder for USA. Jeg har ikke mental båndbredde til at skulle tage mig af at narkopåvirkede falskmøntnere dør i psykotiske betjentes varetægt et sted i USA. Det er fint hvis du har. Indtil da vil jeg koncentrere mig om at prøve på at undgå at dø af stress i den tilværelse jeg selv forsøger at holde sammen på.
Bare fordi jeg har brug for at gemme det her link. For det er fantastisk.
The Museum of Ridiculously Interesting Things.
Ord kan ikke beskrive det.
Her er der eksempelvis en samling af fugle i små sweatere. Det bliver kun mærkeligere derfra…
Det meste af denne blog er på engelsk. Jeg arbejder i et internationalt felt. Men her kommer mit engelske lidt til kort – i hvert fald på skrift.
Vi har et problem med CPR-numre. Og det skyldes en grundlæggende misforståelse.
CPR-nummeret er den unikke identifikation af en person i Danmark. De ti cifre der er knyttet til mig, identificerer mig. Når vi taler om en person med CPR-nummeret 123456-7890, er der en og kun en person der kan være tale om.
Vi ved også at det er en person født i den ukendte måned 34 og at vedkommende er født med en biologi der gør vedkommende til en “hun”.
Så når jeg går ind i en forretning, og indgår en låneaftale, hvoraf det fremgår at CPR-nummeret på låntager er 123456-7890 – så er det entydigt identificeret, at det er denne meget fiktive person der hæfter for pengene.
Betyder det så at jeg, den person der stod i forretningen, var denne person?
Nej. Jeg kan have stjålet et sygesikringsbevis. Jeg kan for så vidt have produceret det selv. Det er ikke så svært. I de mest grelle eksempler, har låntager slet ikke fremvist noget som helst, men bare sagt CPR-nummeret. Hvis jeg ikke har fremvist legitimation på at jeg er den person der er identificeret med det CPR-nummer – så er der ingen garanti for at jeg faktisk er den person.
Problemet opstår fordi folk ikke kan finde ud af at skelne mellem netop identifikation og legitimation. CPR-nummeret bliver betragtet som en hemmelig kode. Hvis man kan oplyse det, så må man være den person. Men det er ikke spor hemmeligt. Det står på dit sygesikringsbevis. Det gemmer sig i stregkoden. De første seks cifre oplyser du gladeligt til hvem som helst. Det sidste ciffer kan, for 99,4% af befolkningen, begrænses til at være et af fem.
Du tror det er hemmeligt, og at hvis du kan oplyse det, så kan der ikke være tvivl om at det faktisk er dig. Udbydere af kviklån lader som om det er hemmeligt, og at de har fat i den rigtige person hvis de får det oplyst. Jeg er helt sikker på at de godt er klar over problemstillingen, men bare er ligeglade. Alle lader som om at man kan bruge CPR-nummeret til at legitimere sig. Og fordi vi lader som om man kan det, får man problemer med identitetstyveri når folk kan optage forbrugslån ved blot at oplyse et CPR-nummer. Og folk går i panik over at deres CPR-nummer offentliggøres.
Vi burde offentliggøre alle CPR-numre. Så ville det forhåbentlig stå klart for alle at CPR-nummeret ikke legitimerer noget som helst.
Nede i Sønderjylland. Nej.
Jeg ved ikke helt hvordan det skal formuleres. Men.
Hvor går grænsen for hvor meget “normalsamfundet” skal bøje sig for minoriteten?
Hvordan skal “normalsamfundet” håndtere modsat rettede behov fra forskellige minoriteter?
Hvornår bliver kravet om støtte til en minoritet for stort?
Eller – er det rimeligt at jeg skal betale tilstrækkeligt i skat til at en medborger kan gå hjemme fordi han er bange for at gå uden for en dør? Det er det nok. Er det også rimeligt at jeg skal betale for professionel hjælp til vedkommendes rengøring? Til at der kommer en fra kommunen og smører madpakke til børnene? Til at der kommer en fra kommunen og hjælper med at rydde op?
Hvor er det grænsen går? Er grænsen nået, når jeg skal betale så meget i skat, at jeg ikke selv har råd til rengøringshjælp?
Grænsen er nok afhængig af antallet. Hvis kun en enkelt medborger i landet har brug for at der kommer nogen fra kommunen og vækker børnene, fordi man ikke selv lige kan overskue det med et vækkeur. Så er det nok ikke noget problem. Når man undertiden får en fornemmelse af at der ikke er nogen børn tilbage i landet der ikke har en bogstav-diagnose – så begynder det at blive et problem. For om 20 år vil der ikke være nogen forældre uden en bogstav-diagnose. Hvordan vi til den tid finder tilstrækkeligt med kommunalt ansatte der ikke selv har en bogstav-diagnose, så der er nogen der kan hjælpe med madpakkerne, aner jeg ikke.
