Nisse: Præster er djævlens yngel

Så er den gal igen:

Nordjysk nisse gør op med billedet af de små søde præster som en naturlig del af julen. De er djævelens yngel og har intet at gøre i en dansk jul, mener han.

Han har derfor også gjort datterens børnehavepædagoger og sønnens dagplejer klart, at hans børn ikke må udsættes for præster.

Klogt træk…

Løb

"Så må du løbe hurtigere". Sådan lyder beskeden ofte når man fortæller nogen at det her kan man altså desværre ikke nå på denne side af nytår.

Chefer holder særligt meget af den bemærkning.

Nu er det sådan at det faktisk hjælper at løbe hurtigere. Jeg kan nå mere når jeg holder min normale travehastighed på 6-7 km i timen, end jeg kan når tempoet sættes ned til det mere magelige 5 km i timen. Fysikken kan sågar beskrive fænomenet. Det forholder sig nemlig sådan at når man bevæger sig, går tiden i forhold til inertialsystemet, folk der står stille fx, langsommere. Så ved at løbe hurtigere, kan jeg altså opnå at de 37 timer jeg får løn for, selvom de opleves som 37 timer af mig, opleves af andre som eksempelvis 38 timer. Så hvis en af cheferne synes at der skal løses opgaver svarende til 38 timer inden for de 37 hun betaler mig for, hvor hurtigt skal jeg så løbe for at det hænger sammen?

Fysikkens beskrivelse giver mulighed for at besvare spørgsmålet. Formlen man skal bruge er denne:

\Delta t' = \frac{\Delta t}{\sqrt{1-(v/c)^2}}

 

v er den hastighed jeg skal bevæge mig med, c er lysets hastighed, delta t' er den tid jeg oplever. Og delta t den tid chefen oplever. Rearranger og løs for den ønskede forbedring, her fra 37 til 38 timer. (udregningen overlades til den interesserede læser).

Resultatet er at jeg skal løbe en del hurtigere, hastigheden skal mere præcist sættes op fra 7 km/t til 245.963.259 km/t. Et helt legitimt og rimeligt krav med andre ord, jeg håber bare at jeg kan få bevilget arbejdssko, for jeg tror det kommer til at slide lidt på fodtøjet.

De er for kloge

Glædeligt at der nu er opnået ligestilling blandt de ph.d.-studerende. Politiken følger naturligvis op med det næste naturlige spørgsmål: Hvornår smitter det af på antallet af kvindelige forskere?

Kloge mennesker udtaler sig om årsagerne til både stigningen, og hvorfor kvinder er underrepræsenterede i de egentlige forskerstillinger på universiteterne. De sædvanlige argumenter om særlige tiltag på universiteterne og mænds skarpere albuer bliver fremført.

Der er dog to argumenter der endnu en gang glemmes:

Når man ser flere kvindelige ph.d.-studerende skyldes det naturligvis at der er kommet flere kvinder ind på de traditionelt forskningstunge uddannelser – lægestudiet og de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser. Der er der er mange ph.d.-stillinger, og derfor slår en ændret kønsfordeling blandt de studerende stærkt igennem. Hvad man glemmer er at en ph.d.-uddannelse, efter en justering for et par år siden, er blevet et særdeles attraktivt tidspunkt at få børn på. Man befinder sig i et relativt beskyttet miljø, med mulighed for barselsorlov, og hvor karriere-uret først for alvor begynder at tikke når man er færdig.

Og så til det argument der efter min mening forklarer rigtig meget når man skal finde ud af hvorfor der er så få kvinder i faste forskerstillinger på universiteterne. De er simpelthen for kloge. En nyuddannet forsker kæmper i adskillige år med midlertidige stillinger og bevillinger. Overvej selv alternativerne: Man kan gå universitetsvejen, med den ene 2 eller 3-årige bevilling efter den anden hvor man ikke ved om man har arbejde næste år, hvor lønningerne er offentlige, og man skal bruge det meste af sin tid på at skrive ansøgninger og undervise. Eller man kan tage sin ph.d. og søge over i det private, hvor lønnen er bedre, og hvor man hverken skal søge fonde om sin egen løn, eller undervise.

Mit bud på hvorfor der er så få kvinder ansat i faste forskerstillinger på universiteterne er simpelthen at de er klogere end mænd. Kun mænd er dumme nok til at udsætte sig selv og deres familie for de arbejdsvilkår der tilbydes på universiteterne.

Kan du huske Benjamin?

De københavnske politibetjente mener det er for let at klage over politiet. Til det er der vel kun at svare: Kan du huske Benjamin?

