Simpel mad 1.1

En videreudvikling af peberfrugtkyllingen står og hygger sig på blusset netop nu. 

Tomat går godt med kylling. Tomat går også ok med peberfrugt. Så de tre røde og tre gule peberfrugter, og de fire kyllingelår (med rygstykke), er blevet suppleret med ½ kg cherrytomater.

De dufter fantastisk allerede inden de kommer i gryden, nu ser vi hvordan det går med smagen. Næste videreudvikling kommer nok til at ske med bacon. Bacon går godt sammen med hvad som helst…

Simpel mad 2

 

Det skal være let. Meget let. For klokken er som regel 17.30 når jeg kommer hjem. Kæresten har fri kl. 17, og er hjemme kl. 18. Og det er når indkøbslisten er i bund, og der ikke skal købes ind. Så maden skal være let, hurtig, og ikke kræve for meget. Og samtidig må den godt være god. Den letteste måde at skære ned på tiden er at bruge få ingredienser. 

Denne opskrift har vi ikke prøvet endnu, men det ser godt ud. Den er ikke selvkomponeret, og med fem ingredienser er den mere end dobbelt så kompliceret som peberfrugtkyllingen. Men den er stadig enkel at gå til. Opskriften er tyvstjålet fra Travel Through Food.
 
  • 500 g kyllingelår, uden skind og ben, skåret i 2-3 skiver (hver)
  • 5-6 fed hakket hvidløg
  • 1½ tsk tørret persille (her ville jeg være fristet af frisk, men det kræver at vi får sat gang i et andet projekt)
  • 1 spsk mel
  • 1½ spsk olivenolie 
  • Salt og peber
 
Alt, bortset fra melet og olie, blandes sammen, og får lov at trække i et kvarter. Tilsæt mel, og rod godt rundt. Varm olien i en pande, steg kyllingerne til de er gyldne. De skal have 2-3 minutter på hver side, afhængig af tykkelse og varme.
Server.

Simpel mad 1.1

 

Så bliver det ikke meget enklere.

Man tager 6-8 peberfrugter, hold dig til gule og røde. Orange kan også bruges, men det gør ingen forskel i hvordan retten ser ud når den er færdig.

Rens og skær dem ud i store tern.

Smid dem i en gryde, læg 8 kyllingelår oven på. Andre dele af kyllingen kan også bruges, men helst med skind og ben af hensyn til smagen.

Giv det hele et drys salt, og sæt det på komfuret. Rør regelmæssigt de første ti minutters tid. Peberfrugterne afgiver hurtigt store mængder væske, og falder sammen. Læg låg på, og lad det simre en tre kvarters tid. Måske lidt længere afhængig af hvilke dele af kyllingen der røg i gryden.

Og vupti, så er retten færdig. Jeg aner ikke hvad jeg vil kalde den, men kæresten, der normalt ikke er meget for peberfrugter, var ret begejstret. Hvis man absolut vil, kan man give den en smule maizena, men det synes jeg er synd.

Med lidt held er der væske til rest. Det gør sig ubeskriveligt godt i kødsovs har vi erfaring for.

Verdens bedste kringle

Opskriften er tyvstjålet fra Politiken. Men den er på prosaform, og det er lidt bøvlet når man skal fremstille den.

Dej:

  • 50 g gær
  • 1 kop lunkent vand
  • Lidt salt
  • 3 spsk sukker
  • 3 æg
  • 330 g margarine
  • 450 g mel

Remonce:

  • 225 g sukker
  • 225 g margarine
  • Kardemomme eller kanel

I øvrigt:

  • Rosiner, perlesukker og hakkede nødder.

Fremgangsmåde:

  • Gæren smuldres ud i vandet, og sukker samt æg tilsættes. Margarinen skæres i stykker og smuldres i. Skålen sættes lunt og gærer i en halv time.
  • Mel tilsættes og der æltes. Den oprindelige opskrift taler om at bruge fingrene og noget om erfaring og den slags. Det er lidt Søren Ryge agtigt, men det giver god mening. Margarinen behøver ikke at blive helt fordelt.
  • Dejen hæver mindst en time, og røres ud til et 50-70 cm. langt stykke, højest 3 mm tykt. Der foldes og rulles, gentagne gange, tilsæt evt. ekstra mel. Dejen skæresi 4 stykker, ca. 15 cm brede.
  • Remoncen fremstilles:; Sukker og margarine, og krydderi, varmes i gryde til den er tyktflydende.
  • Remoncen hældes ud på de fire stænger, der hældes rigeligt rosiner på, og dejen foldes sammen.
  • Kringlerne løfteso ver i en bradepande, og pensles med æg. Der efterhæves i en halv time.
  • Der pensles med æg, og drysses med sukker og hakkede nødder
  • Bages i forvarmet ovn. Start ved 225 grader og sæt ned til 200 grader. Samlet bagetid 14-16 minutter.

Sigil

Sigil er nok programmet til at lave ebogen. Men det er ikke nødvendigvis helt enkelt. Hvordan lægges der eksempelvis et forsidebillede ind?

Det lader til at være noget der ikke for alvor er veldefineret i epub-standarden. I hvert fald hvis dette link:

http://blog.threepress.org/2009/11/20/best-practices-in-epub-cover-images/

Står til troende. Sigil lader heller ikke til at give mulighed for at redigere direkte i OPF-filen. Så deeet….

 

Hvor klog er din browser

Det kommer vel strengt taget ikke som nogen stor overraskelse.

Folk der bruger Internet Explorer er dummere end gennemsnittet. Bruger man Opera er man vildt klog:

http://www.kitguru.net/channel/benjamin/survey-shows-internet-explorer-users-have-lower-intelligence/

Selv er jeg noget klogere end gennemsnittet, og derfor bruger jeg Chrome. Undtagen på arbejdet, hvor jeg bruger Internet Explorer. Og derfor er dum.

Povray projekt

Det er ikke altid helt let at forklare hvad jeg laver på arbejdet. Forleden blev dele af arbejdstiden brugt på at finde bestemte scener med elvere i Ringenes Herre. Meget seriøst, og en vigtig del af arbejdet, men det er ikke helt let at forklare et job der involverer både det, og at hjælpe brugerne med at finde en bestemt bog.

Formålet er at lave en kick-ass præsentation i Prezi, for chefen har efterhånden lagt et vist niveau for hvordan hans foredrag skal se ud, og det er ikke helt let at leve op til. Der er stadig over en måned til varen skal leveres, men jeg er gået i gang med at foreberede næste års årsberetning, for den skal naturligvis overgå dette års.

Derfor et rask lille Povray projekt. Eller måske ikke i Povray, men så i et andet program til at lave 3D-animationer, der gør det muligt at løfte niveauet endnu en gang.

Jeg er ude efter at kunne lave en animeret 3D-film, hvor vi flyver gennem et eller andet, og holder pauser ved bestemte billeder/slides/videoer. Det kan i hvert fald gøres i Povray, men jeg forudser at det kan kræve så meget tid på en kraftig computer, at det ikke er praktisk muligt. Blender er et muligt alternativ.

Under alle omstændigheder, er der en stabel teknikker der skal styr på:

Jeg skal kunne lave legemer, terninger, dodekaedre etc, og smide billeder på fladerne.

Jeg skal kunne rotere disse legemer, og bevæge kameraet omkring dem.

Jeg skal kunne indsætte video i animationen, gerne direkte, uden at skulle lave for meget efterbehandling.

Jeg skal kunne synkronisere lyd ind over filmen.

 

og meget andet, men det er de ting jeg ikke helt har styr på endnu.