Der er andre grænser hvor antallet tæller omvendt. Hvis det vitterlig kun er 0,6% af befolkningen der oplever at have et køn der ikke matcher det fortegn de gameter deres krop kan, kunne, eller kommer til at kunne producere. Betyder det så virkelig at 99,4% af befolkningen, når de taler med en nybagt mor (af arbitrært køn), i stedet for at spørge om det blev “en dreng eller en pige”, skal spørge “hvilket køn barnet blev tildelt ved fødslen”?
Jeg aner det ikke. Men nu skal jeg ud at tage opvasken, skrælle kartofler, rydde op og fjerne spindelvæv fra hjørnerne. Jeg har nemlig ikke råd til at betale for at nogen gør det. Blandt andet fordi jeg skal finansiere at kommunen gør det for min nabo (ikke min specifikke nabo. En metaforisk nabo).
Eller museerne. Eller bibliotekerne. Eller whatever der nu lige er din private kæphest. Beregningerne siger jo at det næsten ikke påvirker smittetrykket.
Det er der sådan set en meget enkel forklaring på. Man behøver ikke engang være virolog for at forstå den.
Myndighederne arbejder med et smittebudget.
Tænk på det som et husholdningsbudget. Det kan godt være at den nye telefon kun koster det halve af hvad huslejen står i. Men hvis der ikke er penge nok på kontoen når huslejen er betalt – så er der ikke en ny telefon til dig i denne måned. Man kan godt overforbruge. Men hvis vi overforbruger i en epidemi – så dør bedstemor.
As a follow up to the previous post.
Yes, a sub-optimal meeting culture does not automatically become optimal because it goes online.
But! This corona/covid-19/chinese flu crisis amplifies stuff. The racial problems in the US becomes more pronounced. The problems with the british class system are suddenly visible even from across the north sea. The challenges workers in precarious posions in a global economy faces are enlarged.
And the problematic elements in a meeting culture becomes large enough, that something might actually be done about them!
Denmark has been in lockdown – or something like it – for close to two months now. March 11th our prime minister announced that all public employees where to be sent home as soon as possible. A lot of other institutions, companies and functions were similarly closed down. Further restrictions were introduced in the following weeks.
My husband was also told to work from home. He had his first full day at home on the 12th. I had to show up at work on the 12th, and was sent home early because I had an online meeting in the afternoon.
How is this working? The first 1½ week it was great! Finally I had the time to get on top of things, uninterrupted by meetings, colleagues asking if I wanted to drink coffee, or if I could help change the toner in the printer.
The next two weeks – (timeline excluding the 1½ week I was on mandatory vacation at home in connection with easter) – where not that productive. The stuff that could be done without talking with colleagues was running out.
And after that – now we have found the way. Online meetings are working, debating the way we should design a general, introductory workshop on visualization of data is as frustrating as it would have been otherwise. And the amount of irrelevant meetings is back to normal. Do not misunderstand me – meeting with colleagues without having an agenda is nice. And necessary, especially since we are in almost complete isolation at home. On the other hand. Not every meeting is actually necessary. I started the lockdown joking that we would now discover which meetings could have been emails. Now, I think that we are beginning to discover which emails could have been meetings. If we cant meet, at least we can have a meeting.
In other words – the bad habits of the physical office is entering the online office.
Managers and colleagues have no problem booking online meetings at the same time as you are in another meeting. With little to no understanding that you are actually in another meeting. As I wrote my boss: I can’t wait for us to get physically back to the library, so I can tell you that I cannot attend that meeting, since I am out of town at another meeting.
Usually it is possible to get people to understand, that if your meeting at location A ends at 12.00 you are not able to attend another meeting at location B. Or, they can understand if if there is 30 minutes of transportation between the two locations. Not so in the virtual world. Leading to a day (two weeks ago as of this writing), with the first meeting beginning at 9 and ending at 9.30. The next meeting from 9.30 to 11.00. The next again from 11.00 to 12.00. And the next from 12.00 to 13.00. The fifth meeting started 13.00 and was finished 14.00 Not that we were actually finished, but the sixth meeting was at 14.00. Happily it was a short one, only lasting 15 minutes. So I had 45 minutes for a biobreak, before the final meeting started at 15.00.
Moderne it-systemer gør det muligt at dele kalendere, så man kan se hvornår ens kolleger laver hvad. Det er super praktisk. De giver også mulighed for at booke møder med kollegerne direkte i deres kalendere. Virkelig smart.
Når man skal booke en kollega til et møde er der to filosofiske skoler man kan abonnere på.
Den ene er: Jeg kan se at Christian sidder i et andet møde mellem 12 og 13 på torsdag. Så vil det nok være en dårlig ide at indkalde til møde på det tidspunkt.
Den anden er: Jeg kan se at Christian sidder i et andet møde mellem 12 og 13 på torsdag. Andre har altså overvejet om det tidspunkt ville være et godt tidspunkt at mødes på. De har sikkert kigget på mange alternativer, og tænkt længe over det optimale mødetidspunkt. Jeg vil også mødes med Christian på det best tænkelige tidspunkt ever. Og det er jo åbenbart torsdag kl. 12 til 13. Så der booker jeg også et møde med ham.