Et eller andet siger mig at det måske er for svært at klage over politiet. Forslaget har selvfølgelig paralleller til klager til forbrugerombudsmanden, hvor man også betaler et gebyr (160 kr) for at klage. Der får man så sine penge tilbage hvis man får medhold. Den store forskel er at forbrugerombudsmanden er en uafhængig instans – statsadvokaturens tætte tilknytning til politiet gør at de næppe kan betragtes som uafhængige. Det er bemærkelsesværdigt at man i en del andre lande kan finde ud af at administrere at klager over politiet behandles af uafhængige instanser. Men det åbenbart er meget svært i Danmark…

Obama

Surt show. Altså ikke at Obama vandt – alt andet havde været en katastrofe. Læger estimerede at der ville være 38% sandsynlighed for at verden i løbet af de næste fire år ville stå med en amerikansk præsident der tror at Sydafrika er en delstat i landet Afrika… Så hellere George Bush…

Næh, surt show fordi jeg var indlagt på Herlev sygehus under valget. Ikke noget alvorligt, andet end alvorlige smerter, og en alvorlig genovervejelse af mine ellers negative holdninger til privathospitaler. Det betød at jeg ikke havde særligt gode muligheder for at følge med i valgresultaterne. Selvom en morfinrus sikkert kunne have taget den værste frygt for at McCain alligevel skulle vinde.

Læs i stedet hvad Jacob Erle beretter næsten live fra USA.

Balance mellem arbejde og privatliv

Jeg overrasker åbenbart en kollega i dag.
Vi er "venner" på Facebook, og hun havde ikke regnet med at jeg har to profiler på Facebook – en privat og en til arbejdet.
Arbejdsprofilen er til kollegerne og den private til alle de andre.
Misforstå mig ret: Jeg holder meget af mine kolleger. Men jeg vil gerne blive ved med at holde af dem, og det tror jeg bedst jeg kan hvis jeg ikke ser for meget til dem. Det er flinke folk og alt det der, men de fleste af dem ser jeg altså kun fordi jeg får penge for det.
Så jeg lever et skarpt opdelt liv: Mit arbejdsliv og mit privatliv. Jeg føler ingen trang til at se chefen privat. Han er netop min chef, og uanset hvornår jeg ser ham, befinder vi os ikke i et magttomt rum.
Jeg vil have lov til, privat at sige præcist hvad jeg har lyst til, uden at skulle bekymre mig om hvordan det påvirker lønforhandlinger eller karrieremuligheder. Jeg har ikke behov for på mit arbejde at skulle stå til regnskab for hvad jeg bruger min fritid til, hvor fuld jeg drak mig i weekenden eller hvem jeg kyssede på i går.
Jeg drøfter det gerne med vennerne. Og hele konceptet handler grundlæggende om at der er forskel på venner og tilfældige personer som jeg kun ser fordi min chef har ansat dem.
Jeg fortæller mine venner ting jeg ikke fortæller min mor. Hvorfor pokker tror du så at du skal vide noget om dem bare fordi vores lønsedler kommer samme fra sted?

Venstre ved du hvor du har

"Det er farligt for folkestyret hvis socialdemokrater sidder for længe på magten. For når de sidder for længe, misbruger de embedet. De baserer magten på kammerateri, vennetjenester og magtfordrejning" –Anders Fogh Rasmussen, Grundlovstale 2001 Rene Milo Hans Christian Schmidt Peter Brixtofte Thor Pedersen Anders Fogh Rasmussen – Der var noget med kreativ bogføring og grov vildledning af Folketinget. Men intet godt link, lad os nøjes med at konstatere at han blev nødt til at gå, og afløst af en mand der i dag sidder i fængsel for groft mandatsvig… Klaus Riskjær Tove Fergo Helge Sander Anders Møller Flemming Oppfeldt Og det er endda ikke hele listen… Ikke at jeg rent faktisk mener at socialdemokrater er bedre end venstrefolk. Men de kaster i det mindste ikke med sten inde i deres glashus…

Aalborg-hekse på præstejagt

En gruppe ålborgensiske hekse advarede forgæves forældre imod at tage deres børn til søndagsmesse i Aalborg domkirke i weekenden, hvor en erklæret kristen, A. Mumgaard, optrådte.

»At lade sine børn komme under indflydelse af en erklæret kristen og lade dem udstyre med salmebog og oblater er efter vores mening ikke ansvarligt. Vi taler ikke om en skuespiller eller en, der i dagens anledning har klædt sig ud, men om en person, som i en lang årrække har praktiseret kristendom, og som tager disse ting alvorligt«, siger heksen Dannie Druehyld til Nordjyske Stiftstidende.

Ok, det var ikke det Politiken skrev. Men hvorfor i himlens (!) navn er det værre at tage sine børn med til et arrangement i Aalborg Zoo med en heks (der reklamerer med at leve i harmoni med blomster og fugle) end at tage dem med til et arrangement i en kirke (der har et mildest talt interessant grundlag). Der er efter min mening noget dybt suspekt over en flok mænd der går i sort kjole og hvid hagesmæk hver søndag.